Vietnamkrigen er krigen, der aldrig rigtig slutter. Nu er der ny opmærksomhed om USA’s engagement i Sydøstasien, der formelt sluttede i 1975 med Saigons fald og Sydvietnams nederlag til kommunisterne i nord. Den anerkendte dokumentarfilmskaber Ken Burns har udsendt en 18 timer lang tv-serie – ”The Vietnam War” – og et stort bogværk om krigen, på samme tid som ”A Rift In the Earth”, som det skal handle om her, er kommet på gaden. Den handler ikke om krigen i direkte forstand, men om den værdidebat, der opstod i kølvandet på krigen, da man bestemte sig for at opføre et mindesmærke i Washington D.C. for de faldne. Her blev man for alvor klar over, at Vietnamkrigen er krigen, der aldrig rigtig slutter.
Som forfatteren James Reston viser i sin bog, stak initiativtagerne til mindesmærket nemlig fingrene i et dybt kompliceret og ekstremt følsomt hængedynd af modsatrettede interesser. Mindesmærkedebatten strakte sig fra 1979-1984 og involverede fundamentale spørgsmål som: Bør et mindesmærke kun ære de døde? Bør et mindesmærke for en krig, der var ekstremt omdiskuteret og endte med nederlag, ikke inddrage alle dem, der nægtede at deltage i krigen? De fik jo i en vis forstand ret, og flere opfattede sig selv som lige så patriotiske som dem, der drog i felten. Hvorfor opføre et mindesmærke midt i Washington for en tabt krig, når andre – vundne – krige ikke har deres eget mindesmærke?
Og hedder krigen overhovedet ”Vietnamkrigen”? I Vietnam hedder den ”Den amerikanske krig” – et navn, man i nabolandene Laos og Cambodja heller ikke er tilfredse med, for her led man også store tab for andre hænder end de amerikanske.
Rejser man rundt i Vietnam i dag, fylder krigen – hvad end vi så skal kalde den – ikke meget. Der er et glimrende museum i Ho Chi Minh City om krigen med fine afdelinger for krigsreporternes rolle og USA’s forfærdende brug af afløvningsmidlet, der blev kendt som ”Agent Orange”. Og man kan besøge de omfattende intakte tunnelsystemer, hvorfra Viet Cong bekæmpede først franskmændene og siden amerikanerne, ligesom der er spor af krigen andre steder i landet.
Men den generelle fornemmelse er, at Vietnam, hvoraf en meget stor del af befolkningen er født efter krigen, er kommet videre. Handelsrelationerne til USA er glimrende. Desuden er der også andre sår, man ikke ser grund til at rippe op i. Krigen var en borgerkrig, før den blev ”USA’s krig”; det kommunistiske nord vandt over det delvist katolske syd, mange sydvietnamesere flygtede efter krigen, og landet med omkring 50 etniske minoriteter lever stadig med diverse politisk-religiøse spændinger, som man ikke taler højt om.
Alt dette var ikke øverst på den amerikanske dagsorden, da man udskrev en national konkurrence for et officielt mindesmærke over krigen, hvor 54.000 amerikanere og over to millioner vietnamesere mistede livet. I USA havde man nok i sine egne kulturelle konflikter, og for at gøre tingene endnu mere komplicerede kom mindesmærkedebatten også til at handle om kunstsyn.
En indflydelsesrig fraktion talte varmt for et skulptur-monument, der var klassisk og realistisk. Man skulle kunne se, hvad det forestillede. En anden gruppe havde et modernistisk syn, der ønskede et mere ambivalent, abstrakt og uheroisk mindesmærke. Det endte med, at sidstnævnte kunstsyn blev foretrukket.
Sensationelt vandt den 21-årige kunststuderende Maya Lin fra Yale-universitetet den anonyme konkurrence med sit nu verdensberømte monument (opført 1982), der skærer sig ned i Washingtons jord og både symbolsk og reelt holder krigens sår åbent. Debat om mindesmærker er jo ingenlunde fortid. Senest har det skabt både optøjer og historikerdebat når lokalregeringer har flyttet mindesmærker fra borgerkrigen, der hylder eksempelvis sydstatsgeneraler, som mange i dag opfatter som krænkende. Debat om fortiden er altid også debat om nutiden.
Maya Lin blev senere en berømt arkitekt og skulptør, hædret af præsident Obama og udstillingsaktuel i New York, men dengang var valget af hendes monument med navnene på alle døde soldater i kronologisk rækkefølge yderst opsigtsvækkende. Ikke bare valgte man et modernistisk kunstsyn, man valgte også – uafvidende, konkurrencen var anonym – en asiatisk kunstner. Lin er født i Ohio som datter af kinesiske udvandrere, men sjovt nok var hun ikke selv opmærksom på alt det, som kloge kritikere læste ind i hendes monument. ”Det er så taoistisk,” sagde en prominent kunstanmelder eksempelvis til hende ved afsløringen, hvortil Lin replicerede, at hun intet anede om taoisme.
Men på en bagvendt måde viser det noget om styrken ved mindesmærket: at forskellige mennesker kan se forskellige ting i det. Det er åbent uden at være udflydende og relativistisk. Det er smukt uden at være heroiserende. Det skiller sig markant ud fra de andre monumenter på The National Mall, men har med tiden fået sin egen naturlige plads på den prominente jordstrimmel med Washington-monumentet i midten. Reston skriver i øvrigt, at det var et besøg i København, der inspirerede Lin. Danskernes uformelle brug af Assistens som både gravplads og park gav hende idéen til en anden type og mere jordnært monument, ligesom hun fik under huden, at københavnerne dengang i slut-1970’erne ikke var så vant til folk udefra. ”Er du eskimo?”, blev Lin hele tiden spurgt, har hun senere fortalt.
Alt dette og forbløffende meget mere handler Restons kulturhistoriske værk om, der også inkluderer en personlig rejse til kongebyen Hue, der var skueplads for nogle af de værste kampe, og hvor forfatteren mistede en nær ven.
En af de mange konsekvenser af Vietnamkrigen er, at alle andre amerikanske krige uvægerligt bliver sammenlignet med den. Selvom hverken Irak eller Afghanistan er Vietnam, er det sikkert, at mindesmærker for disse krige heller ikke er nemme at lave. Også deri er Restons bog et argument for, at Vietnamkrigen er krigen, der i værdimæssig forstand aldrig rigtig slutter.
Fremover bringes ”Bøger fra udlandet” hver mandag. Her skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.