Den nye filmatisering af ”Udvandrerne” spiller i to og en halv time. Det er ikke for langt.

Den nye, svenske filmatisering af Vilhelm Mobergs klassiker "Udvandrerne" blander det episke og dramatiske med en klar feministisk forskydning, der lægger vægten på kvindernes rolle under migrationen til det forjættede land

Forfatter Vilhelm Mobergs oprindeligt store fokus på den dybe kærlighed og erotiske fascination mellem de to bærende karakterer i romanklassikeren "Udvandrerne" er fortsat bevaret i den nye filmatisering. Her ses Lisa Carlehed og Gustaf Skarsgård i rollerne som Kristina og Karl Oskar.
Forfatter Vilhelm Mobergs oprindeligt store fokus på den dybe kærlighed og erotiske fascination mellem de to bærende karakterer i romanklassikeren "Udvandrerne" er fortsat bevaret i den nye filmatisering. Her ses Lisa Carlehed og Gustaf Skarsgård i rollerne som Kristina og Karl Oskar. . Foto: SF Studios.

Under 1800-tallets depression i Sverige, emigrede henved 1,2 millioner mennesker til USA, hvilket dengang svarede til omkring en femtedel af den svenske befolkning. Forfatteren Vilhelm Moberg (1898-1973) fortættede disse skæbners historie og gjorde den personligt vedkommende med romanværket i fire bind ”Udvandrerne” (1949), ”Indvandrerne” (1952), ”Nybyggerne” (1956) og ”Sidste brev hjem” (1959). En kraftpræstation og et hovedværk i svensk litteratur.

Vilhelm Mobergs romaner har haft blivende betydning for svensk identitet. Romanerne blev første gang filmatiseret i 1971-72 af den svenske filminstruktør Jan Troell (født 1931) med den norske Liv Ullmann (født 1938) og svenske Max von Sydow (1929-2020) i de bærende roller som Kristina og Karl Oskar i den fattige husmandsfamilie fra Småland, der udvandrer til Amerika med parrets børn. Nu har en ny fortolkning af udvandrersagaen i dag dansk premiere, instrueret af den rutinerede norske instruktør Erik Poppe, og med Lisa Carlehed og Gustaf Skarsgård i hovedrollerne.

Der er et halvt århundrede mellem de to filmatiseringer af ”Udvandrerne”. Filmsproget har ændret sig markant, men også kønsrollerne, og verden står i dag igen i en migrantkrise, hvor tusindvis af mennesker søger et bedre liv hinsides horisonten. Men basalt er Mobergs fortælling, uopslideligt og episk storladent den samme: Småkårsfolk bryder i midten af 1800-tallet op fra Smålands stenede og ufrugtbare jorde, rejser fra det indre af Sverige over det ydre stormfulde Atlanterhav til Amerikas østkyst. Her sætter de sig på toget mod Minnesota i det nordligste USA, hvor de tager nyt land sammen med utrolig mange andre svenskere, der stadig den dag i dag præger staten og dens sprog. Det er en ny begyndelse, der ikke er mindre udfordrende for migranterne end den tilværelse og det liv på kanten af eksistensen, de havde i Sverige. Men med muligheder, der kan skabe en livsafgørende vending.

Med kontraster til arsenalet af lidelser

Det slående ved Erik Poppe nye filmatisering er tempoet. Det er sat gevaldigt i vejret i forhold til Jan Troells mere møjsommeligt fortalte fortolkning. Kameraføringen er subjektivt og sanseligt nærværende, klipningen skarp og den episke grundfortælling brudt op af højdramatiske og fortættede scener og dybe menneskelige brud: mellem hjemmelivets statiske og tromæssige forankring i at give sig Gud i vold, og den nye dynamiske tilværelse, hvor kriser konstant opstår mellem nybyggernes næsten sekteriske kristendom og en ny generations vilje til at tage skæbnen i egen hånd og realisere den amerikanske drøm.

Erik Poppes ”Udvandrerne” begynder effektivt ved selve afrejsen, og hele første bind af Mobergs romanserie om det slidsomme og frugtesløse liv i Småland, vises raffineret i en række flashbacks og erindringssekvenser, der tillige har smukke drømmelignende sekvenser af den lille families lykkelige øjeblikke. Her minder Poppe og fotografen John Christian Rosenlunds billeder om den amerikanske instruktør Terrence Malicks udsøgte filmsprog. Disse billeddannelser skaber kontrast til det arsenal af lidelser og prøvelser, som familien og dens følge udsættes for på havet og i det nye land, hvor alt skal bygges op fra bunden med de amerikanske indianere som en slags tavse, truende, men også givende vidner. Det er godt skruet sammen og konstant vedkommende fortalt.

Den nye verden gennem kvindelig optik

Noget ikke mindre slående ved Erik Poppes fortolkning er forskydningen af fokus fra parret Karl Oskar og Kristinas fælles følelse i kærlighed, arbejde og familie mod Kristinas selvstændige rolle som kvinde. Kristina fra landsbyen Duvemåla i Lisa Carleheds eminente gestaltning ejer filmen. Det er igennem Kristinas optik den gamle og den nye verden ses og tolkes. Karl Oskar befinder sig mere i randzonen af fortællingen som en indebrændt, kantet og egenrådig person, selv om Vilhelm Mobergs oprindelige fokus på parrets dybe hengivne kærlighed og skæbnesvangre erotiske fascination af hinanden fortsat er bærende for fortællingens plot. Men det er Kristinas frigørelseshistorie og selvstændige udvikling, filmen forløser i forlængelse af Mobergs credo om, ”at ethvert menneske er et mål i sig selv”.

Således vægter filmen fortællingen om Kristinas forhold til den lokale hore fra Småland, ”Glæden” - trodsigt og stejlt tolket af sangeren Tove Lo - og de tos tætte samhørighed i Amerika, hvor ”Glæden” lynhurtigt assimilerer sig og finder sig til rette, modsat de mere dvælende og tøvende smålandsbønder. ”Glæden” bliver et forbillede for Kristina og den, der sætter hende fri i forhold til stedets dominante kristne menighed. Det kristne fællesskab skildres som en styrke, men også et tyranni, der spærrer migranterne inde i en boble af fordømmelse og forsagelse. Her minder Mobergs ”Udvandrerne” påfaldende om en anden udvandrerklassiker i svensk litteratur, Selma Lagerlöfs ”Jerusalem I-II” fra 1901-02, og Poppes filmatisering om Bille Augusts ditto af ”Jerusalem” fra 1996.

En indfølt og professionel skildring

”Udvandrerne” er som film også bevidst om de paralleller, der kan drages mellem 1800-tallets migranter og nutidens migranter, der er prisgivet menneskesmuglere og verdenssamfundets forgodtbefindende. Under filmens afsluttende rulletekster vises en række klip fra vor tids flygtningestrømme. Også den tromæssige konflikt mellem integration i det nye kontra de medfødte livsmønstre og trosforhold med rødder i det gamle, anskueliggøres tydeligt og en anelse didaktisk. Hjemme er borte og borte er hjemme, som det siges af Kristina i filmen. Hvordan skal disse to poler nogensinde mødes og finde en form?

”Udvandrerne” tegner en fremtid igennem slægtsfølgen, hvor Karl Oskars og Kristinas børn finder deres identitet og uddannelse i den nye verden og sender det sidste brev hjem. De er som det meste andet i Erik Poppes ”Udvandrerne” indfølt og professionelt skildret som en naturlig del af fortællingens episke mønster.

”Udvandrerne” spiller i to og en halv time. Det er ikke for langt. Undervejs kan man endda gribe sig selv i at ønske, at nogle scener i højere grad fik lov til at hvile i sig selv og den smukt billedbårne stemning, før der klippes til en ny scene. Under rulleteksterne takkes den gamle filmiske mester Jan Troell. Det er relevant med reverensen for hans "Udvandrer"-film fra 1970ernes begyndelse. De satte en standard for, hvordan Vilhelm Mobergs mægtige episke stof kunne visualiseres og dramatiseres, som Erik Poppe og hans ensemble nyder godt af og bygger videre på. Og ja: Den klassiske og 1970'er hærgende Shu-bi-dua-replik fra Troells film, siges også her i Poppes nye: ”Jag är med barn igen, Karl Oskar”!

Udvandrerne. Instruktion: Erik Poppe. Manuskript: Anna Bache-Wiig og Siv Rajendram Eliassen. Foto: John Christian Rosenlund. Baseret på Vilhelm Mobergs romanværk. 148 minutter. Sverige 2021. Dansk premiere i dag, 11. august, i et stort antal biografer landet over.