Prøv avisen

Den nye shamanisme

Bøger: Etnografen Merete Demant Jakobsen trækker på ypperlig vis linierne mellem den traditionelle shamanistiske tradition og ny-shamanismen i vesten

Urkræfter og ekstase er ingredienser på sommerens kurser om shamanisme rundt om i landet. I det seneste årti er interessen for shamanisme vokset ikke alene i Danmark, men også andre steder i Europa og USA. Fælles for den nye shamanisme er ønsket om at finde frem til en harmoni og et personligt samspil med de usynlige åndekræfter, der hersker i naturen.

Kurserne indbefatter blandt andet indre rejser, hvor man ofte, akkompagneret af monoton trommelyd, begiver sig ind i åndernes verden og forhåbentlig møder sit eget totemdyr og derved får sin egen åndelige hjælper.

Umiddelbart kan det være vanskeligt at forstå, hvad der er på færde i denne ny-shamanistiske tradition, men en ny bog trækker på ypperlig vis linjerne mellem den traditionelle shamanistiske tradition i Grønland, Sibirien og Mongoliet og neo-shamanismen i Vesten.

Forfatteren er Merete Demant Jakobsen, der er cand.mag. i dansk og etnografi, men i de senere år har boet i England og skrevet en afhandling ved Oxford Univesitet om shamanisme. Hun er en usædvanlig forfatter inden for det religionsvidenskabelige felt, for i sit forord fortæller hun også om sin egen søgen, som førte frem til en særlig interesse for shamanisme. Og ikke kun på det teoretiske felt, lader hun forstå. Når den introduktion er så vigtig, skyldes det, at alt for mange bøger om religion i dag skrives, uden at man kender forfatterens personlige forudsætninger og forhold til emnet. Det er en alvorlig mangel, fordi alt skrives ind i en kontekst, hvor forfatterens udgangspunkt er helt centralt, når det handler om religion.

Merete Demant Jakobsen har foretaget grundige studier af den traditionelle shamanisme på først og fremmest Grønland. Men også sibiriske og centralasiatiske shamaner, samiske shamaner og arktiske shamaner i Nordamerika kommer hun ind på. Klart og indlevende bruger hun citater fra danske præster på Grønland og opdagelsesrejsende, som beskriver deres møde med de sidste shamaner, før den shamanistiske tradition blev trængt tilbage af religionsskift og kulturelle omvæltninger.

Den grønlandske shaman angakkoqen stod helt centralt i det gamle fangersamfund, og i bogen »Shamaner. Mellem ånder og mennesker« lykkes det gennem de velvalgte øjenvidneberetninger at få en fornemmelse af de kræfter, som stod på spil, når angakkoqen gik ind og fik hjælp fra åndeverdenen til at klare mere jordnære problemer som sygdom og uforklarlig ulykke. Med sit overblik strukturerer Merete Demant Jakobsen beretningerne og skaber struktur. Ved at se på shamaner andre steder i verden trækker hun paralleller og bruger igen øjenvidneberetninger, så den ellers teoretiske viden bliver gjort levende og nærværende.

Bogens første halvdel er noget af det bedste og mest underholdende, jeg har læst inden for den populære bogs rammer om traditionel shamanisme.

I den anden halvdel af bogen bryder forfatteren nyt land inden for sit felt. Hun inddrager nemlig neo-shamanismen, som den i dag kommer til udtryk i USA og Europa. Spørgsmålet bliver, hvorledes neo-shamanismen adskiller sig fra den traditionelle shamanisme. Merete Demant Jakobsen har foretaget interview med deltagere på shaman-kurser og inddrager også sine egne erfaringer som deltager i kurserne.

Konklusionen er, at den oprindelige shaman var specialist i åndeverdenen, og hans autoritet byggede på et meget langt personligt »uddannelsesforløb« og samfundets accept af åndeverdenen. Når han handlede, var det på samfundets vegne, og ånderne havde meget forskellig karakter. Kraften bag ånderne gjorde, at der var megen respekt og frygt omkring shamanens arbejde.

I neo-shamanismen er der tale om, at mennesker som enkeltpersoner begiver sig ind i åndeverdenen som en del af deres personlige livs- og udviklingsproces. Frygten for naturens livstruende kræfter er væk. I stedet ses naturen som et offer for menneskers grådighed. I neo-shamanismen bliver hjælpeånderne forstået som venlige hjælpeånder. Den traditionelle shamans frygt for at møde disse ånder bliver nedtonet på kurserne.

Som Merete Demant Jakobsen konkluderer, afspejler åndeverdenen hos neo-shamanisten en kristen forestilling om næstekærlighed.

Neo-shamanismen tolkes i bogen som: »...en metode, hvorved den enkelte kan genetablere et personligt forhold til det spirituelle og dermed inkludere kontakten til naturen og ånderne. Det er en indfældning i universet som en modvægt til den isolation, som det moderne menneske kan opleve i bylandskabet.«

Nuancen i fremstillingen gør, at ingen læser kan være i tvivl om, at man ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem den traditionelle shamanisme og neo-shamanismen. På den anden side formår Merete Demant Jakobsen at give læseren en fornemmelse af, hvorfor neo-shamanismen af nogen anses som en metode til at bryde en oplevelse af isolation i forhold til deres eget liv og naturen.

Dermed viser hun indirekte i bogen, hvordan religionen i sit væsen spejler samtiden og ikke kan forstås uden for sin historiske sammenhæng. Og hvordan religion har det med at bruge fortidens tradition i forhold til i en tilpasset form at opfylde samtidens behov. Hvorved religionen ofte ender med at blive noget helt andet, end den var i sit udgangspunkt. Bogen »Shamaner. Mellem ånder og mennesker« hører til den nye type af litteratur, som er skrevet ud fra forfatterens rod i et nyt religiøst univers, men samtidig formår fremstillingen at skabe et nuanceret perspektiv over sit emne. Det er en genre, hvor netop selvrefleksionen er med til at give en dybde, som er ukendt i f.eks. de fleste new age-bøger.

Merete Demant Jakobsen: Shamaner. Mellem ånder og mennesker. 250 sider. 268 kr. Forlaget Forum.

kultur@kristeligt-dagblad.dk