Den ordblinde, der blev forfatter

Anne Marie Løn portrætteres pædagogisk og let tilgængeligt af Thorkild Borup-Jensen

Den ordblinde, der blev forfatter

Først da forfatteren Anne Marie Løn kom ud af skolen efter 10. klasse, lærte hun at læse. Som ordblind var hun blevet anset for læseuegnet.

Den overraskende oplysning gives af Thorkild Borup-Jensen. Ellers er det ikke den biografiske tilgang, der præger bogen. Han indleder med et Lynportræt af forfatteren og inddrager derefter kun det biografiske ganske kort i det omfang, det har relevans for gennemgangen af forfatterskabet.

I forbindelse med omtalen af hendes to landbrugsromaner, Fodretid (1984) og Den sorte liste (1988), kan det naturligvis være nyttigt at vide, at hun er datter af en dyrlæge og derfor tidligt fik kendskab til landbruget og efterhånden forståelse for dets vilkår. Om hendes forældre får vi i øvrigt at vide, at de var frisindede fritænkere hvad det så vil sige og at hun tidligt gjorde sig fri af kristendommen, men er optaget af eksistentielle og ikke mindst etiske spørgsmål.

Stilen i Borup-Jensens nye bog er som i hans for nylig afsluttede serie med portrætter af 14 kanoniserede danske forfattere: samme pædagogiske tilrettelæggelse og samme let tilgængelige sprog. Ligeledes overblikket og de præcise karakteriseringer genkendes.

Bogen kan læses med udbytte uanset graden af forudsætninger. Borup-Jensen skriver så engageret om værkerne, at man får lyst til at læse eller genlæse dem. Han inddrager hele forfatterskabet og giver grundig besked ikke alene om Anne Marie Løns mest læste romaner for eksempel Prinsesserne (1996) og Dværgenes dans (1998) men også om de mindre kendte.

LÆS OGSÅ:Spørgsmålet om skyld

Således gennemgås de tre digtsamlinger, som hun udgav i årene 1978-82 med fremhævelse af den sidste, Et barn er født, der betegnes som hendes mest organisk sammenhængende og helstøbte.

Også Løns børnebøger omtales. Borup-Jensen citerer K.E. Løgstrup for et udsagn om, at det værste, børnebøger kan gøre, er at tage livsmodet fra børn. Om denne forfatter hedder det, at de vil det modsatte, nemlig give børnene livsmod.

Anne Marie Lønbegyndte sin skribentvirksomhed som journalist. Med den baggrund anser Borup-Jensen det for selvfølgeligt, at hun skriver ud fra et foreliggende stof og i udpræget grad bygger sin digtning på, hvad hun selv har oplevet eller på anden vis er blevet bekendt med. Om hendes ståsted i en realistisk fortælletradition kan der ikke herske tvivl.

Borup-Jensen giver længdesnit af de enkelte bøger og tværsnit inden for det samlede værk det sidste til belysning af både ligheder og forskelle.

Løn beskrives som en søgende og eksperimenterende forfatter, der griber til meget forskellige fremstillingsmåder og synsvinkler, temaer og motiver. Hun vælger skiftende lokaliteter og tidstilknytninger, og hendes udgivelser har stærkt varierende omfang. Overordnet siges det om Anne Marie Løn, at hun udviser en særlig interesse for de skæve eksistenser, de ydmyge, oversete og ringeagtede.

Sympati med forfatterskabet er det tydelige udgangspunkt for nærværende bog. Men Borup-Jensen falder aldrig ud af rollen som den professionelt analyserende.