”I flyet på vej tilbage til Prag gik jeg på toilettet, og derude græd jeg bitterligt. Jeg forlod et frit land for at returnere til et socialistisk fængsel kaldet Den Tjekkoslovakiske Republik.”
Året var 1958, og den tjekkiske kemiker Jan Rocek havde netop afsluttet et besøg i England. Han havde smagt en frihed, han kun svagt huskede fra sin pureste ungdom, og nu var han mere end nogensinde opsat på at slippe ud, hoppe af – blive et frit menneske i et frit samfund.
Jan Rocek var en af dem, der fik lov til at opleve Europas civilisatoriske nedsmeltning fra mellemkrigstiden og frem på egen krop. Hele hans liv havde udspillet sig i skyggen af kontinentets totalitære rædselsregimer, kommunismen og fascismen. Endelig i 1960 slap han sammen med sin egen familie og vennen Arnost Reisers ud – og vejen mod frihed gik gennem Danmark, som lå i den kolde krigs forreste frontlinje.
Historien fortælles i Jesper Clemmensens ”Afhopperne”. Bogen er en fremragende og engagerende skildring, der fra først til sidst fikserer læseren. Det er en historie om menneskeskæbner så tunge, at alene konfrontationen med dem kunne risikere at lægge sig som en mørk tåge omkring læseren, selv den lyseste forårsdag. Det undgår Jesper Clemmensen, og man sidder i stedet med en konstant og muligvis amoralsk trang til at erfare bare lidt mere af deres skæbne samt med et lidt mere moralsk håb om, at det dog må gå dem godt.
Og det ved vi heldigvis fra begyndelsen, at det vil.
Både Jan og Arnost havde jødisk baggrund. Deres familier havde nydt frihedens korte sødme i den unge demokratiske stat Tjekkoslovakiet, som opstod efter Østrig-Ungarns sammenbrud i Første Verdenskrig. Men skyerne trak sig alt for hurtigt sammen om den velstående republik. Et revanchistisk Tyskland brugte det tyske mindretal i Sudeterlandet som påskud til et grænserevisionskrav, der umuliggjorde Tjekkoslovakiet eksistens som selvstændig stat.
De vestlige demokratier havde én prioritet: Fred for enhver pris. Derfor svigtede England og Frankrig og kastede Tjekkoslovakiet for løverne i et fejt forsøg på at stille den nazistiske aggressions glubende appetit. Som belønning fik de krig alligevel.
Lidt retfærdighed er der trods alt til.
De tjekkiske jøder kom til at betale deres del af prisen for europæisk fred. Først blev deres rettigheder indskrænket, og snart gik det som bekendt endnu værre. I 1942 var udrensningen begyndt. Arnost berettede:
”Usikre gik de af sted med deres soveposer og sammenrullede madrasser, mens de trak deres kufferter på små vogne. Pæne, midaldrende mennesker, som vi havde kendt hele vores liv, forvandlede sig på ingen tid til gamle mænd og kvinder.”
Første stop var Theresienstadt. For mange blev Auschwitz næste og sidste. Før krigen havde næsten 20 procent af Prags befolkning jødisk baggrund. Kun 3600 af de jøder, der var blevet deporteret til Theresienstadt, vendte efterfølgende tilbage. Blandt dem var Jan Rocek og Arnost Rieser.
Snart begyndte jorden igen at brænde under deres fødder.
Tjekkoslovakiet var atter blevet et demokrati efter krigen, men det lå i den sovjetiske indflydelsessfære. Landet blev igen prisgivet håbet om europæisk fred. Kommunisterne underløb demokratiet og forvandlede landet til et stalinistisk diktatur. I de udrensninger, der fulgte, mistede op imod 280.000 mennesker deres arbejde.
Ville man overleve her, måtte man tale magten efter munden. Ifølge Jan Rocek gjorde det forholdene under kommunismen værre end under nazismen: ”Nu skulle man ikke bare acceptere løgnen, men også gentage den.”
Fra en holocaustoverlever er dette en særdeles hård vurdering.
Men med totalitarismen fulgte en gammel kending, antisemitismen. I Sovjetunionen var Stalin mod slutningen af sit liv blevet besat af tanken om et jødisk komplot. Denne paranoia importerede de tjekkiske kommunister beredvilligt. Forskellen var blot, at man nu ikke lagde jøderne for had på grund af deres race og religion. Nu kaldte man dem i stedet for zionister og forfulgte dem som politiske fjender. Men det var bøf på en anden måde.
Der var i den kolde krigs første år mange, der flygtede fra de kommunistiske regimer. Derfor blev fængslets mure bygget stadig højere. Jan Rocek og Arnost Reiser måtte flygte gennem DDR ved at tilmelde sig en bilferie i det socialistiske broderland. Og selvom Berlinmuren endnu ikke var bygget, var hullerne i Jerntæppet små, få og farlige. I sidste ende måtte de springe fra en færge og på hovedet ned i et dansk havnebassin og frihed. Her blev de reddet i land under stor dramatik.
Snart lukkedes også dette hul. Året efter blev Berlinmuren bygget. Flygtningestrømmen fra øst svandt ind. Frem til de liberale revolutioner i 1989 var tilfangetagelsen alle østeuropæeres skæbne.
”Afhopperne” fortæller en dybt menneskelig historie om det brutale 20. århundrede. Bogen gør vores nære fortids politiske og ideologiske stridigheder levende gennem mødet med konkrete menneskers virkelige prøvelser. Det er en god og nødvendig bog.