Den oplagte bog til den nye forskningsminister

Den digre antologi rummer en masse spændende artikler, og Esben Lunde Larsen (V) bør læse med. -

Den digre antologi rummer en masse spændende artikler, og Esben Lunde Larsen (V) bør læse med. Foto: Nikolai Linares/Scanpix

Forskningens minister, Esben Lunde Larsen (V), vil i sit job blive ombølget af varm luft. Denne antologi om humanistisk videnskabelighed kan sende en kølig brise ind over ham

Humaniora er anfægtet i disse år. Forskningspolitisk er der et enormt fokus på nytte, anvendelighed, problemløsning, vækst, innovation og så videre. I et sådant klima kan dele af den klassiske humanistiske forskning hurtigt komme til at virke unyttige og gammeldags.

Målt på den nye uddannelsesminister, Esben Lunde Larsens (V), hidtidige udtalelser om dannelsestraditionen kan man nære visse forhåbninger til ham som forsvarer af humaniora. Men det er nok klogt ikke at håbe for meget. Han er oppe imod stærke politiske, økonomiske og teknokratiske trends. Og også oppe imod enorme mængder af vrøvl og varm luft. Snart vil han måske længes efter en kølig brise, et lille frikvarter væk fra teknokrati og markskrigeri. Det kan han få ved at læse den nye antologi ”Kampen om disciplinerne. Viden og videnskabelighed i humanistisk forskning”, redigeret af David Budtz Pedersen, Frederik Stjernfelt og Simo Køppe. Bogen udspringer af forskningsprojektet ”Humanomics: Mapping the Humanities”, som er støttet af Velux Fonden og nu indlejret på Københavns Universitet efter tidligere at have været tilknyttet Aarhus Universitet.

Antologiens redaktører og bidragydere er erfarne med hensyn til både tværfagligt arbejde og videnskabsteoretisk refleksion. De mener, at der mangler en opdateret videnskabsteoretisk fremstilling af humaniora, vel at mærke ud fra den faktiske praksis blandt forskerne. For ét er måske, hvad man gør, noget andet er, hvad man siger, man gør. Gennem en stor spørgeskemaunder-søgelse har Humanomics-gruppen blandt andet søgt at afdække, hvordan humanister rent faktisk forsker.

To gængse forsvarfor humaniora er den kulturkonservative position med baggrund i dannelsesbegrebet og den kritisk-emancipatoriske po-sition med rod i studenter-oprørets fagkritik. Begge positioner lægger vægt på at give et modsvar til økonomiens og teknologiens dominans i samfundsudviklingen og på at være med til at opdrage borgerne til demokrati og kritisk fornuft. På det mere videnskabsteoretiske plan er humaniora blevet beskrevet som det at ”skabe forståelse” i stedet for at give forklaringer, at fordybe sig i det individuelle tilfælde i stedet for at afdække generelle lovmæssigheder. Redaktørerne mener, at disse klassiske beskrivelser og forsvar, trods umistelige pointer, er forældede og problematiske. De har aldrig været dækkende for hele humaniora, med sprogvidenskab som et prominent eksempel ud af flere. Og, kan man tilføje, i en dyberegående forskningsdebat vil både den konservative og den kritiske position kunne udlægges som politiserende, uden sans for videnskabens bredde og nye emnefelter.

Men hvad er videnskab? Hvor nogle mener, at natur-videnskab er den eneste rigtige videnskab, og andre mener, at humaniora og samfundsvidenskab blot er andre former for videnskab, hævder redaktørerne et enhedssyn på videnskaberne. Der er kun én videnskabelighed. De evidente forskelle på naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora, samt disses interne forgreninger, skyldes egenskaber ved genstandsområderne og disses historicitet. Dette videnskabssyn kunne godt have tålt en lang og uddybende argumentation, men meningen er klar nok: Humaniora er ikke et mærkeligt relikt fra gamle dage. Humanistisk forskning kan gøre sig gældende og er også nødvendig på tidens præmisser, i hvert fald i det omfang tidens præmisser også er videnskabelighedens præmisser.

Den digre antologi rummer en masse spændende artikler: om den gode gamle infrastruktur i humaniora (bibliografier og den slags!), om humaniora og de digitale medier, om historiefagets videnskabelige udvikling gennem tiderne, om kulturbegrebet, om den samfundsmæssige vending i huma-niora, om ”bobler” (irrationel gruppeadfærd), om eksperimentets rolle og om, hvordan et nyt begreb, en ny vinkel, en ny abstraktion inden for et kendt område kan kickstarte et helt forskningsparadigme. Humaniora er virkelig utrolig mange forskellige ting. Spørgeskemabesvarelserne tyder også på, at mange humanister arbejder ret eklektisk og pragmatisk. Det er sjældent sådan, at én kanonisk teori nødvendiggør én kanonisk metode, der så - vupti! - føder glasklare og følgerigtige analyseresultater. På den baggrund kunne det have været interessant med nogle ret specifikke og sammenlignende casestudies i, hvordan individuelle, humanistiske forskere rent faktisk bærer sig ad.

Antologiens store og vigtige debatpotentiale er at finde i det sidste bidrag om ”Tværfaglighed og forskeruddannelse i humaniora” ved David Budtz og Finn Collin. Hvis ministeren kun finder tid til at læse ét bidrag, bør det være dette.

Hvor tværfaglighed - dette at opdyrke nye forskningsfelter mellem eller på tværs af de klassiske discipliner - i mange år var en parole fra neden, en græsrodsting, om man vil, er det i dag udsat for massiv interesse fra politikere og beslutningstagere. Tankegangen er, at forskningen skal være anvendelsesorienteret og rettet til modtagere uden for universitetet. Det fører reelt til, at forskningens relevante (og nye) emner og problemer bliver eksternt defineret og politisk fastsat. De hidtidige discipliner bliver udlagt som selvtilstrækkelige siloer, hvor gammeldags forskere vender sig indad mod gammeldags problemer. Sagt karikeret er det ikke længere Einstein, der bestemmer, hvad Einstein skal forske i. Det er Einsteins chef, eller også er det Esben Lunde Larsen, eller også er det nogle store EU-fonde.

Det er imidlertid ifølge Budtz og Collin (og det er også anmelderens ydmyge erfaring) meget svært at bedrive tværfaglighed. Det kan være særdeles kompliceret at oversætte praksis, begreber, en lang forskningskultur, fra ét fag til et andet. Eller at grundlægge et nyt område to fag imellem. Disse faktiske forhold i forskerverdenen rimer imidlertid særdeles dårligt med det utålmodige tempo hos beslutningstagerne, hvor man opmuntrer til, at forskere med korte mellemrum cirkulerer og danner nye grupperinger. Lidt efter samme mønster, som var de gæster til en reception. Det hele kan hurtigt blive overfladisk og taktisk præget. De tværfaglige felter bliver en slags tuskhandelszoner, hvor man ”gør forretninger” ud fra et begrænset kendskab til hinanden og kommunikerer på en slags pidgin-engelsk. Budtz og Collin argumenterer dræbende for, hvordan det kan blive svært at uddanne fremtidens forskere, hvis de faglige miljøer bliver beskåret og forkortet, så de unge skal have deres formative år i disse ”trading zones”.

Naturligvis kan nye og gedigne fag opstå ud af gamle fag. Biokemi er et eksempel på tværfaglighed mellem biologi og kemi. Inden for humaniora er helt uomgængelige discipliner inden for film- og mediekundskab og kulturstudier udsprunget af de litterære fag. Men det er sket langsomt, man fristes til at sige ”organisk” og ”naturligt”, efterhånden som nye områder uafviseligt har trængt sig på. Man har ikke sat sig fem kvikke hoveder omkring et mødebord og brainstormet sig frem til det. En disciplin som adfærdsøkonomi er nødvendig, når man skal analysere finanskrisen. Men heldigvis havde den allerede udviklet sig i 20 år før finanskrisen. Man var ikke nødt til at opfinde den for at håndtere en stor udfordring.

Artiklen spørger drillende og polemisk, om politikere og beslutningstagere ikke er erkendelsesteoretiske konstruktivister, uden formentlig selv at erkende det: Virkeligheden gør ikke mere modstand, end at vi frit kan modellere om på den. Videnskabelige discipliner kan nedlægges og oprettes efter strategiske behov. Forskningens iboende normer og traditioner betyder intet. De kan tromles med nye og smartere organiseringsformer, så miljøerne kan blive bedre rustet til at søge penge hos de store EU-fonde. Denne ubevidste konstruktivisme står i grel modsætning til, at beslutningstagerne rettelig bør være erkendelsesteoretiske realister: De tror jo faktisk på, at videnskaberne forholder sig til en objektiv virkelighed. Ellers ville de jo ikke kunne være innovative, problemløsende og så videre.

Risikoen ved nutidens store forskningspolitiske trends er, at man slagter den høne, som man prøver at piske til at lægge guldæg i opskruet tempo: Man udhuler grundforskningen, den frie forskning, forskeruddannelsen og de faglige traditioner. Fordi man forudsætter, at politikere, bureaukrater og ledere bedst kan afgøre, hvad der skal forskes i.

I Gorbatjov-æraen ved afslutningen af den kolde krig opfandt man udtrykket ”tilbagetogets helte”. Den slags kan vi også godt bruge i dag. Måske kan Esben Lunde Larsen blive en tilbagetogets helt på forskningspolitikkens område. Men så igen: Han er oppe imod enorme kræfter. Og masser af varm luft. Han kan vifte sig med denne bog.