Den professionelle iagttager

Fine og stemningsfulde erindringer fra netop afdøde Jens Nauntofte, der gjorde en verdenshistorisk epoke med

Journalist og forfatter Jens Nauntofte (1938-2017). – Privatfoto/ritzau.
Journalist og forfatter Jens Nauntofte (1938-2017). – Privatfoto/ritzau.

Da journalisten Jens Nauntofte i 1975 afleverede sit første større manuskript, der senere skulle blive til bogen ”Gul stjerne over Vietnam”, fik han at vide, at han skrev som Ernest Hemingway. Desværre varede stoltheden kun kort. Hans redaktør tilføjede nemlig: ”Det bør du overlade til Hemingway selv (…) Der er kun én Hemingway, og det er ikke dig!”.

Jens Nauntofte døde kort inden det, der kommer til at blive hans sidste bog, erindringerne ”Minefelter”, udkom. De viser, at han i den grad nåede at finde sin egen stil og vil komme til at stå som et smukt og sanseligt punktum for et alt andet end kedeligt liv i udenrigsjournalistikkens tegn.

Jens Nauntofte krydsklipper klogt mellem sit personlige og sit professionelle liv og bryder med den kronologiske erindringsskrivning, der risikerer at blive triviel i sin bestræbelse på at få det hele med. Det er han lykkeligvis fløjtende ligeglad med, og han slår ned de steder, hvor der for alvor har været noget på spil, blandt andet i hjemmet i Viborg, i venskabet med Jan Stage, i ægteskabet med Maria Stenz, i Vietnam, i Mellemøsten og i Berlin, både før og efter Murens fald, og ikke mindst i beskyldningerne for at have været en af Danmarks Radios røde lejesvende, der misbrugte sin tid og sit mandat til at arbejde for fjendtlige kræfter. De kom til at virke voldsomt intimiderende på ham, og de rystede ham i hans ellers sikre journalistiske grundvold.

Måske er det tiden som radioreporter, der gør, at Jens Nauntoftes reportager står så lysende klart for læseren, som de gør, uanset om han skildrer et ophold i Thylejren, et interview med Gaddafi eller en forelskelse i en kvinde i en ozelotpels. Hans billedsprog er sikkert og stemningsfuldt, han glemmer aldrig, at mennesket har fem sanser, som alle gerne må stimuleres i skriften, og han vil meget og kommer i mål med det meste.

Han fortæller både historien om et levende liv og om en verdenshistorisk epoke, han fortæller historien om den lille efternøler Jens’ opvækst i et bedsteborgerligt hjem i Viborg hos hr. og fru landinspektøren, hvor han voksede op i skyggen af sin dominerende, despotiske og maniodepressive far – og hvor den længsel væk, som man måske skal være opvokset i provinsen for at kende, tidligt meldte sig og for første gang kom til udtryk, da han som 17-årig drog til København for at blive shippingelev. Drivkraften hed i første omgang eventyr og kærlighed – og senere, da han blev udenrigsreporter, kom krigen til.

Man kunne måske nok mene, at sporet om familien skulle have være yderligere forfulgt, når det nu åbner så massivt, og at den psykologiske følgeslutning, at en fascination af alverdens tyranner stammer i lige linje fra en tyrannisk far, er lige lovlig enstrenget, men det til side så er man glimrende underholdt og klogt informeret i selskab med Jens Nauntofte, der formår at sælge udenrigsjournalistikken som fag – og sig selv som en sjældent charmerende guide.