Vi går en kold tur ned gennem marken ved siden af kirken og præstegården. De visne majsstubbe stritter op over sneen og pirrer til Sten Kaaløs poetiske gemyt.
Ligner det ikke næsten runer med alle de lodrette og skrå streger, spørger han og kigger ned, mens vi lader os gennemisne af vinterkulden, og bønder og byboer med længsel tænker frem til foråret, hvor mælkebøttefnug falder som vårens milde sne, mens taktorens basmelodi lyder over markerne.
LÆS OGSÅ: Slutningen kan også være en begyndelse
Foråret, hvor lyset løfter sig, hvor alting springer ud, og luften fyldes med fuglesang og landmanden drejer traktorens hjul ad de gamle kendte spor.
Nutidens bonde, der stadig har blik for naturens storhed trods tidens industrialisering, også af landbruget, men som samtidig forstyrres af bekymringer over, hvad der sker, hvis eksporten af svinekød til Japan trues, eller der dukker andre trusler mod indtjeningen op på verdensmarkedet.
For selv i små sønderjyske landsbysamfund som Bovlund og Bovlundbjerg syd for Toftlund griber den store verden ind, for også her er landmanden del af den store globaliserede samhørighed. Så midt i glæden over al den smukke natur, der er landmandens arbejdsplads bag rattet på sin traktor, sniger sig bekymringer ind og giver søvnløse nætter over manglende afsætning og anstrengt økonomi.
Forfatteren og præsten Sten Kaalø har det hele med i sit digt om landbruget i dag. Poesien og nutidige kontante kendsgerninger om landbrugserhvervets kår i dag går her op i en højere enhed.
Sten Kaalø er blandt de tre vindere i en digtkonkurrence udskrevet af Landbrugets Kulturfond. De øvrige er Cindy Linn Brown, som blandt andet er kendt for sit arbejde med festivalen Odense lyrik, og forfatteren Søren Sørensen, hvis produktion omfatter digte og romaner.
Med konkurrencen trækkes der tråde tilbage til digtere som Jeppe Aakjær, Thøger Larsen og Johan Skjoldborg. Alle besang de i lyriske vendinger landbrugslandet i den nationale sangskat, og Aakjær kunne skrive henført om havren, at Det kan kolde hjerner ej forstå:/ Jeg er lærkesangen på et strå,/ livets rytme døbt i somerdræ,/ mer end gumlekost for øg og fæ.
Kolde hjerner ... Måske burde man sende dette vers til nogle af politikerne?, funderer Sten Kaalø og tænker på de seneste års baglæns udvikling i strukturerne i Bovlund og omliggende jorder, hvor frimenighedskirken forsat knejser på Bovlundbjerg seks meter over havets overflade, men hvor skolen i dag er nedlagt, og rutebilen, der tidligere kørte gennem landsbyen og forbandt den på tværs med det øvrige Sønderjylland, i dag er væk.
Det rationelle fremskridt har her som andre steder ændret på strukturerne, og også her er landbrugene svulmet i størrelse til små industrier og millionkapital.
Alligevel er der stadig noget ganske særligt over landbrugserhvervet, mener Sten Kaalø, uden at man af den grund behøver forfalde til Morten Korchsk pastiche: en poesi og dyb glæde ved at arbejde i et fag, som er tæt forbundet med livets basale vilkår. Hvor man stadig er afhængig af naturens kræfter, vind og vejr, og om dyrene er raske eller bliver syge.
Når landmænd mødes og snakker sammen om faget, hører jeg jo deres glæde ved det, og samtidig finder man hos landmanden fortsat en stor ydmyghed over for den natur, han er del af. Jeg kan huske, da vi kom hertil, og landmændene på egnen havde været ude på deres marker og nu snakkede om, at kornet var skredet! Betød det, at kornet var rutsjet ned eller hvad? Jeg anede ikke, hvad de talte om, men de sagde det, som det var et digt, eller de omtalte en stor familiebegivenhed.
Siden fandt han ud af, at udtrykket dækkede over, at kornet var begyndt at sætte aks og kerner, men hvor skulle han vide det fra, født på Frederiksberg og opvokset i Valby, som han er?
Da Kaalø i 1992 blev præst i den lille Bovlund Frimenighed i Sønderjylland, flyttede familien hertil fra Christianshavn. Direkte fra storbyens hektiske puls til det afdæmpede liv på landet.
Vi kom her som de fremmede udefra, så jeg kender den følelse, der kan gribe et bymenneske, når det kommer ud på landet, og der ingen mennesker er, og det hele ser ud til at være lukket desværre en udvikling, der er blevet forstærket gennem de seneste årtier, efterhånden som mere og mere er nedlagt på landet.
Den fremmede ser den lukkede landsby udefra, de lukkede døre, de tilsyneladende forladte huse. Bliver han derimod del af landsbyselskabet og kommer inden for murene, ser det ganske anderledes ud.
I hvert fald i Bovlund for her er der stadig liv på landet. Et aktivt landsbyfællesskab med åbne døre, og hvor de fleste kender hinanden men også i Bovlund og på Bovlundbjerg må der i dag kæmpes hårdere for fællesskabet. Skal det bevares, må alle give deres nap med, lade sig vælge til bestyrelser og i øvrigt støtte op om aktiviteterne.
Måske er det en uafvindelig udvikling, at alting i dag bliver mere og mere koncentreret til byerne, tænker Sten Kaalø.
Hvis alt skal måles med en tommestok, er det måske nødvendigt, jeg er ikke politiker, men der er jo samtidig alt det, der ikke lige kan måles på den måde, og det ødelægger man i rationalitetens navn: nærværet og samværet i de små lokalsamfund, hvor man kender og kan hjælpe hinanden til et godt liv sammen.
På Bovlundbjerg er der flere aktiviteter i gang. Hver måned spiser landbyen sammen i forsamlingshuset, der er friluftsspil på den gamle idrætsplads om sommeren, og allerede i oktober går unge og børn i gang med at indøve årets julespil. I nogle år har man også haft gang i en lille teaterskole.
Bovlund Frimenighed, hvor Sten Kaalø er præst, er medspiller i dette lokale liv og har været det siden oprettelsen i 1879.
Den lille grundtvigske menighed er blandt de nationale danske frimenigheder, der blev oprettet i den tyske periode.
Man ville holde kirke på dansk og værne om den danske kultur, men efter genforeningen i 1920 er der kun os og Rødding Frimenighed tilbage, fortæller Kaalø, som har flere salmesamlinger i sit alsidige forfatterskab samt et par salmer i folkekirkens autoriserede salmebog.
Sten Kaaløs forfatterskab omfatter efterhånden op mod 60 udgivelser og lige så mange teaterstykker. Det seneste har netop haft premiere på Folketeatret. Det handler om Ambrosius Stub, den første danske lyriker, der levede af sin lyrik og derfor døde i fattigdom. Så den gamle københavnerdreng har netop været på besøg i storbyen for at skrive de sidste replikker og rette til.
Det er jo noget af en stenkolos, når man kommer til København ude fra landet. Bygninger og busser fyldt med reklamer og alle mulige budskaber, så det er ligefrem en befrielse at komme tilbage igen, siger han.
Her ude på landet ånder alt fred i vinterstilheden. I hvert fald lige indtil landmanden starter traktoren og tager fat på forårsarbejdet.
Hvor han ind imellem bekymringer om afsætning og økonomi kan glæde sig over naturen og tænke på, om høsten bliver god.