Prøv avisen

Den moderne kunst har gjort mig mere rummelig

Bitten Damgaard er som 89-årig stadig meget aktiv inden for både kunst, kultur og kirke. Her er hun fotograferet foran hendes hjem, den nedlagte præstegård i Gjellerup, med en Lenin-statue lagt på lit de parade i baggrunden. Den blev hentet hjem på initiativ af hendes afdøde mand, da Sovjet-styret kollapsede i Letland. – Foto: Jens Bach

For 25 år siden døde hendes mand , Herning-fabrikanten Aage Damgaard, der blev både lands- og verdenskendt for at ansætte moderne kunstnere på sin skjortefabrik. Mens han levede, var hun kun kendt som ”Fru Aage Damgaard”, men i dag kender de fleste hende som Bitten Damgaard – og er udmærket klar over, at Hernings rige kulturliv i høj grad også er hendes fortjeneste

Moderne kunst sagde hende egentlig ikke så meget.

Bitten Damgaard voksede op i et præstehjem på landet og senere i København i 1930’erne, med masser af bøger, bordbøn og klassisk musik. Men ikke mange malerier eller skulpturer – og da slet ikke med abstrakte motiver.

Det kan være svært at forestille sig i dag.

For i 1950 blev den da 23-årige Bitten Damgaard gift med den ti år ældre vestjyde og fabrikant Aage Damgaard, der selv sagde, at det at have kunst omkring sig var lige så vigtigt for ham som mad – og nødvendigt for at han overhovedet kunne trække vejret. Og hans kærlighed smittede. Derfor er der i dag masser af livgivende værker i det hjem, de sammen byggede op i en nedlagte præstegård i Gjellerup lidt udenfor Herning.

I forhaven tager en nedlagt Lenin-statue imod. Hentet i Letland, da Sovjet-styret og kommunismen faldt – efter en pludselig indskydelse fra Aage Damgaard, som havde set på tv, hvordan folk i de baltiske lande fik travlt med at fjerne de høje figurer og derfor sendte sine to ældste sønner afsted for at sikre sig en af de symbolske stenstøtter.

Indenfor i de lavloftede rum er det derimod glade farver og sprudlende motiver, der fanger øjet. Med hele generationen af Cobra-kunstnere fra 1950-60’erne repræsenteret. På vægge, i karme, på skabe og borde.

De var alle en del af det kunstnermiljø, som ægteparret Damgaard fik til Herning og som i dag udgør kernen i samlingen på Heart, byens museum for kunst.

Det er præcis 25 år siden, Aage Damgaard døde. På en af de sidste septemberdage i 1991. Og med ét ændrede livet sig for Bitten Damgaard. Indtil da var hun i offentligheden kun kendt som ”Fru Aage Damgaard”, for omgivelsernes interesse havde altid primært drejet sig om hendes mand.

”Jeg er jo fra den generation, hvor man som kvinde bare var sin mands kone. Og da jeg blev alene, var det derfor som om, alting blev skåret væk. Som om jeg heller ikke eksisterede mere, selv om vi ellers havde været fælles om alt. Derfor er jeg utrolig glad for, at jeg løbende havde mine egne projekter ved siden af, for på den måde erfarede jeg, at der også var brug for mig som Bitten Damgaard,” fortæller hun med et stort smil og glimt i de levende øjne, da vi endelig får en aftale i stand, hvor hun har plads i kalenderen.

For der er i den grad brug for Bitten Damgaard. Selvom hun i dag er 89 år, er hun altid i gang. Aktiv i menighedsrådet ved Danmarks ældst daterede landsbykirke, Gjellerup, hvor hun er kirkeværge og på opstillingslisten igen til efterårets valg.

Hun er derudover en efterspurgt foredragsholder, formand for Højskolen Skærgården og medlem af flere bestyrelser, herunder to kunstmuseer i Herning. Derudover er der familielivet, med to oldebørn, otte børnebørn og fem børn. Hjemmesyltning, bagværk og al mad fra bunden. Samt restaurationskæden A Hereford Beefstouw, der også er blandt familien Damgaards initiativer. Med den første af restauranterne indrettet i et lille bondehus ved siden af hjemmet, den nyeste på vej i Australien og administrationen i en af præstegårdens længer

Selv er hun ikke meget for at sætte ord på sin egen betydning for byen og lokalområdet, men det vil sognepræst i Gjellerup Kirke Brian Krüger Iversen gerne.

”Jeg ved snart ikke, hvad hun ikke rummer. Hendes engagement i både kirke- og kulturliv er vildt imponerende. Og hendes betydning for Herning kan ikke overdrives. Sammen med sin mand har hun jo sikret, at Herning ikke bare blev et klondike, hvor det handlede om at grave guld, men tvært imod er blevet en kulturhovedstad i Danmark. Jeg nåede desværre ikke selv at møde Aage Damgaard, men det er klart, at hun har været en forudsætning for, at mange af hans idéer blev til virkelighed. Hun er en meget stærk kvinde.”

Også museumsdirektør for Heart Holger Reenberg har de store ord fremme, når det handler om Bitten Damgaard.

”Hun har haft en stor indflydelse på hele kunstmiljøet i Herning, og hun brænder fortsat for ægteparrets fælles projekt med at gøre folk begejstrede for kunst – og kan i den grad smitte med sin egen. Folk herude ved godt, hvor afgørende hendes rolle har været. Men man skal nok kende lidt til Herning for virkelig at forstå, hvor vigtig en person, hun er. I det hele taget er familien Damgaard nok det tætteste, Herning kommer på et aristokrati”.

Bitten Damgaard fik da også Herning Kommunes Kulturpris for fem år siden for sin indsats for kulturlivet i byen. I talen sagde borgmester Lars Krarup (V) blandt andet:

”Som din mand gjorde det, lader du kunsten tale. I har været med til at gøre Herning til en kulturel perle.”

Anerkendelsen kom dog ikke i Aage Damgaards tid, påpeger Bitten Damgaard, for det var bestemt ikke alle i Herning, der kunne se det geniale i ægteparrets ideer med at lade den moderne kunst rykke til byen – og ind på systuerne.

”Der var en del, der gav direkte udtryk for, at Aage var en smule tosset, da han begyndte at hyre kunstnere på skjortefabrikken Angli, hvor de arbejdede side om side med syerskerne. Hans idé var, at industrien og kunsten havde meget at give hinanden – at dialogen og mødet var afgørende, både for kunstneren, men også for os almindelige mennesker, der på den måde blev mindre fremmedgjorte for kunsten. Mange havde svært ved at se pointen. Og det var i hvert fald helt tydeligt for mig, at vi dengang ikke tilhørte byens borgerskab, som Aages øvrige fabrikant-brødre i Herning gjorde. At vi også var radikale, gjorde heller ikke sagen bedre. I Herning var man Venstre-mand og til nød konservativ. Så vi var outsidere. På mange måder,” fortæller Bitten Damgaard.

I deres karakteristik af Bitten Damgaard peger sognepræst Brian Iversen og museumsdirektør Holger Reenberg begge på, at hun tænker bredt og udover at være optaget af traditionen også er meget nysgerrig over for det, der peger fremad.

Når hun selv skal forklare, hvorfor hun er blevet sådan, peger hun igen på den kunst, som Aage Damgaard fik åbnet hendes sind og sanser for.

”Mange gange havde vi kunstnerne boende i vores hjem. Og jeg er helt overbevist om, at det især er den moderne kunst og mødet med kunstnerne bag, der har gjort mig mere rummelig og knapt så snæversynet, som jeg ellers kunne være blevet. De var jo ofte noget anderledes og så verden fra nye og skæve vinkler. Derfor var diskussionerne med dem altid så givende.”

”Vi havde blandt andre Poul Gadegaard boende i byen i ti år. Han var en fremmed fugl i en by, der var mere præget af Indre Mission dengang, end den er i dag. Han levede et hårdt liv og forargede derfor nogle. Men syerskerne på Angli fik jo et helt andet syn på både ham og hans kunst, fordi den blev til i mødet med dem. Dengang anede vi ikke, at de her unge kunstnere ville blive vildt berømte og anerkendte. Vi kom som regel i kontakt med dem gennem de andre kunstnere, der anbefalede dem. Og når vi selv købte noget af deres kunst, var det via kassekreditten. Det var jeg ikke helt tryg ved og spurgte derfor Aage, om vi så ikke i det mindste skulle sætte huset i mit navn. Det ville han ikke høre tale om. ’Kan du da forestille dig, at vi skulle blive boende her, hvis det hele går galt?’, spurgte han.”

Bitten Damgaards mobiltelefon ringer flere gange under interviewet. Hun har ellers sat den på lydløs, men det er den åbenbart ligeglad med. For der er bud efter hende. Efter at have besvaret et af de mere insisterende opkald, fortæller hun over kaffen og de hjemmebagte småkager, at hun i dag savner den tolerance og rummelighed i samfundet, som hun dengang oplevede, at mødet med kunsten og kunstnerne bragte med sig.

”Det er som om, den er gået fløjten i dag, og at alt nu skal gøres op i, om det kan betale sig eller ej. Om det er nyttigt eller ej. Men det er så kortsigtet. Og fantasiforladt. Samtidig oplever jeg, at der er kommet en meget negativ retorik, hvor politikerne nærmest taler til den indre svinehund i os. De siger for eksempel, at vi ikke har råd til at tage os af folk, der er flygtet fra krig og forfølgelse. At vi skal tænke på os selv og vores eget samfund først. Men det er jo delvist noget vrøvl, at vi ikke har råd til at hjælpe. Og forfærdeligt, hvis regeringen finder på at droppe konventionerne eller siger nej til kvoteflygtningene,” siger Bitten Damgaard og fremhæver atter kunsten, men også kristendommen som noget af det, vi i stedet bør fremhæve.

”Kunsten, ja, kulturen generelt, men også kristendommen udgør for mig at se det fundament, vi skal leve på. Det er i de sfærer, vi får horisont og udsyn. Hvor vi møder andre perspektiver. Og som derfor er helt afgørende for at gøre os til gode samfundsborgere. Livet bliver derimod fattigt og farligt, hvis vi kun er fokuseret på Jeg’er med stort J, der italesættes som altings centrum, som jeg oplever, det sker for tiden.”

Bitten Damgaard undrer sig over, hvorfor vi tilsyneladende har så svært ved at kalde os kristne i dag.

”Jeg synes, det er mærkeligt, hvorfor vi er så vaklende og lunkne i vores kristendom i Danmark. Det er som om, vi ikke tør stå ved, at vi er kristne. I dag har vi nærmest tillagt naturvidenskaben en slags gudestatus, fordi folk vil have beviser. Men det handler tro jo netop ikke om. Derfor er det så befriende at læse, at naturvidenskabsfolk fortæller om deres tro, og mange er jo kristne, når man går dem på klingen.”

Og i en tid hvor især mødet med islam giver anledning til mange diskussioner, efterlyser Bitten Damgaard, at man står ved kristendommen.

”Hvis vi skal i debat med islam, så kræver det altså, at vi står fast på det, der kendetegner os. På vores kristne arv og de værdier, vi gerne vil kæmpe for. Så længe vi ikke står fast på, hvad kristendommen er og dens betydning for os, så frygter jeg, at andre kan løbe os over ende med deres mere tydelige udmeldinger. Sagt på en anden måde så savner jeg, at vi i højere grad ser på dåben som en gave, og ikke bare som en selvfølge, vi ikke behøver at forholde os til.”

Selv er Bitten Damgaard derfor igen opstillet på den fælleskirkelige sogneliste til menighedsrådsvalget den 8. november. Hun har været medlem stort set siden Aage Damgaards død, og formålet med netop denne liste er at få folk, der ellers ikke slider på kirkebænkene til at få lyst til at dukke op. ”Uden dog at gøre kirken poppet,” som hun siger.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun og hendes mand nogensinde har fået en egentlig tak for den indsats, de har gjort for kulturlivet i Herning, er svaret undvigende.

”Men det skulle vi da heller ikke, for vi har jo selv haft så utrolig stor glæde af at gøre det.”

På køleskabet hænger til gengæld en medalje af guld. ”Til verdens bedste mormor”.

Kunstneren Paul Gadegaard har udsmykket Bitten og Aage Damgaards hjem med stærke farver på både døre, skabe, borde og lofter. – Foto: Jens Bach