Den nye sæson af ”Borgen” er indtil videre for overtydelig og hæsblæsende. Og så savner man Kasper Juul

Hvis første afsnit af ”Borgen” var et åbningsparti i skak, ville alle brikkerne være faldet over hinanden i iver efter at blive placeret rigtigt

Den tidligere statsminister Birgitte Nyborg er i den nye sæson af Borgen tilbage i politik, nu som udenrigsminister for Nye Demokrater.
Den tidligere statsminister Birgitte Nyborg er i den nye sæson af Borgen tilbage i politik, nu som udenrigsminister for Nye Demokrater. Foto: Mike Kollöffel/DR.

”Borgen” er tilbage efter en pause på næsten 10 år. Efter at have gået sin sejrsgang internationalt skal serien om det politiske spil på og omkring Christiansborg prøve at vinde danskernes hjerte en gang til. Og hvordan går det så med hensyn til første afsnit af fjerde sæson?

Det går i hæsblæsende fart, i opskruet tempo. De centrale aktører bliver skubbet frem på brættet og positioneret med henblik på de kommende plotlinjer. Der bruges næsten ikke så meget som et minut på at dvæle ved en karakter, en situation, et miljø, så vi kan føle os taget i hånden og ført ind i en verden, vi langsomt skal gøres fortrolige med. Nej, det er ud over isen.

Plottet kort fortalt: Seriens hovedperson, Birgitte Nyborg, tidligere statsminister, er tilbage i politik, nu som udenrigsminister for Nye Demokrater (læs: Radikale Venstre) i en koalitionsregering med Arbejderpartiet (læs: Socialdemokratiet), hvor den 10 år yngre Signe Kragh er statsminister. Der bliver fundet olie i Grønland, i et omfang på størrelse med det største norske oliefund, og det kan skæppe med 1850 milliarder kroner i den danske statskasse. Det kan jo give en hel del til den danske velfærd, men bør vi egentlig ikke af hensyn til klimaet søge væk fra olien? Og hvem har i øvrigt ret til den? Danmark? Grønland? Og hvad med de magtfulde og/eller suspekte stormagtsaktører i det arktiske område? Der er lagt op til udenrigs-, sikkerheds- og klimapolitik på den helt store klinge. Og internt i regeringen kæmper de to stærke kvinder med hinanden om, hvem der har sagen på deres bord. Er det den klima-idealistiske Nyborg eller den tydeligvis mere opportunistiske og magtpolitiske Kragh?

Det interessante ved politiske spændingsserier er deres forhold til den politiske virkelighed. Når internationale serier som ”Homeland” eller ”House of Cards” har stået allerstærkest, har de været på højde med aktuelle udviklinger eller ligefrem profeteret om dem. Et risikomoment derimod er, hvis en serie forvilder sig ud i en forestillet fremtid, som slet ikke indfinder sig.

Manuskriptforfatter Adam Price har valgt at spille sikkert ved at trække ret direkte på den aktuelle politiske virkelighed. Statsminister Signe Kragh er castet som en Mette Frederiksen-look-a-like, dog med en mere udtalt jysk dialekt; hun vil gerne samle al magt, mens hun strør om sig med gode billeder på de sociale medier. Men jeg ved nu ikke, om Frederiksen ville have ladet sig snøre af sin udenrigsminister, så let som Kragh bliver det i dette afsnit. Nu præsiderer Frederiksen selvfølgelig heller ikke over en flerparti-regering.

Martin Rossen er også med. Eller rettere: Statsminister Kragh vil ansætte en stabschef med meget vide beføjelser, og han skal have sæde i regeringens koordinationsudvalg uden at være folkevalgt. Det er ovenikøbet seriens skurk, den anløbne tidligere politiker og chefredaktør, Michael Laugesen, der er udset til denne post som mørkets fyrste. Men det får Nyborg forhindret via et behændigt (og risikabelt) læk til pressen.

De første tre sæsoner af ”Borgen” brillerede med deres fokus på det halvt konfliktfyldte, halvt incestuøse forhold mellem politikere, kommentatorer og medier. Det spor skal tydeligvis følges op igen, da den journalistiske hovedkarakter Katrine Fønsmark lander jobbet som chef på TV 1 (læs: DR). Man savner Pilou Asbæk i afsnittet og på rollelisten i det hele taget. Hans rastløse, intelligente og kyniske spindoktor-figur Kasper Juul inkarnerede tusmørkelandet mellem det fordækte og det iscenesatte.

Vi skal også igen have et øje på den svære work-life-balance. Birgitte Nyborg har ikke længere mand og hjemmeboende børn, så hun kan for alvor ”arbejde igennem”. Man aner lidt smerte og ensomhed, som bliver forstærket, fordi eksmanden Phillip tager hul på et nyt kuld af børn. Og hendes søn, der trumfer sin mor i idealisme, er desværre ved at rode sig ud i problemer med noget dyreværnsaktivisme. Et ambassadør-emne med flyskræk og en toptunet ung ministersekretær, som Birgitte Nyborg moderligt søger at menneskeliggøre, udgør de få og tiltrængte humoristiske indslag.

Et på én gang for hæsblæsende og for over-tydeligt afsnit. Men nu er ”Borgen” i gang. Det bliver godt, når Grønland og den storpolitiske scene kan åbne vinduerne til de små politiske og journalistiske rum med måske lidt for mange gamle kendinge.