Forfatteren Annie Ernaux voksede op i små kår i en lille nordfransk by, og hun er blevet kaldt en stemme fra folkedybet i den ellers meget elitære franske litteraturverden. Men torsdag eftermiddag tog hun i en alder af 82 år springet op i bogverdenens allerøverste klasse som årets modtager af Nobelprisen i litteratur.
Ifølge Nobelkomitéen får den franske forfatter prisen "for det mod og den kliniske skarphed, hvormed hun afdækker den personlige erindrings rødder, fremmedgørelse og kollektive rammer", som det blev formuleret, da komitéen på et pressemøde i Stockholm løftede sløret for årets vinder. Selv vidste Annie Ernaux intet om tildelingen, før hun umiddelbart efter afsløringen blev ringet op af Sveriges Television.
"Jeg blev meget overrasket. Det er en stor ære og et stort ansvar at forsøge at skrive med en vis retfærdighed over for verden," sagde Annie Ernaux.
Ifølge Mads Rosendahl Thomsen, professor i verdenslitteratur ved Aarhus Universitet, udgør den franske forfatter en "vedkommende, distinkt stemme i litteraturen", hvis fortællinger udgår fra den personlige oplevelse, men bliver løftet op til en form for kollektiv erindring.
"Hun har selv kaldt det, hun skriver, en kollektiv selvbiografi. Hun skriver om sig selv, men derigennem skriver hun om os alle. For eksempel, når hun skriver om den illegale abort, hun fik foretaget i 1960'erne," siger Mads Rosendahl Thomsen med henvisning til debutromanen ”Les armoires vides” (De tomme skabe) fra 1974.
Han tilføjer, at det i Danmark først er efter årtusindskiftet, hun er blevet dyrket af en større litterær fanskare. På grund af forfatterskabets temaer omkring kvindens rolle og den skam, samfundet undertiden kan påføre kvinder, forbindes hun med feminisme og MeToo-bevægelsen, og Annie Ernaux er både blevet kaldt "fransk litteraturs grand old lady" og "formoder til bølgen af autofiktion".
Da første spørgsmål til Nobelkomitéen lød, om årets pris var en pris til autofiktionen, blev dette skarpt afvist af forfatter og komitémedlem Ellen Mattson:
"Det er et livsværk, som er præget af en søgen efter sandhed. I det, som kaldes autofiktion, støder man ofte på efterrationaliseringer, forklaringer, tilmed forskønnelser. Intet af dette findes hos Annie Ernaux. Det er en ren, nøgen og så langt, der er muligt, totalt ærlig søgen efter det, man kan kalde en sandhed."