Den politiske korrekthed har taget over i ny udstilling på Statens Museum for Kunst

Problematiserende, men også dybt problematisk udstilling på Statens Museum for Kunst om de tyske ekspressionister Ernst Ludwig Kirchner og Emil Nolde og deres forhold til kunst og livsformer fra andre dele af verden

Det er en ambitiøs udstilling med Kirchners og Noldes værker, man nu kan se i København. Men den præges også af politisk korrekthed på en måde, så man føler sig hensat til 1970’ernes ideologikritik. Foto: Travis Fullerton/Virginia Museum of Fine Arts/Adolph D. and Wilkins C. Williams Fund, Fotowerkstatt Elke Walford und Dirk Dunkelberg/ Nolde Stiftung Seebüll og Nick Ash/ Brücke-Museum/Nolde Stiftung Seebüll.
Det er en ambitiøs udstilling med Kirchners og Noldes værker, man nu kan se i København. Men den præges også af politisk korrekthed på en måde, så man føler sig hensat til 1970’ernes ideologikritik. Foto: Travis Fullerton/Virginia Museum of Fine Arts/Adolph D. and Wilkins C. Williams Fund, Fotowerkstatt Elke Walford und Dirk Dunkelberg/ Nolde Stiftung Seebüll og Nick Ash/ Brücke-Museum/Nolde Stiftung Seebüll.

Det er en ekstremt flot scenograferet udstilling, Statens Museum for Kunst byder på med den internationale ”Kirchner og Nolde – Ekspressionisme og kolonialisme”. At træde ind i udstillingen er som at træde ind i et klassisk wunderkammer eller raritetskabinet, som konger og fyrster havde i gamle dage med kunst og genstande fra hele verden i en eksotisk blanding.

Men allerede her må denne signatur og det forventede publikum af fortrinsvis hvide kvinder og mænd slå sig selv på munden. For det er præcis denne forestilling om ”det eksotiske”, som udstillingen gør op med. Udstillingen har fået den danske undertitel ”Kirchner og Nolde – Til diskussion”. Dette er udstillingens ambition: at diskutere eller rettere gøre op med de to tyske ekspressionisters tilgang til kunsten og dens inspirationskilder i den såkaldt tredje verden.

Artiklen fortsætter efter billedet.

”Mand, kvinde og kat” (”Mann, Frau und Katze”) af Emil Nolde, 1912. – Foto: Fotowerkstatt Elke Walford und Dirk Dunkelberg/Nolde Stiftung Seebüll.
”Mand, kvinde og kat” (”Mann, Frau und Katze”) af Emil Nolde, 1912. – Foto: Fotowerkstatt Elke Walford und Dirk Dunkelberg/Nolde Stiftung Seebüll.

Ernst Ludwig Kirchner (1880-1938) og Emil Nolde (1867-1956) var medlemmer af kunstnersammenslutningen Die Brücke. Som navnet siger, ønskede kunstnerne i Die Brücke at bygge bro til en anden verden og dermed også et andet kunstnerisk udtryk.

Kirchner og Nolde søgte mod et autentisk formsprog og drømte vovede og forrykte drømme om en kunst og et liv i pagt med naturen og de ”oprindelige” livsformer hinsides den europæiske dannelseshorisont. Et vitalt og animalsk liv og en kunst, der virkede frigørende i forhold til traditionen.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Udstillingens tidmæssige fokus er perioden fra 1908 til 1918, hvor Tyskland kulminerer som kolonimagt. Her er det Emil Noldes ”Træfigur” (”Holzfigur”) fra 1912. – Foto: Nick Ash/ Brücke-Museum/Nolde Stiftung Seebüll.
Udstillingens tidmæssige fokus er perioden fra 1908 til 1918, hvor Tyskland kulminerer som kolonimagt. Her er det Emil Noldes ”Træfigur” (”Holzfigur”) fra 1912. – Foto: Nick Ash/ Brücke-Museum/Nolde Stiftung Seebüll.

Derfor søgte de to kunstnere ligesom andre i samtiden mod kunstneriske udtryk og livsformer hos det, som epokens antropologiske ”videnskab” kaldte for ”naturfolk”, primært i Afrika, Fjernøsten og stillehavskulturerne, dengang kaldt Oceanien. Nolde rejste med en tysk ekspedition til Ny Guinea for at få vitaliseret sit billed- og menneskesyn, mens Kirchner besøgte de etnografiske samlinger på de tyske museer og frekventerede varietéer med dansere fra fjerne lande og formentlig de ”menneskeudstillinger”, hvor fremmede racer blev stillet til skue til skrækblandet fascination.

Udstillingens tidmæssige fokus er perioden fra 1908 til 1918, hvor Tyskland kulminerer som kolonimagt for derefter at tabe det meste efter nederlaget i Første Verdenskrig. Kirchner og Nolde bliver dermed kunstneriske repræsentanter for den tyske og i videre forstand europæiske imperialisme, der med arrangørernes udtryk ”tilegnede sig – og udnyttede – de mennesker, praksisformer og kulturelle udtryk, der fandtes i kolonierne”. Det moralske budskab er derfor, at det ikke er muligt at se på Kirchners og Noldes værker rent æstetisk – som kunstværker i sig selv. Deres kunst må nødvendigvis, med et modeord inden for tidens kunsthistorie, ”kontekstualiseres”, altså sættes ind i en større sammenhæng.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Emil Nolde: ”Mor og dreng” (”Mutter und knabe”), 1914. – Foto: Fotowerkstatt Elke Walford und Dirk Dunkelberg/ Nolde Stiftung Seebüll.
Emil Nolde: ”Mor og dreng” (”Mutter und knabe”), 1914. – Foto: Fotowerkstatt Elke Walford und Dirk Dunkelberg/ Nolde Stiftung Seebüll.

Det bliver Kirchners og Noldes kunst så. Udstillingen inddrager således historiske, etnografiske, antropologiske, postimperiale, fotografiske, kønspolitiske vinkler og nutidige vidnesbyrd fra de ramte civilisationer til en kritisk reflekteret prisme, som de to kunstneres værker ses gennem.

Det er på den ene side oplysende og stedvis fascinerende. Ikke mindst fordi Kirchners og Noldes kunst sammenstilles med de kunst- og kultiske genstande, der inspirerede dem og førte til et kunstnerisk nybrud i Europa. Herunder de fantastiske bronzerelieffer fra Benin i Afrika, som blev røvet til Europa – nu ikke af tyskerne, men af englænderne efter en bestialsk massakre i 1897. Disse værker fra Afrika og Oceanien har et tårnhøjt kunstnerisk niveau i sig selv, og det er tydeligt at se, hvordan Kirchner og Nolde inspireres til at redefinere deres egen kunst i mødet med Det Andet, de andre og de fremmede i et for europæiske kunstnere længselsfuldt attrået og illusionistisk hinterland.

Men på den anden side er det også forstemmende. Tekster på plancher og ikke mindst i kataloget strømmer over af nutidig moralisme, der projiceres tilbage på kunstnere, der levede og arbejdede for 100 år siden. Nolde ligger jo lige til højrebenet. Manden blev nazist i 1930’erne og må, som det fremhæves, have hyldet den ariske races overlegenhed, før han selv blev stemplet som entartet af de nazistiske forbrydere. Det er lige før, at udstillingen så at sige genstempler Nolde med nutidens revisionistiske blik som degenereret og vanartet.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Ernst Ludwig Kirchners ”Siddende model med vifte”, 1911. – Foto: Kunstsammlungen Chemnitz - Museum Gunzenhauser, Eigentum der Stiftung Gunzenhauser.
Ernst Ludwig Kirchners ”Siddende model med vifte”, 1911. – Foto: Kunstsammlungen Chemnitz - Museum Gunzenhauser, Eigentum der Stiftung Gunzenhauser.

Kirchner ligger derimod ikke til højrebenet. Han gik i eksil i Schweiz for at leve blandt bjergbønder, og da nazisterne annekterede Østrig, begik han selvmord i angst og fortvivlelse. Det fremhæves ikke. Til gengæld fremstilles Kirchner som potentiel pædofil, fordi han brugte børnemodeller i sit atelier, hvorfor han – for ligesom at sætte ekstra tryk på – sidestilles med andre mandlige og ”polymorft perverse” kunstnere i tiden som Oskar Kokoschka og Egon Schiele.

Udstillingens tværfaglige tematisering af disse dengang herskende magtrelationer og arrangørernes forsøg på at etablere et nyt revisionistisk og korrekt fortolkningsparadigme forskertser Kirchner og Noldes kunstneriske kvaliteter og gør i sidste ende deres værker til et tabu i vestlig kunst.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Ernst Ludwig Kirchner: ”Dansende” (”Tanzende”), 1911. – Foto: Collection Stedelijk Museum Amsterdam.
Ernst Ludwig Kirchner: ”Dansende” (”Tanzende”), 1911. – Foto: Collection Stedelijk Museum Amsterdam.

Til – med Noldes eget udtryk, dengang nazisterne udsatte ham for censur – ”umalede billeder”. Det, vi ikke må se på, slet ikke med et uhildet blik. Det er således fuldkommen befriende, når to papuanesiske kunstnere, Nancy Jouwe og Dicky Takndare, i dag roser Noldes kolorit og særlige evne til at indfange og gengive folk fra stillehavskulturen og fremhæver værkernes lidenskabelige indsigt, hinsides gængse stereotyper. Disse to kunstnere fra en anden kultur end den europæiske modsiger hele udstillingens idé om Nolde og Kirchner som eurocentriske og imperialistiske undertrykkere.

I sin politisk korrekte iver går arrangørerne så vidt, at de i en redaktionel note indledningsvis angiver, at de har censureret titlerne på Kirchners og Noldes værker. Fordi værktitlerne er ”nedværdigende, racistiske, koloniale og fremmedgørende”. Hvor ejerne af værker ikke har villet godtage denne censur, gengives værkernes originaltitler alene på tysk. Hermed skaber arrangørerne med deres politiske korrekthed og apologi nye problemer og støder andre.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Ernst Ludwig Kirchner: ”To gule modeller med blomsterbuket” (”Zwei Gelbe Akte mit Blumenstrauss”), 1914. – Foto: Bündner Kunstmuseum Chur.
Ernst Ludwig Kirchner: ”To gule modeller med blomsterbuket” (”Zwei Gelbe Akte mit Blumenstrauss”), 1914. – Foto: Bündner Kunstmuseum Chur.

Først og fremmest museets publikum, der åbenbart menes at være så sprogligt ukyndige, at de ikke kan forstå, hvad negertanz betyder, og derfor lader sig nøje med den danske titel ”Dans”. Og i anden omgang de tysktalende, der altså må opfatte deres sprog som et særligt reservoir for racistiske perversioner. Det er absurd!

Det kuratoriske greb og forsøget på at skabe en kritisk kontekst omkring værker af Kirchner og Nolde minder forstemmende om 1970’ernes marxistiske ideologikritik, der hærgede ikke mindst litteratur- og historiefagene på universiteterne. Dengang led forfattere fra tidligere tider af ”falsk bevidsthed”, nu lider billedkunstnerne af en racistisk og undertrykkende (maskulin) kønsidentitet.

I 1979 fik ideologikritikkens affortryllede blik filosoffen Herbert Marcuse til at udgive bogen ”Den æstetiske dimension”, hvor han i et opgør med tidens tendens igen advokerede for, at man kunne betragte kunst æstetisk og ud fra værkets egne iboende kvaliteter. Det var befriende dengang. På samme måde som det er befriende anno 2021 at læse den amerikanske forsker Rita Felskis bog ”Hooked”, hvor hun advokerer for den æstetiske, entusiastiske og sanselige tilgang til litteratur og kunst befriet for problematiserende kontekst.

Emil Noldes ”Palmer ved havet” (”Palmen am Meer”) fra 1914. – Foto: Fotowerkstatt Elke Walford und Dirk Dunkelberg/Nolde Stiftung Seebüll.
Emil Noldes ”Palmer ved havet” (”Palmen am Meer”) fra 1914. – Foto: Fotowerkstatt Elke Walford und Dirk Dunkelberg/Nolde Stiftung Seebüll.

I et ubevogtet øjeblik på Statens Musum for Kunst begik jeg selv et syndefald og blev entusiastisk grebet af en teltdug, som Kirchner skabte til sit atelier. På teltdugen afbildede han stærkt stiliserede nøgne dansende mennesker i et musikalsk friselignende mønster. ”Hold da helt op!”, tænkte jeg, ”det er sgu bedre end Matisse!”. Indtil udstillingens kontekst igen gjorde mig opmærksom på, hvilke unævnelige overgreb der kunne have fundet sted inde i Kirchners telt. Jeg savnede ham chefen fra Spangsbergs reklamer, der til assistenten med fingrene dybt nede i fristelserne siger: ”Du må godt, det er Spangsberg.” Hvor er den fribårne tænker henne, der, stillet over for en udstilling som denne, siger: ”Du må godt, det er kunst”.

Hvis ikke andre byder sig til, siger jeg det gerne.