Redningen af over 7000 danske jøder i oktober 1943 er en stjernestund i dansk og svensk historie. Op til Anden Verdenskrig og i krigens første år havde hverken Danmark eller Sverige så meget at være stolte af i forhold til den nazistiske magt i Tyskland, men i 1943 vendte ikke alene krigen, men også graden af humanisme på begge sider af sundet.
I efteråret 1943 advarede den tyske besættelsesmagt, der godt kunne se, hvilken vej vinden blæste, den danske regering om en forestående deportation af de danske jøder til nazisternes udryddelseslejre. Den danske regering varslede de jødiske miljøer, og i oktober blev flugten til Sverige organiseret af danske landsmænd, som hermed reddede deres jødiske medborgere fra døden. Dette hæderværdige kapitel i dansk historie er beskrevet i talrige bøger og afhandlinger, senest Bo Lidegaards storværk ”Landsmænd” fra 2013.
Fotografisk er flugten fra Nord- og Sydsjælland i sagens natur ikke dokumenteret. Transporterne over sundet foregik om natten, og både de flygtende jøder og de lokale fiskere og modstandsfolk havde andet at tænke på end at tage billeder med blitz, der kunne mobilisere den tyske kystvagt.
Så på trods af, at selve flugten og dens enkeltskæbner er velbeskrevet, er der rent visuelt frit spil for fantasien og kunstneriske begavelser med dramaturgisk og fotografisk nerve. Det kan derfor ikke undre, at instruktøren Nicolo Donatos aktuelle film ”Fuglene over sundet” forsøger at skabe et menneskeligt og spændingsmæssigt drama om de danske jøders flugt til Sverige. Det er altid vigtigt at gøre den store historie konkret og nærværende igennem den lille. "Fuglene over sundet” er blot en i den seneste bølge af danske spillefilm om Anden Verdenskrig og Besættelsen: Det seneste år har også budt på Roni Ezras ”9. april” og Martin Zandvliets ekstremt stærke ”Under sandet”.
Nicolo Donatos ”Fuglene over sundet” har ikke helt de samme kvaliteter, hvad angår skuespil, karakterer og den samlede dramaturgi.
Filmen fortæller historien om det jødiske par Arne (David Dencik) og Miriam (Danica Curcic), der må tage flugten via Gilleleje med deres seksårige søn Jakob (Anton Dalgård Guleryuz).
Familien er fra det københavnske kulturmiljø, han jazzmusiker, hun litteraturkritiker. Og de jødiske skæbner, de støder på under flugten, kommer fra samme urbane jødiske miljø, klædt i deres pæne tøj med hvid skjorte og slips. Mennesker, hvis udsathed er ny, ukendt og til et vist mål surrealistisk.
Det skaber en virkningsfuld kontrast i filmen til miljøet i Gilleleje, hvor det er jævne fiskere, servitricen på kroen, præsten og den vagthavende betjent, der står for organiseringen af flugten. Alle med deres egne motiver og private tilskyndelser til at hjælpe.
Filmen kører enkelt og effektivt interesserne op mod hinanden. Den griske fisker, der bare vil tjene penge; den barske luder, der har et hjerte af guld; den barnløse kvinde, der gerne vil tage en jødisk dreng til sig; den svigefulde præst, der har evangeliet i munden, men ikke handler som den gode hyrde – og så den renfærdige fisker, der viser mandsmod og altruistisk vilje (Jakob Cedergren), og den stoiske og totalt ”cool” betjent (Morten Surballe), der viser besættelsesmagten døren.
Alt sammen gode karakterer, der dog ender som stereotyper, fordi filmen ikke giver sig tid til at folde dem rigtigt ud. I stedet bruges der alt for meget af filmens kostbare 90 minutter på nattemørke flugtscener i Gribskov, forsøgt pumpet op med spænding ved hjælp af Jesper Mechlensburgs patostunge lydspor.
Miljøet i Gilleleje med Kullens forjættende profil i horisonten kommer aldrig til at leve som nærmiljø i alle betydninger af ordet, og karakterer får for lidt og for let spil til, at det for alvor bliver emotionelt gribende og stemningsmættet.
Fra instruktørens side er ”Fuglene over sundet” tænkt som en idealistisk film om medmenneskelighed med en vis parallel til de aktuelle begivenheder i Europa. Mentalt har Nicolo Donato taget Københavns biskop Hans Fuglsang-Damgaards berømte hyrdebrev fra 1943 med sig, hvori det lyder:
”Vi skal adlyde Gud mere end mennesker”. Altså, i nødens stund skal kirken og den enkelte sætte sig op imod magten, undertrykkelsen og den destruktive vold.
Se traileren til "Fuglene over sundet" her
Under flugten hjælpes det unge jødiske par og deres dreng af en læge, der udtrykker det således, da parret takker ham: ”Det er ikke noget at takke for. Det er ren anstændighed.”
Den rene anstændighed, som udvalgte danskere viste deres landsmænd, da det gjaldt, viser filmen en række smukke scener fra, som man som beskuer gerne havde dvælet lidt ved eller set menneskeligt forankret i dybden.
Men hvad man ikke får rent eksistentielt og emotionelt, får man i filmens billedside. ”Fuglene over sundet” er en visuel nydelse med mættede billeder, nervøst håndholdte kameraøjeblikke og en suveræn klipning mellem de martrede ansigter, de lukkede rum, hvor man formelig mærker angstens sved, og så naturens store åbne rum, hvor fuglene flugter vinden med en lethed, som menneskene på jorden kun kan drømme om i den hårde og kolde krigsvirkelighed anno 1943.