Prøv avisen
Kunst

Ny kunstudstilling fanger kunstnerens poetiske natur

5 stjerner
Edvard Weie: Faun og Nymfe. Olie på lærred. Omkring 1941.

Inciterende udstilling i kunstforeningen Gammel Strand med Edvard Weie, der udviklede et modernistisk maleri på en romantisk og religiøs baggrund

Den store franske maler Eugene Delacroix (1798-1863) skrev i sine lidenskabelige dagbøger om ”maleriets musik”. Hermed mente han, at et maleri ved sine henrevne koloristisk klange kunne røre ved beskuerens inderste følelsesmæssige strenge og hensætte vedkommende i bevægelse. Delacroix hyldede dermed et maleri, som var båret af det, han kaldte for ”entusiasme”.

Det gjaldt jo i særklasse Delacroix' eget maleri, der skabte en romantisk revolution i Frankrig, hvor kunstneren stormede de akademiske barrikader og brød de stivnede klassicistiske former ned til fordel for en dynamisk bevægelighed i maleriet. Delacroix blev med tiden et af Edvard Weies (1879-1943) helt store forbilleder, og han malede i begyndelsen af 1930'erne en række kopier efter Delacroix. Weie skrev i den forbindelse, at hans kopier skulle række langt videre end til det naturalistiske udtryk og spænde over ”hverken mere eller mindre end det dramatiske som er det, jeg søger i maleriet”.

Delacroix' ”entusiasme” forvandler sig under Weies penselskrift til det ”dramatiske”. For begge kunstnere gjaldt det - med 100 års mellemrum - om at revolutionere det maleriske formsprog og sætte det fri. Og for begge skete det i et ambitiøst forsøg på at skabe en synergi mellem musikken og farverne, således at melodi, rytme og harmoni i musikken blev til flader, linjer, farver og rum i maleriet. Et ambitiøst forsøg, de to kunstnere absolut ikke var ene om, hverken i det 18. eller det 19. århundrede, tværtimod var det en praksis og poetik, der skulle fange det åndelige i kunsten, som en af den moderne kunsts vigtigste skikkelser, russeren Kandinsky, formulerede det i sin poetik fra 1911.

Hvordan maleriet transformeres til musik, og farverne til klange hos Edvard Weie kan for tiden ses i Kunstforeningen Gammel Strand i København, der lægger rum til en retrospektiv udstilling med kunstneren. Det sker i 100-året for Gammel Strands første udstilling med Edvard Weie, der ikke er blevet en mindre betydningsfuld kunstner med tiden. Tværtimod er han kanoniseret som en af den klassiske modernismes vigtigste skikkelser. Det er den største Weie-udstilling siden 1987, hvor Statens Museum for Kunst viste kunstneren retrospektivt; udstillingen er nu som dengang kurateret af Lennart Gottlieb, der er en af de kyndigste kendere, ikke alene af Weie, men af den klassiske modernisme i dansk kunst.

Grebet om udstillingen er spændende. Der vises udelukkende billeder af Edvard Weie fra private samlinger, 70 styk. Man kan følgelig forlænge udstillingen ved at gå på Statens Museum for Kunst og se, hvad museet i Sølvgade har valgt at hænge op af Weie. Ikke at det behøves.

Udstillingen i Gammel Strand er fyldestgørende i den henseende, at den spænder over alle faser i kunstnerens udvikling: fra de tidlige stemningsbårne og sekelskifte-mørke interiører og prospekter fra kunstnerens barndomshjem på Christianshavn til de sene suverænt frigjorte og koloristisk sprængte landskaber fra Christiansø på kanten af 1940'erne, hvor faunen griber sin nymfe og søger mod havet og lyset i en overblændende gestus.

Udstillingen er ganske befriende næsten helt uden ledsagende tekster eller titler. Hvis man vil læse, udleveres en lille bog med en koncis indledning af Lennart Gottlieb og en tematisk oversigt over de udstillede malerier. Visuelt er det - helt i overensstemmelse med Weies sindelag - den rene kunst og visionære maleriske abstraktion, vi er vidner til. Til gengæld spilles der - igen helt i overensstemmelse med Weies sindelag - musik i rummene. Det er nu ikke Weies yndlingsopera, Carl Maria von Webers ”Jægerbruden” fra 1821, der spilles, men ny kompositionsmusik fra 2009 og 2014 af Mikael Simpson og Max Richter. Begge komponisters musik er fyldt med citater fra det romantiske repertoire, men skåret op og klippet fri som Weies egne kompositioner over den klassiske arv. Det er klangfarver.

Disse greb om Edvard Weies kunst sker i et forsøg på at fange den poetiske natur hos kunstneren. Modsat flere af sine kollegaer - en Harald Giersing eksempelvis - i det modernistiske gennembrud omkring 1910 var Weie ikke revolutionær fra starten. Han udviklede sig langsomt og i ryk som forbilledet, den svenske maler Karl Isakson. Og blev som denne mere og mere hensynsløs, både i forhold til sig selv, sin omverden - og i forhold til sin kunst. Der var tale om stadigt nye begyndelser. Tre måneder før sin død skrev Weie: ”jeg siger jo hele tiden, at jeg først skal til at begynde nu”.

Sådan var det. Ambitionen efter en mening med kunsten, og et adækvat malerisk udtryk herfor, var så stærk, at kunstneren med mellemrum gik ned. Weie var flere gange indlagt på det psykiatriske hospital Sankt Hans, og han kunne ikke, som andre kunstnere, male på sin melankoli eller sindslidelse. Weie skulle være i overskud, før han virkelig var på. Så det var forfra hver gang.

I 1920'erne holdt Edvard Weie helt op med at udstille, fordi han ikke kunne finde ind til maleriets sandhed, dets henførte og passionerede dramatik. De vidunderligt balancerede og stadigt elskede opstillinger og stilleben, som kunstneren malede og solgte for at tjene penge, kaldte han foragteligt for ”banaliteter”. Det er slet ikke der, han ville hen med maleriet. Han ville maleriet som poetisk natur. Maleriet som en eksistentiel sandhed om tilværelsen, der kunne berige og forløse mennesker. Det poetiske var både mål og middel i maleriet.

”Uden poesi ingen kunst og uden kunst ingen poesi,” som Lennart Gottlieb formulerer det. I Weies poetik fra de finale år, ”Poesi og kultur” - udgivet posthumt i 1951 på Wivels Forlag - advokerede han for en kunst, der kunne genrejse kristendommen med en skønhed så gennemgribende som B.S. Ingemanns ”Morgen- og Aftensange”. Han mente, at den kristne kultur og kunst havde mistet sit indhold og skulle vitaliseres på ny. Med mennesket og menneskefiguren i centrum.

Weies forestilling om et moderne maleri var således dybt romantisk i sin indebyrd. Og hans maleriske modernisme fremkaldt af et sent tilkæmpet kristent grundsyn, som han imidlertid aldrig motivisk gjorde reverens for. Det skete alene igennem følelsen og farven og sansen for naturen som udtryk for det skabte. Allerede i 1924 skrev Weie: ”Det, moderne Maleri vil, er at nærme sig den ydre Verden gennem et intenst Studium af Naturens poetiske Rigdom af Farve, saaledes, at selv Formen opbygges af lutter Farvenuancer”.

I udstillingen på Gammel Strand kan man se hvordan. Se, hvordan Weies maleri er opbygget af lutter farvenuancer. Men hvilke! Som i en collage nærmest klipper han farver sammen på lærredets hvide grundering eller blot og bart på det brune lærreds-væv. Weie har modet og talentet til at lade store partier af lærredet stå uberørt. Hans malerier tager sig ud som dramatiske og følelsesfulde rumligheder, der udelukkende opstår, når han splintrer farverne op i flader og former. Sine steder tynder han farven og lader den drive ned igennem motivet, andre steder drypper han den på som en Jackson Pollock langt senere i det 20. århundrede, og endelig kan han også spænde farven ind i et kubisk netværk af linjer. Var tilværelsen tung, skulle maleriet syne let.

Det er i de bedste øjeblikke frigørende, ja henrykkende at se på. Landskaber, opstillinger og mytologiske figurbilleder fra Edvard Weies hånd sætter sindet fri. Man forstår, hvor vanskeligt det har været for kunstneren. Og man forstår, hvor ubegribeligt mange kræfter, det har kostet Edvard Weie at male sig frem til, ja helt ind i den frisættelse af energi, malerierne vidner om.

kultur@k.dk

Edvard Weie (1879-1943) er kanoniseret som en af den klassiske modernismes vigtigste skikkelser.