Prøv avisen
Bog

Den nære sammenhæng mellem de to verdenskrige

Bogomslag. Foto: www.gucca.dk

Selvom de menneskelige omkostninger ved Første Verdenskrig var enorme, og krigen var en tragedie, var den ikke nytteløs, mener for-fatteren til dette formidable storværk om dens første måneder

Bog: Max Hastings: "Katastrofe 1914 - Europa går i krig", Forlaget Herreværelset.

Da den canadiske historiker Margaret Macmillan sidste år udgav ”The War That Ended Peace”, et studie af ”vejen til 1914”, fik hun det til at lyde, som om de europæiske ledere gik søvngængeragtigt ind i den.

Den opfattelse finder man ikke støtte for i Max Hastings' formidable værk om optakten til Første Verdenskrig og krigens første halve år. Han mener, det er mere rammende at kalde hovedaktørerne på kontinentet - lederne af Tyskland, Rusland og Østrig-Ungarn - for benægtere. De var nemlig fuldt bevidste om deres handlinger, men tog til gengæld ikke konsekvenserne af dem, da de mål, de havde sat sig, viste sig urealistiske allerede efter få måneder, da fronten frøs fast på Flanderns sletter. Derfor kan man godt tale om skylden for krigen, mener Hastings. Og den pålægger han utvetydigt Tyskland.

Han bygger sin konklusion på, at der findes ”enormt mange flere dokumentariske beviser”, der støtter opfattelsen af, at de tyske ledere ønskede en krig i 1914, end der findes beviser for alternative forklaringer, som der ellers har været flere af i de seneste årtier.

Bogen er således et indlæg i en historikerdebat, der begyndte allerede kort efter krigens afslutning. Hastings frakender dog ikke andre kontinentalmagter et medansvar.

For det første gælder det den ”tåbelige” og ”letsindige” russiske zar og hans ministre, for det andet dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Det habsburgske rige var på det tidspunkt stærkt svækket af oprørske slaviske mindretal i Bosnien-Hercegovina, som det havde annekteret i 1909 til stor harme for kongeriget Serbien, der selv havde haft planer i den del af Balkan.

Habsburgernes hævn ved en invasion af Serbien efter mordet på ærkehertug Franz Ferdinand og hans gemalinde i Sarajevo den 28. juni 1914 fremprovokerede forventeligt nok en reaktion fra Rusland, som anså sig for slavernes beskytter og var sulten på resterne af det netop sammenbrudte osmanniske imperium. Da et Storrusland udgjorde en trussel mod Tysklands økonomiske og territoriale interesser, udstedte den tyske kansler Bethmann Holl-weg i samråd med Helmuth von Moltke, den militært øverstbefalende, og den lettere sindsforvirrede kejser Wilhelm en ”blankocheck” til habsburgerne og besluttede at gå i krig med Rusland for at svække russerne, før de blev for mægtige.

At dette indebar en krig også mod Frankrig, Ruslands allierede, var ikke afskrækkende, så længe briterne blot valgte at holde sig i ro. Men på det punkt forregnede tyskerne sig.

Da de sendte deres tropper mod Paris via det ubefæstede sydøstlige hjørne af Belgien, besluttede den britiske regering at intervenere; ikke kun af moralske, men også af strategiske grunde: Tysklands aggression ville nemlig true den magtbalance, som det altid havde været briternes mål at opretholde på kontinentet.

Hastings skiller sig ud fra de historikere, der ser Første og Anden Verdenskrig som to forskellige typer krige.

I virkeligheden var der tale om én lang krig med en indlagt pause. Og begge gjaldt tysk verdensherredømme. Ganske vist var det ikke tyskernes oprindelige mål med krigen - det var nemlig at sikre tysk økonomisk kontrol med kontinentet og at svække den stadig stærkere socialistiske opposition i Tyskland.

Men under indtryk af argumenter for landets mægtige industri- og bankledere ændrede den tyske kansler strategi under krigen: Målet blev at sikre verdensherredømme gennem territoriale erobringer, annekteringer og skabelsen af et system af lydstater i det nye Tysklands periferi. Fra Skandinavien ned over Holland og Belgien til Frankrigs atlanterhavskyst skulle Tyskland - efter at have besejret Frankrig - forskanse sig mod vest mod Storbritannien. Samtidig skulle Tysklands grænser skubbes langt mod øst.

Selv om der var mange medvirkende faktorer, der førte til krigen, mener Hastings ikke, at der er tale om en tragedie, der kunne være undgået. Det er for letkøbt at moralisere over den ved for eksempel at hævde, at de vestlige allierede i vinteren 1914-15 kunne have valgt en ”tredje vej”, nemlig at afslutte krigen gennem et kompromis med tyskerne. Dengang eksisterede der i virkeligheden kun to grundlæggende valgmuligheder: at finde sig i tyskernes overherredømme på kontinentet eller at blive ved med at betale den frygtelige pris for at modsætte sig det.

Så det var bestemt ikke ligegyldigt, hvilken side der vandt dengang. Hvis tyskerne havde sejret og havde kunnet diktere fredsbetingelserne, ville Europas frihed, retfærdighed og demokrati have været den ”forfærdelige” pris, europæerne ville have betalt allerede dengang.

Under Første Verdenskrig blev Tyskland ledet af en politisk elite, som var lige så antidemokratisk og autoritær som den nazistiske, og som havde sammenlignelige territoriale mål.

Selvom de menneskelige omkostninger var enorme, og krigen med rette bør kaldes en tragedie, var den altså ikke nytteløs.

Bogen kan varmt anbefales for sine overbevisende analyser og forfatterens behændige brug af et væld af forskellige typer kilder. Oversættelsen er i det store og hele god, men skæmmes her og der af ord som ”orientalt”, ”galskab” og ”industrielle stridigheder” i stedet for ”orientalsk”, ”vrede” og ”arbejdskonflikter”.

kultur@k.dk