Den norsk-svenske billedvæver Hannah Ryggen gik modigt ind i sin tid

I Schirn Kunsthalle i Frankfurt vises nu en væsentlig og meget betagende udstilling med den svensk-norske kunstner Hannah Ryggen

Hannah Ryggen var uddannet lærer og siden maler, men i 1923 forlod hun maleriet til fordel for væven. Måske følte hun, at hun her kunne finde sit eget sted. Væven blev hendes medium til at skabe menneskehøje store gobeliner og et redskab, der pegede bagover i tiden. Her ses udstillingens sidste værk, den fire gange tre meter store vævning ”Vi lever på en stjerne” (1958). – Foto: Thor Nielsen/Nor-denfjeldske Kunstindustrimuseum Trondheim/VG Bild-Kunst.
Hannah Ryggen var uddannet lærer og siden maler, men i 1923 forlod hun maleriet til fordel for væven. Måske følte hun, at hun her kunne finde sit eget sted. Væven blev hendes medium til at skabe menneskehøje store gobeliner og et redskab, der pegede bagover i tiden. Her ses udstillingens sidste værk, den fire gange tre meter store vævning ”Vi lever på en stjerne” (1958). – Foto: Thor Nielsen/Nor-denfjeldske Kunstindustrimuseum Trondheim/VG Bild-Kunst.

I 1937 blev Pablo Picassos hovedværk ”Guernica” vist i den spanske pavillon på verdensudstillingen i Paris. Inde ved siden af i den norske pavillon kunne man se det næsten fire meter lange billedtæppe ”Etiopia”, som Hannah Ryggen havde vævet på bare en måned hjemme på sin lille afsidesliggende gård i Norge, anfægtet og fortvivlet over Mussolinis indtog i Etiopien i 1935.

I Paris kunne man imidlertid ikke se hele tæppet, det højre hjørne, hvor Mussolinis afhuggede hoved holdes frem på et spyd af en etiopisk soldat, var bukket rundt.

Den svensk-norske kunstner, billedvæveren Hannah Ryggen, var et anfægtet menneske, og hun brugte sin kunst til at dele disse anfægtelser med verden. Ganske tidligt besluttede hun ikke at sælge til private, men kun at lave kunst til offentlige institutioner eller udstillinger. Som hun skrev, ville det være en vittighed at lave politisk kunst til rige mennesker.

På Schirn Kunsthalle, der ligger centralt i den gamle bydel i Frankfurt, kan man netop nu se en præsentation af Hannah Ryggens monumentale vævninger. Og det er bestemt et møde, der er værd at gå efter. Hannah Ryggen havde store soloudstillinger både i Europa og i USA, og hun repræsenterede Norge på Venedig Biennalen i 1964 og fik gode anmeldelser også internationalt. Men efter hendes død var det, som om hendes kunst forsvandt ned i en stor bunke med kunsthåndværk, hvad hun altid selv havde insisteret på, at det ikke var.

”Blod i græsset” er vævet, da Hannah Ryggen var 72 år og følte, at hun måtte give udtryk for sin protest mod amerikanernes fremfærd i Vietnam. Værket skiller sig ud fra de andre værker på udstillingen ved at være delvist langhåret, og desuden er værket det eneste, Hannah Ryggen nogensinde har brugt kunstigt farvet garn til at lave. – Foto: Dag Fosse/KODE – Art Museums and Composers Homes, Norge/VG Bild-Kunst.
”Blod i græsset” er vævet, da Hannah Ryggen var 72 år og følte, at hun måtte give udtryk for sin protest mod amerikanernes fremfærd i Vietnam. Værket skiller sig ud fra de andre værker på udstillingen ved at være delvist langhåret, og desuden er værket det eneste, Hannah Ryggen nogensinde har brugt kunstigt farvet garn til at lave. – Foto: Dag Fosse/KODE – Art Museums and Composers Homes, Norge/VG Bild-Kunst.

Det første værk, man ser, skiller sig ud ved at være delvist langhåret. Det er grønt og med stærke røde spor i (det var første og eneste gang, hun brugte kunstigt farvet garn). ”Blod i græsset” hedder det, og det er vævet, da kunstneren var 72 år og følte, at hun måtte give udtryk for sin protest mod amerikanernes fremfærd i Vietnam. Ryggen gik direkte til tingene.

Hun blev født i Sverige i 1894. I 1922 møder hun sin norske mand i Dresden, hvor hun er taget til for at studere kunst. De flytter til hans fødeegn i Norge, og hun bliver i landet til sin død i 1970. Indtil hendes mands, Hans Ryggens, død, boede de på en primitiv gård i Ørland, nordvest for Trondheim, hvor der i dag er et museum for hende.

Ryggen var uddannet lærer og siden maler, men i 1923 forlod hun maleriet til fordel for væven. Da hun og Hans Ryggen bosætter sig på det lille brug, bygger han en speciel væv til hende. Hun har aldrig lært at væve, men hun træffer en beslutning. Måske følte hun, at hun her kunne finde sit eget sted. Hun vævede aldrig efter andres forlæg, men skabte alle sine billeder selv. Hun lavede heller ikke skitser, men vævede sig frem, på samme måde som en maler.

Væven blev hendes medium til at skabe menneskehøje store gobeliner, og hvor man måske kunne have set vævningen som et redskab, der ville pege bagud i tiden, så brugte Ryggen den gamle teknik til at tale direkte og anfægtet ind i sin tid. Med garn og væv udviklede hun et billedsprog, hvor det figurative og det abstrakte går hånd i hånd, ligesom det symbolske og det helt konkrete følges ad i hendes værker. Hannah Ryggen var et politisk menneske, antifascist, antimilitarist, feminist, en rød arbejder indeni, som hun skrev. Kompromisløs. Flere gange på udstillingen tænker jeg på Nordahl Griegs digt ”Kringsatt av Fjender”, særligt det mindre kendte vers: ”Elsk og berik med drøm/ alt stort, som var/ Gå mot det ukjente/ fravrist det svar./ Ubygde kraftverker/ ukjente stjerner/ skab dem, med skånet livs/ dristige hjerner”.

I værket ”6. oktober 1942” (1943) har Hannah Ryggen vist mordet på den norske skuespiller og modstandsmand Henry Gleditsch. Vi ser Hitler svævende med pistoler i begge hænder, og den dræbte skuespiller i armene på sin hustru som en pieta. – Foto: Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum Trondheim/VG Bild-Kunst.
I værket ”6. oktober 1942” (1943) har Hannah Ryggen vist mordet på den norske skuespiller og modstandsmand Henry Gleditsch. Vi ser Hitler svævende med pistoler i begge hænder, og den dræbte skuespiller i armene på sin hustru som en pieta. – Foto: Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum Trondheim/VG Bild-Kunst.

Ryggens vævninger viser på den ene side krigens rædsler, de er monumentale vidnesbyrd om den uret, der bliver begået over for konkrete mennesker, og på den anden side viser de mennesket som et væsen, der er bundet til jorden og dyrene, hinanden og det nære.

Hannah Ryggen mente, at ingen mennesker burde være tjenere for andre, og derfor levede ægteparret sammen med datteren, Mona, som næsten selvforsørgende, de havde ikke indlagt vand, og strøm fik de først efter krigen. Hun farvede selv sine garner med bark, mosser og blomster, og det fortælles, at gæster måtte tisse i en spand, fordi urin (og især fra mænd, som havde drukket) var særlig godt til at få den blå farve (potteblått eller pissblått som hun kaldte den) frem. På en tredelt gobelin (”Vi og våre dyr”, 1934) ser man i midterpanelet den lille familie ved bordet, mens sidepanelerne viser familiens liv med dyrene. Under spisebordet ligger de hovedløse høns, familien skal spise. Det siger noget om Ryggen, at de skal med som et billede på hverdagens ofre.

”Lise Lotte Herrmann halshuggen 1938” er der vævet ind i en gobelin, hvor man ser en ung kvinde, der mader sit barn. Den nøgterne konstatering gør det ekstra smertefuldt. Herrmann var en tysk kommunist, der opponerede mod nazisterne. Hun blev fængslet i 1935 og tortureret, men talte aldrig. Trods internationale protester blev hun halshugget i 1938. Ryggen er inspireret af det religiøse motiv Madonnaen i Rosenhaven, når hun gengiver Herrmann med sit barn. Nederst til højre ser man bødlens røde fodaftryk, og Herrmann selv med barnets tøj i armene: Da hun bad om at ville sige farvel til sin lille søn, fik hun i stedet smidt hans tøj ind i cellen. Til at væve den fireåriges tøj brugte Ryggen en særlig fin gedeuld, hun ikke brugte hverken før eller siden.

Da Norge blev besat i 1940, blev området Ørlandet valgt som base, mennesker blev forflyttet og udsat for stor lidelse. I værket ”6. oktober 1942” (1943) har Ryggen vist mordet på den norske skuespiller og modstandsmand Henry Gleditsch. Vi ser Hitler svævende med pistoler i begge hænder, og den dræbte skuespiller i armene på sin hustru som en pieta. Som sorte fugle svæver forfatteren med de nazistiske sympatier Knut Hamsun og nazisten ministerpræsident Vidkun Quisling. Billedet, der i lighed med mange af Ryggens billeder er tredelt, viser hendes egen families drøm om at flygte til højre, mens midterdelen laver en vertikal søjle af ro med Churchill tronende i et solidt tårn.

I maj 1944 bliver Hannah Ryggens mand, Hans Ryggen, arresteret for illegal virksomhed, og han sidder i fængslet Grini uden for Oslo indtil befrielsen. Hannah må blive på gården. Man kan næsten mærke den ild, der har brændt i hende, da hun væver sit vidnesbyrd, hvor man ser Hans, der af nazisterne blev sat til at male advarselsskilte, sidde i sin fangedragt og male et kranie.

Der er mange fortællinger gemt i Ryggens vævninger. Ikke alle er lige til at gennemskue, men de er godt formidlet på udstillingen, ligesom de kan læses i det fornemt udstyrede katalog. Og det er ikke agitprop, det Ryggen laver, det er langt mere komplekst, og hele tiden handler det også om farver og flader, om mønstre og stoflighed.

Udstillingens sidste værk er den fire gange tre meter store vævning ”Vi lever på en stjerne” (1958), som var en bestillingsopgave til vestibulen i den dengang nye regeringsbygning i Oslo. Det er en meget farvestærk vævning, hvor blå er den dominerende farve. Inde i en oval ser man en nøgen mand og en kvinde holde om hinanden, som et billede på kærligt og kammeratligt ligeværd. Vævningen er en poetisk vision om mennesket som et kærligt og drømmende væsen, det er et billede, der skal minde mennesker om, at det, vi vil, er det gode, at vi skal tage vare på vores stjerne. Billedtæppet hang på sin plads frem til den 22. juli 2011, hvor dets smukke vision i den grad blev spottet af Anders Breivik. Tæppet blev skadet af bomben, men er nu restaureret – dog har det stadig et synligt ar, som en levende påmindelse om, at freden aldrig kan tages for givet.