Prøv avisen
Bog

Christian 2. var en omstridt konge

5 stjerner

Lars Bisgaard er en fabelagtig kulturhistoriker, og hans totalbillede af Christian 2. vil blive stående fremover

Christian 2. er en af de mest omstridte konger i den lange række af oldenborgere. Han har delt vandene i en grad, så det er svært at komme helt bag om historikernes synspunkter. Lars Bisgaard, der er lektor i historie ved Syddansk Universitet, har gennem stort set hele sin karriere været optaget af Christian 2. Ikke mindst har han set kongens planer om en ekspansion nordover, til Grønland og måske videre, som et af kongens mest spektakulære projekter.

Der er inden for de seneste år fremkommet en lang række bøger om Christian 2. Til dels på baggrund af hidtil uudnyttet materiale. Martin Schwarz Lausten skrev for snart 25 år siden en mursten om kongen i eksilet, om hans balancegang mellem Luther og det katolske kejserrige. Erland Porsmose skrev i reformationsjubilæumsåret en bog om kongens ungdom på Fyn og om hans liv i eksilet.

Lars Bisgaard er ikke så optaget af eksiltiden, men mere af den ballast, kongen havde med gennem sin opdragelse og de erfaringer, han havde gjort sig som ung og som søn af kong Hans og dronning Christine. Denne del af bogen er meget tung og meget omstændelig, og det giver bogen en sej start. Personen Christian har svært ved at brænde igennem skyggerne på de første 100 sider.

Bogen er et langt forsøg på at tegne et billede af den verden, Christian 2. trådte ind i, som han måtte indtage og gøre til sin egen scene. Det er langt hen ad vejen en historie om rammer, der er komplicerede og snærende. Lars Bisgaard fortæller i en meget høj detaljeringsgrad om den måde, hvorpå man fandt kongen en passende gemalinde. Det var en politisk handling, der måtte overvejes og forberedes på alle mulige måder. Valget af Karl den Femtes søster var et politisk træk, men udførelsen af inklinationen blev ikke varetaget ret snildt af rigets udsendinge. Deres latin var dårligt, og gaverne nåede ikke helt den forventede lødighed. Det var, som om man nede i Europa spiste Danmark af med discountceremonier, der var tilstrækkelige for det barbariske land og dets noget inferiøre hof.

Gift bliver kongen efter at have redet den purunge, udmattede Isabella i møde på en regntung sommerdag. Hendes habsburgske familie havde måske holdt hende lidt tilbage, så gæsterne fra det planlagte bryllup langsomt dryssede af og rejste hjem. Årsagen kunne være, at Christian i ventetiden havde skaffet sig en fiks hollandsk kæreste, som han havde mødt på Bryggen i Bergen, nemlig Dyveke. Habsburgerne forsøgte muligvis at få den unge konge til at skaffe sig af med elskerinden, før de rykkede ud med prinsessen.

Lars Bisgaard skriver et smukt dansk, men er også mere omstændelig end nødvendigt, hvis der skulle være tale om en bog, der gerne måtte appellere til den læser, der ønsker at være orienteret om det nyeste billede af Christian 2. Den har svært ved at falde på plads enten som folkebog eller som videnskabeligt værk.

Til gengæld er Lars Bisgaard en fabelagtig kulturhistoriker, der inddrager kunsten, billederne, genstandene i sit totalbillede. Han trækker på den meget store litteratur om kongens ikonografi og kunstpolitik, hvilket er en ny og forfriskende vinkel. Han bringer fine eksempler fra tidens kalkmaleri, skønt det virker slående ikke at medtage malerierne i Udbyneder Kirke med de store udmalinger af de kongelige våben og måske endda kongen i havsnød. Behandlingen af kongen i 1800-tallets billedkunst bliver der også plads til i en række billedtekster.

Den kirkehistoriske vinkel er ikke stærk, men der er tidligere skrevet meget om kongens vaklende forhold til religionen. Det er snarere vigtigt for Bisgaard at gøre ret og skel i forhold til den klassiske forskning i Christian 2. Her er det historikerne C.F. Allen og Caspar Paludan-Müller, de to kæmper fra 1800-tallet, der kaster deres lange skygger helt ind i vor tid. Hvad var Christian, hvilken syntese kunne og vovede man at skabe, som kunne rumme hans person og hans politik? Bisgaards svar er ikke ret skarpt. Bogen er dog fuld af stof, ja nærmest stopfuld i en sådan grad, at man har tendens til at begynde forfra efter endt læsning, for man er jo bange for ikke at yde den renfærdige historiker fuld retfærdighed. Det kan så også være et godt parameter for, at denne bog i mange år fremover vil stå stærkt med sit ret åbne billede af den konge, der længe gjaldt som og foragtedes som Nordens Nero.

Han trækker på den meget store litteratur om kongens ikonografi og kunstpolitik

Carsten Bach-Nielsen