Prøv avisen
Bog

En uretfærdigt glemt forfatter får nu sin fortjente livsskildring

5 stjerner

Omfangs- og indholdsrig bog af Martin Bergsøe om ånd og liv i Johannes Jørgensens forfatterskab

Antallet af personer herhjemme med et nært forhold til værker af Johannes Jørgensen (1866-1956) er formentlig meget begrænset. Ikke desto mindre er han efter H.C. Andersen den mest oversatte danske forfatter, repræsenteret med udgivelser på indtil videre 24 sprog.

Det oplyser Martin Bergsøe i sin omfangs- og indholdsrige bog ”En røst i økenen”, der er et indgående, nuanceret og fortroligt portræt. Titlen er inspireret af forfatterens kald: Som sin navnebroder Johannes Døberen ville han være den røst, der råber i ørkenen.

Bergsøe hentyder til Jørgensens konversion til katolicismen i 1896, når han hen mod slutningen af bogen fastslår, at han ”måtte ofre sine venner, sit fædreland og sin position i den hjemlige kulturelite for sin lydighed mod Rom, men opnåede at skrive nogle enestående hagiografier (helgenbiografier, red.), der gik verden rundt og stadig øver indflydelse på tusindvis af mennesker”.

Selv har jeg siden min gymnasietid i 1960’erne været optaget både af Johannes Jørgensens levenedsløb og forfatterskab. Min interesse for bogen var derfor straks til stede, og udbyttet af læsningen har vist sig at være på samme niveau.

Med betydelig inddragelse af Jørgensens erindringer lægges der vægt på helgenbiografierne og tidskritikken. Hans lyrik, der ellers er højt værdsat, holdes stort set udenfor. Men de mange andre inddragne elementer er komponeret sammen til en dynamisk helhed, uden tvivl præget af at være formidlet af en mand, der har mere end én indgang til stoffet: Bergsøe er dels litterat – mag.art. i nordisk litteratur – dels præst, nemlig ved Apostolsk Kirke på Falster.

” Den hellige Frans af Assisi” (1907) betragtes gerne som Johannes Jørgensens hovedværk. Og det var tillige denne bog, der gav ham europæisk berømmelse. Martin Bergsøe vurderer, at det er forfatterens psykologiske indlevelse, der gør værket enestående. En lignende kvalitet er til stede i hans egen bog.

Bergsøe er opmærksom på sammenhængen mellem helgenbiografierne og Jørgensens liv. Et eksempel er forholdet til melankoli. Frans af Assisi betragtede angiveligt denne tilbøjelighed som en af de største og farligste synder. Fordi den er en hån mod Guds skaberværk. Et sådant synspunkt betød for Johannes Jørgensens en konflikt med hans egen medfødte melankoli.

På den baggrund siges det om Frans, at han skulle opdrage den danske konvertit ”i en streng glædens skole”. Men strengheden gav udbytte. Mødet med Frans og den franciskanske spiritualitet var ifølge Bergsøe en stor hjælp for Jørgensen. Ja, den betød ligefrem en heling af ”hans indre sår”.

Johannes Jørgensen anså bogen om Katarina af Siena fra 1915 som sin bedste helgenbiografi. Og som Bergsøe bemærker: Det vil mange være enige med ham i.

Når han fortæller om værket, fortæller han samtidig meget om Jørgensen. Arbejdet med det betegner han som en åndelig renselses-proces for ham, en fornyet omvendelse, idet han i helgenindens skrifter kunne ”spejle sin egen synd, sin egen vankelmodighed, fejhed og lunkenhed”.

Med til baggrundshistorien hører Jørgensens besættelse af en kvinde, et forhold, der betød, at hans livsstil blev mere og mere overfladisk. I biografien om Katarina finder Bergsøe spor af en indre strid hos Jørgensen, en strid mellem sandheden og løgnen, noget, der efter Bergsøes opfattelse er med til at give bogen intensitet, ligesom det understreger dens eksistentielle nødvendighed. For ham handler bogen dybest set om evig frelse kontra evig fortabelse.

Passagerne om ”Katarina af Siena” er et eksempel på, hvordan Martin Bergsøe lever op til sin bogs undertitel og bringer læserne tæt på ånd og liv i Johannes Jørgensens forfatterskab.

Dette skildres solidarisk og indforstået, men uden at ophavsmanden søges kåret til en slags helgen.

Bogen er et vidnesbyrd om, hvor meget han har at give. Den, der slår følge med ham, føres til store rigdomme.