Den nye version af ”Downton Abbey” kommenterer subtilt aktuel politik

Efter 52 afsnit på tv kommer hele menageriet fra det ærkeengelske gods nu op på det store lærred. Hvor er det skønt at se, at overgangen fra tv til biograf lykkes – og nu i Brexit-belysning

På det store smukke gods lever man her i årene 1912 til 1926 på en måde i sin egen lille verden. Alt, hvad der kommer udefra, forstyrrer i virkeligheden kun hverdagslivet. Man gør sin pligt og kender sin plads. Her er det familiens overhoved, grevinde Violet, spillet af Maggie Smith. –
På det store smukke gods lever man her i årene 1912 til 1926 på en måde i sin egen lille verden. Alt, hvad der kommer udefra, forstyrrer i virkeligheden kun hverdagslivet. Man gør sin pligt og kender sin plads. Her er det familiens overhoved, grevinde Violet, spillet af Maggie Smith. – . Foto: UPI Media.

Midt i disse mærkelige Brexit-tider, hvor Storbritannien vil sig selv, og alting er usikkert, og hvor mange her på kontinentet ikke forstår, hvorfor de vil ud af EU, kan man måske finde noget af årsagen til den britiske enegang i historierne om livet upstairs og downstairs på Downton Abbey.

På det store smukke gods lever man her i årene 1912 til 1926 på en måde i sin egen lille verden. Alt, hvad der kommer udefra, forstyrrer i virkeligheden kun hverdagslivet. Man gør sin pligt og kender sin plads. Der er orden i universet, sådan da, og sådan er livet godt. Der er en fast rangorden, som vi også kender fra andre hierarkiske samfund. I Danmark på Holbergs tid lovpriser husherren Jeronimus i ”Maskerade” denne rangorden: ”Fordum stod den sikre stige: Husbond, madmor, husets søn, datter, svend og dreng og pige.”

På Downton Abbey hedder stigen upstairs: Greveparret (Crawley), grevens mor, ekssvigermor, døtrene og opkomlingen Tom. Downstairs hedder stigen: Butler, kammertjener, oldfrue, køkkenchef, køkkenpige, lakajer og stuepiger.

Vi kender ”stigerne” fra seks sæsoner fra 2010 til 2015. I den tid bevægede serien sig gennem Første Verdenskrig og ind i de nye tider i 1920’erne, hvor den gamle verden begyndte at ændre sig. Ændringerne begyndte at komme langsomt. En spirende kvinde- og seksuel frigørelse. Ikke alt blev modtaget med forståelse, slet ikke det sidste.

Den nye totimersfilm foregår i 1927, hvor man på Downton Abbey en dag får et brev fra Buckingham Palace. Kongen og dronningen vil komme på besøg og overnatte en enkelt nat på deres vej op gennem Yorkshire. Det betyder, at alt pludselig står på den anden ende. At majestæterne kommer, er det fineste og største, der kan overgå et hus. Der skal planlægges, rengøres, pudses, ordnes ned i mindste detalje. Stemningen er ekstatisk, lige indtil det går op for den tjenende stab, at kongeparret rykker ind med eget mandskab fra køkkenchef til yngste lakaj.

Selv den indkaldte Carson, der ellers var gået på pension, bliver sat til side af kongens egen butler, der i egne øjne ikke er butler, men kongeparrets overtjener. Her folder det hierarkiske system sig ud på en ubehagelig måde, der udløser et oprør blandt Downtons trofaste stab. De finder sig ikke i at blive styret af udefrakommende, slet ikke fra London!

Der lægges planer under parolen ”For Downtons ære”. Vi skal nok vise, at vi kan selv! Det er ikke svært at drage en parallel til tidens magtkamp mellem England og Bruxelles.

Der foregår også en kamp upstairs, hvor den gamle grevinde Violet (vidunderlige Maggie Smith) og Marys ekssvigermor Isobel (skønne Pennelope Wilton) har filmens bedste replikker. Deres mod-og samspil er hele filmen værd. Violet siger for eksenpel til Isobel, der lige har fyret en af sine bedrevidende og belærende replikker af: ”Har du mon klichéer nok til hele det kongelige besøg?”.

Ligeledes da Isobel undrer sig over Violets ekspertise i en sag, får det den gamle hejre til at hvisle: ”Jeg er ekspert i ALLE sager!”.

Sammen får de faktisk løst et presserende problem, der redder Downton Abbeys ære og tegner en ny moderne fremtid, men det er en anden sag. Men ændringerne kommer snigende. Upstairs er det den republikanske Tom Branson og Mary, der på hver sin måde står for ændringerne, og downstairs er det mr. Carsons afløser Thomas, der gør det.

I filmens slutreplik siger en af hovedpersonerne: ”Om 100 år vil the Crawleys stadig sidde på godset, og Downton Abbey vil bestå.” Dertil siger en anden: ”Ja, måske, vi får se.”

Fremtiden rummer sine usikkerheder. Allerhelst vil de have, at England forbliver England a la ”the good old days”. Brexit næres nok af samme drøm.

Efter to timer på Downton Abbey, hvor hele ensemblet, oppe eller nede, spiller forrygende, og historien fascinerer én endnu en gang, må man bare sige: ”Brexit or not” – bliv nu ikke væk i tågerne over Dover.