”Vi er i Bordeaux, i en døv mands hus, Francisco de Goya. Det er hans sidste nat. Hans elskerinde i mere end 30 år, den livlige Leocadia Zorrilla, slipper sin fantasi og sine erindringer løs.”
Sådan lyder appetitvækkeren til Odin Teatrets stykke ”Den døves hus”, som sidste år spillede i Malaysia og nu afpudses inden danmarkspremieren. Tre linjers forsmag!
Vi er i Holstebro, som med lidt god vilje rimer på den franske vinby, og Eugenio Barba tager imod på sit kontor inde i den labyrintiske bygning, en tidligere grisestald, som i over fem årtier har været hjemsted for et teater, som mange mener tapper fra en særlig kilde. Et hus, som producerer teater, som ikke størkner, men lever; som aktivt gær. På en almindelig torsdag på Odin Teatret på den jyske hede vrimler det med unge teaterfolk fra hele verden. Om aftenen vil de holde et afbræk fra deres seminar for at se maestro Barbas prøve på forestillingen om en gammel spansk maler.
Hvorfor Goya?
”Goya var ikke en, jeg havde tænkt at vie flere måneder af mit liv til, men da jeg begyndte at læse i hans biografi, poppede spørgsmålene op. Vigtige spørgsmål, som angår os alle. Goya var så konsekvent både med sit virke, sine idéer, længsler, krav og omstændigheder, som tiden konfronterer ham med. Alt det har Goya-biografien analyseret. Vi ville noget andet med denne forestilling,” siger den 83-årige italienskfødte teatermand.
Det var skuespilleren Else Marie Laukvik (som spiller Goyas anden kone, Leocadia Zorrilla), der kom med idéen.
”Der var en detalje, som blev et perspektiv for mig: Goya havde levet med en kvinde, der var 44 år yngre, og som fulgte ham i eksilet til Bordeaux. De boede sammen i mange år, men ved sin død efterlod han hende ingenting. Alt gik til den rigtige familie. Goya ville ikke have klaret det i disse MeToo-tider. Men kunstnerens selviskhed skulle frem i stykket.”
Goyas liv og værk skitseres ved hjælp af sange, billeder og katolsk-lilla klæder. På scenen er ud over Else Marie også Rina Skeel og Frans Winther, som har komponeret de mexicansk-lydende sange, som han spiller på en lille cuatro-guitar.
”Det er vældigt naivt og samtidig meget slagkraftigt og dramaturgisk fascinerende: Det er hende, som fortæller om ham, om hende, om dem og om den politiske situation i Spanien med inkvisition, skrækkelige reaktionære kræfter samt nye liberale idéer med Den Franske Revolution. Goya prøvede at overleve alle disse store omvæltninger.”
Stykket kaldes ”En teatercapriccio om Goya”. Capriccioen var en udbredt kunstgenre i det 16. århundrede og blev af komponisten Michael Praetorius beskrevet som ”en improviseret fantasi, der glider fra det ene tema til det andet”.
Og samtalen glider over stok og sten. Fra Barbas forklaring af capriccioen inden for arkitektur som ”en beskuers blændværk” – et ekstravagant ornamenteret bygningsværk skabt til ren nydelse – til en oprulning af stykkets centrale idéer: Goyas erotik, hans kreative vitalitet, lidenskab og frivolitet. Goyas formøbling af rigdom, hans selviskhed, eksil og fysiske forfald; maleren blev døv som 46-årig.
”Stykket er et kalejdoskop af billeder, situationer og tanker, som diskuteres indbyrdes i et forsøg på at nærme sig skønhedens og livets mysterium, hvis ubarmhjertige sandhed tramper hånligt hen over de døde,” siger Barba.
Vi taler om Leonard Cohen og om nutidens optagethed af mørket og livets sværeste spørgsmål. Om teatrets fremtid, efter at han den 31. december 2020 forlader direktørposten i Nordisk Teaterlaboratorium. Men nutiden er vigtigst, og Barba synes, det er fantastisk, at ”Den døves hus” skal opføres på Holstebro Kunstmuseum, som huser flere Goya-værker. Men alligevel vil 83-årige Barba ikke forklare for meget. Et hemmelighedsfuldt smil danner ofte punktum i hans sætninger.
”Den største opgave for mig, når jeg laver en forestilling, er, at den skal være tilpas suggestiv, så flere sanser bliver stimuleret: det visuelle, musik, farver, dynamik, hele den kinæstetiske sans. Den rette musikalitet sætter alle dele af hjernen i gang.”
Typisk Odin Teatret, der aldrig har fortalt én historie – altid flere historier. Sammen med sine skuespillere har Eugenio Barba altid udforsket nye relationer og vilkår for, at noget uforudsigeligt kan opstå.
”Det var stygt!”, siger en ung mand fra Rumænien, da generalprøven på ”Den døves hus” er ovre, og et af Goyas billeder er blevet vendt mod publikum, mens forestillingens eneste fire sætninger, som stammer fra Goya, har lydt. Den første er: ”Livet er et maskespil.” Mere afsløres ikke her.
Men undervejs har alle i salen også leet. Højt.
”Der er intet grusomt over den forestilling. Sådan var livet,” fortæller Else Marie Laukvik, da hun og de to andre skuespillere sidder ned efter at have indsamlet ros fra prøvepublikummet.
Hvad med stykkets titel?
”Min interesse for Francisco Goya begyndte i 1982 på Aarhus Teater Akademi med iscenesættelsen af ’Goya – en kærlighedsmaskerade’. Mange år senere fik jeg problemer med hørelsen, og det vakte min interesse for Goya til live igen. At Goya blev dødssyg, mistede hørelsen og gennemlevede blind isolation med feberfantasier, var medvirkende til hans udvikling som nyskabende kunstner.”
Hvordan arbejdede I?
”Mine første famlende forsøg på som skuespiller at bruge Goya som improvisation begyndte i 2015 sammen med Frans Winther. Det var en møjsommelig proces, næsten en jagt, for at skabe et musikalsk ’Goya-univers’ med alle dets mystiske og gådefulde aspekter, med den tidsepokes tiltrækkende og frastødende poesi og humor. Vi kæmpede med sange af Hildegard af Bingen, Mozart og spanske folkesange. Så kom Rina Skeel med i arbejdet, og Eugenio Barba fik brikkerne til at falde på plads, så der kom mening i galskaben. I hvert fald set fra min lille synsvinkel,” fortæller Else Marie Laukvik.