Søren Ryge udgiver ny bog fuld af fortællinger med jordforbindelse

Glæden og taknemmeligheden driver Søren Ryge Petersen. Det er hans nye bog, der udkommer i dag, et vidnesbyrd om

I bogen stiller Ryge sig ikke til rådighed for tidens sortsyn. Når han erfarer, at den danske natur har det dårligere end nogensinde, siger han: ”Jeg elsker den mere end nogensinde.”
I bogen stiller Ryge sig ikke til rådighed for tidens sortsyn. Når han erfarer, at den danske natur har det dårligere end nogensinde, siger han: ”Jeg elsker den mere end nogensinde.”. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

”Hyg jer!”.

Med den opfordring afslutter Søren Ryge Petersen forordet til sin bog ”Søren Ryge fortæller”. Og vist hygger man sig. Men ikke kun det. Mere end hygge er på færde.

”Naturglæde” hedder en af Søren Ryges tidligere bøger. Den nye kunne have heddet det samme. Det er glæden, der driver ham. Og taknemmelighed – Ryges taknemmelighed over den daglige virkelighed, der er hans. Den taknemmelighed overføres til læseren, når han efter at have frasagt sig byens liv – han kan ikke høre dens puls – skriver:

”Men hjemme kan jeg høre hver eneste fugl, der pipper, og lugte hvert eneste vejr. Jeg kender alle blomsterne, træerne, markerne, grøfterne, hullerne i grusvejen. Jeg har boet på mit sted i 36 år nu og kunne ikke forestille mig andet.” Sådan skriver en rodfæstet mand.

I bogen stiller Ryge sig ikke til rådighed for tidens sortsyn. Når han erfarer, at den danske natur har det dårligere end nogensinde, siger han: ”Jeg elsker den mere end nogensinde.”

Naiv naturromantiker er han imidlertid langtfra. Og han giver heller ikke læserne en chance for at blive det. Han er fortrolig med naturen både som skaber og som dræber. Det sidste er gået så voldsomt ud over hans høns, at han trods sin glæde også ved dem har opgivet at være hønseholder.

Rammen om Ryges hverdag er et lille husmandssted med tilhørende 20 tønder land på Djursland. Tv-seerne har besøgt det i talrige programmer siden 1992.

Trist, at det nu er forbi. Det var i bogstavelig forstand tv med jordforbindelse. Dog ikke alene mundtligt, men også på skrift er Ryge en god fortæller.

Han er i de senere år blevet kaldt historiefortæller, hvad han mere end billiger. De 53 stykker, der ledsaget af en mangfoldighed af fotos udgør den nu foreliggende bog, betegnes i forlagets pressemeddelelse som ”fortællinger” – hvilket må siges at være en udvidelse af den gængse opfattelse af begrebet.

Bedst er bogens første del, ”Hjemmefra”. Den er der mest helhed over. Mere flimrende er de tre øvrige afsnit med titlerne ”Udefra”, ”På farten” og ”På landet”. Men det må erkendes, at de i nogen grad bindes sammen af det præg, de alle har af Ryges personlighed, hans nøgternhed, humor og glimtvise skarphed.

Absurditeter i det officielle Danmark får ikke lov at passere ukommenteret. For eksempel anlæg af en kæmpestor og meget dyr, men angiveligt næsten aldrig brugt rasteplads på Silkeborgmotorvejen.

Apropos motorveje: Man bliver ikke overrasket over at erfare, at Ryge som regel hader at køre på dem. Derimod overraskes man over, at han accepterer begrebet ”motorvejsglæder”. En af dem er synet af fire bøgertræer ved Lunderskov i Sydjylland.

Et smukt afsnit handler om ”Mine kirkegårde”. På en af dem – i Linå i Midtjylland – skal han selv begraves. Ved siden af sine forældre. På det reserverede sted står allerede hans gravsten med et bronzerelief, hvor man ser en svævende musvåge udført af hans grandfætter, billedhuggeren Erik Heide.