Den naive terrorist

BØGER: Interessant, men problematisk interviewbog med den frigivne dansker fra Guatánamo-basen

30-årige Slimane Hadj Abderrahmane fortæller blandt andet om sin tid her i Guantánamo-fangelejren. (Foto: Scanpix)
30-årige Slimane Hadj Abderrahmane fortæller blandt andet om sin tid her i Guantánamo-fangelejren. (Foto: Scanpix).

Det må betegnes som årets store journalistiske scoop, at de to Politiken-journalister Hans Davidsen-Nielsen og Matias Seidelin har fået lokket den nu frigivne dansker fra Guantánamo-fangelejren med i et nordsjællandsk sommerhus i fem dage for der at høre hele hans historie om religiøs vækkelse og 747 dage i amerikansk fangenskab.

Det er der kommet en fantastisk god, men også problematisk bog ud af. God, fordi den er velskrevet og spændende som en kriminalroman med fin brug af fortælletekniske greb. Problematisk, fordi de to forfattere lader den algerisk-danske Slimane Hadj Abderrahmane fortælle frit fra leveren, tilsyneladende uden det helt store modspil. Det er svært at sige, hvordan man metodisk korrekt skulle have grebet det an, men flere kritiske og borende spørgsmål kunne måske have rettet op på den mangelfulde balance, der er i fremstillingen.

Den 30-årige Slimane Hadj Abderrahmane, der er født uden for Roskilde i august 1973, er i bogens fremstilling en sympatisk og velbegavet ung mand, som elsker orden i tilværelsen. Eller måske snarere omvendt: han hader rod. Men det er overraskende nok det eneste had, han giver udtryk for i bogen. Det blinde had til Vesten, som mange islamister og arabere ellers lufter ved enhver tænkelig lejlighed, glimrer her ved sit fravær.

$SUBT_ON$Slet skjult sympati

Bogen åbner med et kapitel om den dramatiske overførsel fra Afghanistan til Guantánamo-basen på Cuba, men ellers er den en kronologisk gennemgang af Slimanes liv fra fødsel i Danmark over barndom i Algeriet, hvor drengens formative år fra syv til 20 år blev levet, til hjemkomsten fra Cuba til Karup den 25. februar i år.

Bogens to forfattere har svært ved at skjule deres sympati for personen Slimane. Det er helt præcist de to konflikter i Algeriet og Tjetjenien, der for alvor vækker den hellige kriger i den reflekterede unge mand. Og netop de to brutale konflikter er ikke bare grimme i muslimske øjne, men for alle udenforstående. De arrogante, russiske koloniherrer, der nægter at anerkende tjetjenerne som et selvstændigt folk, og demokratiet, der blevet undermineret af et militærdiktatur i Algeriet, fordi de islamiske partier stod til at vinde valget.

Det er ikke desto mindre i bogens mange direkte citater fra Slimane, at man begynder at ane en ekstremist under det civiliserede ydre. Det starter uskyldigt nok med en gymnasiediskussion i Århus om Darwins lære, hvor Slimane pudsigt nok er helt grundtvigsk i sin afvisning af, at mennesket stammer fra aberne. Den konklusion kom også Grundtvig til efter at have bladret i »Arternes Oprindelse« i omkring 10 minutter, for derefter ikke at beskæftige sig mere med udviklingslæren.

Det bliver værre med Slimanes kommentarer om Teheran som et nærmest verdsligt helvede, og den chokerende bemærkning om for alvor at »føle sige hjemme« blandt langskæggede og svært bevæbnede talebaner og kvinder klædt i burka. Her er det, man gerne ville have haft forfatterne til at gå mere kritisk til værks. Slimane er for selektivt blind i sin fremstilling af verden og får lov til at undgå en lang række påtrængende spørgsmål, der melder sig under læsningen.

Slimane afslører sig i bogen teologisk som en slags salafist. Salafiyya er en islamisk bevægelse fra 1800-tallet, der blev til i protest mod den moderne verden. Bevægelsen, der også har præget talebanernes teologi, vil tilbage til »de islamiske rødder« og er imod en tilpasning af islam til moderne samfund. Slimane siger det direkte: »Jeg har den opfattelse, at folk skal tilpasse sig islam. Det er ikke islam, der skal tilpasse sig folk«. Slimane går også ind for religionsfrihed, bare ikke for folk som Salman Rushdie!

Slimanes higen efter en mere retfærdig verden påkalder mindelser om tidligere revolutionsromantiske drømmere på venstrefløjen, der ville redde verden. Hos Slimane er Marx skiftet ud med Allah, men drømmen er egentlig den samme: en totalitær pakkeløsning, som det enkelte menneske må indrette sig under. Det er rystende, at en danskfødt mand med dansk studentereksamen kan tænke og tro sådan i begyndelsen af det 21. århundrede.

Hans Davidsen-Nielsen og Matias Seidelin: Danskeren på Guantá- namo - den personlige beretning. 222 sider. 229 kr. Politikens Forlag.

holm@kristeligt-dagblad.dk