Den privilegieblinde hvide mands byrde

Med udgangspunkt i Serena Willams’ raseri under US Open-finalen i 2018 får Anders Haahr Rasmussen fortalt en stærk historie om racisme. Bogen lider dog lidt under forfatterens selvkredsende anfægtelser

"Al den vrede” udforsker tennisspilleren Serena Williams historie: Hvor kommer hun fra? Hvad har hun og det sorte USA været igennem? Her under finalen i US Open 2018.
Her ses Serena Williams under den famøse finale mod Naomi Osaka i US Open 2018. Foto: Robert Deutsch/USA TODAY Sports/Ritzau Scanpix

Anders Haahr Rasmussen (født 1979) er journalist og især kendt for sine personlige essays og klummer, hvor han, ofte med sig selv som redskab, undersøger emner og konfliktflader i tiden. Han udgav i 2019 den glimrende ”En fandens mand” om køn og seksualitet nu til dags. Heri blandede han utvungent genrerne og bevægede sig mellem interviews, reportager, analyser og selvbiografi. Haahr er også meget vidende om tennis. Han har skrevet en bog om Caroline Wozniacki og er kommentator for Eurosport ved store tennisturneringer.