Fire tykke kvinder kæmper mod kropsidealer i beundringsværdig film

”Fat Front” er et opgør med skønhedsidealer

Fire tykke kvinder kæmper mod kropsidealer i beundringsværdig film

Nu er hun en ældre dame. Stadig sjov og dejlig. Hun har været lærer hele sit voksenliv. Eleverne elskede hende. Forældrene ligeså. Hun var en dygtig pædagog og formidler. Hun var smart og klædte sig formidabelt. Hun havde dog et stor problem, som martrede hende hele hendes liv. Hun var tyk! Ingen så det, men det gjorde hun selv. Det ødelagde meget i hendes liv. Tidens skønhedsideal er ikke til tykke kvinder.

Hvis man ser nærmere på Édouard Manets maleri fra 1862-1863 ”Frokost i det grønne”, ser man en nøgen kvinde udstyret med deller og mave siddende på et tæppe ude i skoven. Hun sidder ganske i sit Eva-kostume og er ikke slank. Datiden anså sådanne kvinder for lækre.

Tiden har sine kropsidealer. I Østen anses en tynd mand for at være uden magt og myndighed. Kropslig pondus er et symbol på indre styrke. En sumo-bryder kan ikke være slank.

I 1960’erne ændrede fotomodellen Twiggy det kvindelige kropsideal i den vestlige verden. Hun dukkede op i modebilleder fra London tynd, ja, grænsende til det udmarvede. Herefter kom der gang i slankekure i hele den vestlige verden. At se ud som på Manets billede var nu nærmest ulækkert. Det var pludselig ikke let at være tyk.

Det emne tager Louise Detlefsen og Louise Unmack Kjeldsen op i deres film ”Fat Front”. Vi følger fire unge nordiske kvinder, der som kvinden i indledningen har det samme martrende problem, at de er tykke midt i en tid, der hylder det slanke.

Helene fra Aarhus, Marte og Wilde fra Oslo og Pauline fra Lund har alle kæmpet med vægten hele deres liv. De er nu omkring de 30 år allesammen, og alle har de den grundopfattelse, at de har to sider. En side, der hele tiden tænker på vægten, og en, der ikke gør det, men den første vinder hele tiden. De bruger meget tid og mange kræfter på denne kamp, der fører til mange tårer og selvhad.

Det er meget bevægende at høre deres fortællinger om deres liv, hvor anderledesheden ikke bliver accepteret. De ved jo godt, hvad der tænkes om dem. At de ikke kan styre deres behov, at de er slappe og lidt dumme.

De fire unge kvinder i filmen er en del af den ny-feministiske bølge Fat Front, der tog sin begyndelse på internettet. Pludselig opdagede de fire hver især, at de havde ”lidelsesfæller” overalt i den vestlige verden.

Bevægelsen er et opgør med tidens skønhedsideal, der kun anser den tynde krop for at være smuk og acceptabel. Desuden er det et opgør mod tidens overfladiskhed og kropsdyrkelse.

Man sidder undervejs i filmen og beundrer de fire kvinder for deres ærlighed og åbenhed. Ser man filmen, ændres ens blik på tidens ideal. Personen indeni er også et menneske, der skal tages for det, det er, og ikke bare for det ydre lækre og smarte. Det er ikke nogen let kamp, kvinderne fører, men den er beundringsværdig.