Den niende og sidste ”Star Wars”-film er en vild visuel nydelse

Med den usandsynligt flotte ”The Rise of Skywalker” har ”Star Wars”-sagaen fået en værdig afslutning, der leder tankerne hen mod både Freud og Tolkien

Den niende og sidste ”Star Wars”-film er en vild visuel nydelse
Foto: Lucasfilm Ltd.

Ondskaben er hårdfør og invasiv, mens godheden er sårbar og letfordærvelig.

Den pointe er det tematiske omdrejningspunkt i de tre ”Star Wars”-trilogier, der nu når deres endelige afslutning med ”The Rise of Skywalker” – den niende og sidste film i rækken.

Her har Darth Vader, Luke Skywalker og Han Solo ikke længere hovedrollerne, men er fortid af et næsten mytologisk tilsnit for den unge Rey, der er i besiddelse af ”kraften” og er det sidste håb i kampen mod det onde, der har antaget mange former og skikkelser i filmene, men her manifesterer sig på en særligt overraskende måde.

”The Rise of Skywalker” rummer i det hele taget mange overraskelser og også mere eller mindre kærkomne gensyn med karakterer fra de øvrige otte film. Grundlæggende er det meste nu ved det gamle, og filmen blander således popcorn-venlig sci-fi med Freuds Ødipus-kompleks og god/ond-tematikken og fantastikken fra Tolkiens ”Ringenes herre”.

Dog med den væsentlige tilføjelse, at ”The Rise Of Skywalker” er en mere vellykket film end de fleste af sine forgængere, hvilket ikke kun skyldes det udmærkede plot, men også teknologien: I dag kan computere skabe sublimt smukke og dramatiske virkeligheder ”i en galakse langt, langt borte”, og det er svimlende at overvære slagene i rummet, lande på de frodige, grønne planeter fulde af sære, vidunderlige væsener eller på en anden planet dækket af blygrå og skumhvide tsunami-bølger, hvori Dødsstjernen er endt.

Midt i alt dette spiller Daisy Ridley den martrede Rey med sødme bag sammenbidte tænder, og Adam Driver er med sit sammensatte, næsten kubistiske ansigt den frafaldne jedi og faldne engel Kylo Ren, der stiler efter herredømmet i galaksen.

De to er på flere måder spejlinger af Luke Skywalker og Darth Vader, af det gode og det onde, og selvom det onde er grænseoverskridende, og det gode som altid let lader sig omslutte og slukke, formår filmen og dens drevne instruktør, J.J. Abrams, at gøre den gamle pointe vedkommende og vise, at ondskab ofte har rod i uforløst kærlighed. At ondskab er lyse følelser, der er muteret, er blevet mørke.

Traumer, kunne man også kalde det, men den slags termer hører ikke til i ”Star Wars”-universet, der også her i allersidste ombæring lader sin fortælling accelerere fra begyndelsens middeltempo med samtaler og humor og frem mod en afsindigt action-fyldt finale, hvor det hele – naturligvis – står og tipper mellem godt og ondt, og hvor lyssværdenes blå og røde klinger snurrer og murrer og skærer i mørket.

Som om det ikke er hæsblæsende nok, følger John Williams’ musik og dens velkendte vulgær-wagnerske dramatik med op i fart, og det bliver indimellem alt for meget. Men ”The Rise of Skywalker” fungerer trods dette og en lovlig kompakt historie. Den kan nydes af drenge og piger fra 12-årsalderen og op og af deres forældre, der midt i rum-ramasjangen kan sende stille tanker til Freud og Tolkien og more sig over, at der på alle planeterne i den galakse, George Lucas skabte helt tilbage i 1977, er præcis samme tyngdekraft som her på Jorden. Og så ellers glæde sig over, at ”Star Wars” – der undervejs har budt på flere ganske dårlige film – har fået en værdig afslutning med ”The Rise of Skywalker”.

Så nu er der bare tilbage at håbe, at spekulanter og pengemænd ikke genopliver universet endnu engang. Det er ikke umuligt. For ”ondskaben lurer i skyggerne”, som det hedder på ”Star Wars”-sprog.