Han modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2015 for sin lille fortættede trilogi ”Andvarke”, ”Olavs drømme” og ”Kveldsvævd”, og nu er han så klar med intet mindre end en septologi. Første bind, ”Det andet navn. Septologien I” (på dansk ved Jannie Jensen og Arild Batzer, Batzer & Co) er netop udkommet på dansk, mens andet bind lander allerede i december.
Det er norske Jon Fosse, født i 1959, det skal handle om. Han har siden sin debut i 1983 skrevet et halvt hundrede bøger inden for stort set alle genrer, han er oversat til 40 sprog, og hans dramatik er opført verden over. Men de senere år har han koncentreret sig om prosaen, og i sit nye værk fortsætter han stilen fra sin trilogi og leverer en strømmende tekst, der løber som en enkelt sætning gennem bogens godt og vel 250 sider, uden linjeskift, undtagen ved direkte tale, uden så meget som et eneste punktum i fortællingen om maleren og enkemanden Asle. Han bor alene og har blot kontakt med naboen og fiskebonden Åsleik og galleriejeren Beyer – men så er der også en anden Asle, der ligeledes er maler.
Når det gælder læsningen af Jon Fosses bøger, mener Birte Weiss i sin anmeldelse i Weekendavisen, at det giver god mening at skitsere tre forskellige positioner – og uden al megen for tvang kan man udmærket placere de danske anmeldere af ”Det andet navn” i dem. Om romanen, som hun betegner som ”Jon Fosses nye storværk” og som ”overlegen skrivekunst”, konkluderer hun nemlig:
”Det er en af den slags bøger, som får forfatterens fanskare til at tage en dyb indånding af begejstring, sådan som det i hundrede år har været tilfældet med James Joyce, hans bevidsthedsstrøm og ’Ulysses’. Andre vil elske at hade den. Der er også en tredje position, min. Den drister sig til at kalde ’Det andet navn’ en lidt gammeldags, men forførende første mundsmagning af et værk, som har seks bind mere til at føre læseren gennem en labyrint af kunstneriske, religiøse og filosofiske grublerier forklædt som hverdagsliv. Hvis det løbende lykkes at få dem gjort almenmenneskelige, kan septologien blive et tidløst udråbstegn midt i Norges frodige, aktuelle litteratur.”
I Berlingske er der endnu mere sus i superlativerne, og man kan således godt tillade sig at konkludere, at Jørgen Johansen indtager Birte Weiss’ første position. Han giver nemlig fem stjerner ud af seks i Berlingske og konstaterer, at også denne nye roman er så karakteristisk for forfatteren, at selv den mest inkarnerede fan kun kan nikke bifaldende:
”Jon Fosse har ikke kun skrevet en vidunderlig roman, men også leveret en sørgmodig blues for ensomheden.”
Han noterer sig, at gentagelsen, langsomheden og den insisterende dvælen ved detaljen hører til Jon Fosses helt særlige stilistiske kendetegn:
”Lyder det ikke umiddelbart af bestseller, så er det måske alligevel lige netop i kraft af sine modbilleder til en tidsånd, hvor både langsomheden og troen er under pres, at Fosses bøger appellerer så stærkt. Med deres strømmende, suggestive poesi og intense stemninger rammer de måske præcist der, hvor mange har ondt i nutiden.”
I Politiken indtager Lilian Munk Rösing samme position som Jørgen Johansen – eller rettere trumfer hun ham ved at uddele de maksimale og yderst sjældne seks hjerter:
”Om Jon Fosses nye roman har jeg egentlig ikke lyst til at skrive andet end: Læs den! Fra første sætning bliver du suget ind i en skriftstrøm, som river dig med, og når du når sidste side, ønsker du bare at starte forfra igen.”
Hun kalder Jon Fosses fortællegreb i romanen originalt, fordi han formår at fjerne muren mellem fortællerens – altså maler Asles – egen tid og så den fortid, som han fortæller om, og således kan han frit passere gennem den lukkede port, der normalt findes mellem en jegfortællers fysiske univers og det fortidige univers, som han fortæller om. Og det greb fungerer ifølge hende til intet mindre end perfektion:
”Bogen er en strøm, bogen er bølgeslag, men den er også en bøn. Vor jegfortæller har en rosenkrans, og teksten er isprængt stumper af latinske bønner, til vi til sidst får Ave Maria i sin fulde længde og slutter med ’hora amortis nostræ’, vores dødstime, og måske slutter vi virkelig med en dødstime, men som sagt er der heldigvis ikke noget punktum, og begyndelsen er en fortsættelse, og alle romanens scener står i deres lysende mørke som noget, der ikke kan slukkes for.”
Men det gør Erik Skyum-Nielsen ikke desto mindre eftertrykkeligt med sin kritiske, men yderst veloplagte pen i Information. Han elsker med andre ord at hade Jon Fosse, i hvert fald lidt, og der er ikke meget hos den prisbelønnede nordmand, der finder nåde for Erik Skyum-Nielsens blik, der hviler tungt ved romanens ”tynde, tynde handling”, ved kunsten at afstå fra et gammeldags plot og ved de lidt for tydelige hensigter. Og så forundres han over, at nordmandens ”suggererende, subjektivitetsforskende skrift gang på gang kan blive lovprist som nyskabende, fordi den fornægter en såkaldt traditionel realisme”. Han minder sin læser om, at bevidsthedsstrømmen her små hundrede år efter James Joyce og ”Ulysses” for længst har dannet tradition, som Fosse blot strækker eller repeterer. Og efter et langt og slet skjult ironisk referat af handlingen konkluderer Erik Skyum-Nielsen således:
”Ovenstående bevidst fortegnede genfortælling af Jon Fosses bundkedelige, ulideligt selvhøjtidelige kombination af kunstnerroman, kærlighedsskildring, drikfældighedsadvarsel og kristen forkyndelse i romersk-katolsk variant har stort set forbigået værkets karakter af litterær gymnastikpræstation. Det bør der i al korthed rettes op på. For selvfølgelig skriver forfatteren da blændende godt, suveræn og sikker som han er i sin dosering af sine kendte stilmidler: anaforisk komposition, hvor flere sætninger efter hinanden indledes på samme måde; associativ struktur, som skal vise, hvordan en bevidsthed kører i ring; pludselige glidninger fra det ene subjekt til det andet; pausefrie tekstkonglomerater af fortid, fremtid og nutid i én plutrende pærevælling.”
Mere nådig i sin vurdering er imidlertid Jeppe Krogs-gaard Christensen, der med sin anmeldelse til fire stjerner i Kristeligt Dagblad stiller sig ved siden af Birte Weiss i sin konstatering af, at dette første bind om ensomhed, misbrug, venskab, kærlighed, tro, kunst og død ”løber ind og ud af det selvbiografiske på en smuk, men også lidt forældet facon”, og at Fosses selvbiografiske leg virker ”vel fersk og koket”. Og han slutter med det, som man måske kan kalde en skeptisk begejstring:
”Det danske forlag omtaler allerede Fosses projekt som et ’syvbindsmesterværk’, men selvom der er strålende øjeblikke i det første bind, er det altså ikke mesterligt. I hvert fald ikke isoleret set. Måske det bliver det i lyset af de næste. Bind to kommer allerede i dansk oversættelse i begyndelsen af december. Så må vi se.”
I ”Bogen i tiden” skriver vi om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig, aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.