Prøv avisen
Interview

Kinesisk oversætter: Den kristne Kierkegaard er den sande Kierkegaard

Søren Kierkegaards lære om at tænke for sig selv som ”hiin enkelte” er højaktuel i Kina, mener Jun Feng, der er kendt som dissidentdigter i Kina, men nu har han også oversat mange af Kierkegaards værker til kinesisk. – Fotos: Leif Tuxen.

Søren Kierkegaard var som en stor dramatiker, der lod forskellige karakterer få replikker i sit berømte pseudonyme forfatterskab. Men der er en grund til, at han satte sit eget navn på det kristelige og opbyggelige forfatterskab. Det mener Jun Feng, der snart har oversat Søren Kierkegaards samlede værker til kinesisk

Jun Feng fejrede juleaften med Søren Kierkegaard i Berlin, hvor den dansk-kinesiske digter, dramatiker og oversætter kunne arbejde i fred. Han stegte sig en svinekotelet og kogte broccoli og jasminris til sig selv i sin lille lejlighed, men ellers var han optaget af oversættelsesarbejdet, så 9. bind af Søren Kierkegaards udvalgte værker kunne komme ud til kineserne i år. 9. bind er en tyk bog på over 400 tætskrevne sider, der indeholder Kierkegaards ”Christelige Taler” og tre små skrifter, der slutter med småskriftet ”Guds uforanderlighed”.

”Teksten slutter med et ’amen’!”, siger Jun Feng og lyser op i et smil, da vi mødes ved Vor Frue Kirke i København, hvor Kierkegaard også gik til alters og ifølge oversætteren engang holdt en prædiken, selvom han ikke var ordineret præst. Men nu danner Søren Kierkegaards ord en sti rundt om domkirken, fordi nogle af hans citater blev støbt ned i fortovet i 2013 i forbindelse med den danske filosof og teologs 200-årsdag.

Sådan kan man vandre gennem Kierkegaards tankegang om at blive ”hiin enkelte”. Men det var ifølge Jun Feng inde ved alteret, at Kierkegaards dybeste tanke ramte ham. Fordi han dér erkendte, at man må bede om selve troen, fordi den enkelte ikke kan gøre sig fortjent til at komme til Gud, men får troen som en nåde og en gave.

De tanker udfolder han i ”Christelige Taler”, forklarer Jun Feng, der er kendt i Kina under kunstnernavnet Jimbut. Men som dissidentdigter måtte han flygte fra de kommunistiske myndigheder, inden han kom til Danmark og tog en magistergrad i filosofi på en afhandling om Kierkegaard og Hegel. Og for 12 år siden blev han hyret til at oversætte Kierkegaard til kinesisk. I mellemtiden har han også oversat en masse andre danske værker til sit modersmål. Men juleaften blev han altså færdig med at oversætte det store 9. bind af Kierkegaard for kinesere.

”Det føltes som en højtidelig andagt, da jeg skrev ’amen’ på kinesisk og satte punktum. Da var klokken 21 juleaften. Jeg var alene, men det føltes som den helt rigtige måde at holde juleaften på, mens jeg bogstaveligt talt skrev amen til Kierkegaards udlægning af kristendommen.”

”For selvom jeg ikke ved, om jeg vil kalde mig kristen, blev jeg det, mens jeg oversatte ham. Og selvom jeg aldrig drikker alkohol, når jeg arbejder, skænkede jeg mig selv et lille glas whisky, mens jeg længe sad og kiggede på det ’amen’, inden jeg skrev en julemail til Niels Jørgen Cappelørn, som satte mig i gang med at oversætte Kierkegaard til kinesisk, mens han var leder af Søren Kierkegaard Forskningscentret. Med det ’amen’ havde jeg også overholdt mit løfte til ham og mig selv. For jeg havde lavet en pagt med mig selv om, at jeg ville være færdig i 2018,” siger Jun Feng og kigger ned.

”Det var faktisk en drøm, der fik mig til at love mig selv at blive færdig med bind 9. For jeg drømte om at gøre mig klar til døden en nat, efter en af mine venner døde. Og man ved jo aldrig, hvor lang tid man får til at gøre sig færdig i livet. Flere af mine nære venner døde i 2018.”

”Blandt andre den kinesiske digter Menglang, som havde været min bedste ven, siden vi fandt sammen i undergrundspoesimiljøet i Kina i 1980’erne, hvor vi begge arbejdede for at skrive frit fra systemet. Det endte med, at vi begge måtte flygte for livet eller i hvert fald friheden for ikke at blive fængslet af myndighederne. Men nu døde han af kræft. Jeg besøgte ham flere gange i Hongkong, ligesom jeg var hjemme og besøge mine gamle forældre, som efterhånden er blevet skygger af sig selv. Og Benny Andersen, som jeg også har rejst med i Kina, fordi jeg har oversat hans digte, døde jo også sidste år.”

”Derfor var det, som om der svævede et rekviem inde i mit hoved, mens jeg oversatte Kierkegaards ’Christelige Taler’. Der var en alvor over det, men jeg synes også, at det hører til den vigtigste del af Kierkegaards forfatterskab. Han er jo mest kendt for sit pseudonymforfatterskab, men i sit kristelige forfatterskab skrev han uden pseudonym, fordi han skrev uden filter,” siger Jun Feng og smiler igen:

”Kierkegaard er som en dramatiker, der lader forskellige stemmer komme til orde gennem sit pseudonymforfatterskab, men det er teaterroller, der taler i for eksempel ’Forførerens Dagbog’, mens det mere er ham selv, der taler i ’Christelige Taler’. Her hører vi den store dramatikers egen holdning, og derfor er det også vigtigt, hvis man vil forstå Kierkegaard og hans syn på kristendom, fordi det ellers mere er replikker, han tillægger sine karakterer, mens han taler direkte til sin læser i sit kristelige forfatterskab, som Heidegger i øvrigt stjal med arme og ben fra.”

”Og det rørte også mig. Den første del hedder ’Hedningenes Bekymringer’. Min position som sproglig oversætter er jo hedningens, som hverken har fået den kristne opdragelse eller dannelse, så talerne ramte mig faktisk dybt, fordi jeg var den hedenske læser. Men teksterne kan også virke lidt tunge. For der er også mange referencer til Det Nye Testamente, og nogle gange kan der være over 20 henvisninger i et enkelt afsnit, så jeg måtte skrive mange noter. Og det var også derfor, at jeg var så lettet over at nå igennem det hele.”

Det har ikke kun været referencerne til Bibelen, men også til Kierkegaards danske barndom med konfirmationsforberedelse og kristen dannelse, som i begyndelsen virkede fremmedartet for den ”hedenske” oversætter Jun Feng.

”Mens jeg oversatte Kierkegaard, har jeg måttet lade, som om jeg var opdraget som en kristen dansker, selvom min egen opvækst næsten ikke kunne ligge længere væk,” siger han og griner. For selv voksede Jun Feng op i Maos Kina, og i dag kan han kun rejse tilbage til Kina i kraft af sit danske pas.

Jun Feng blev født i Shanghai i 1965, mens kulturrevolutionen for alvor brød ud i Kina. Begge forældre var aktive, ja rødglødende medlemmer af kommunistpartiet. Moderen var redaktør på partiets uddannelsesforlag i Shanghai, mens faderen var ingeniør og officer i den kinesiske hær. De brugte al deres energi på partiet, så Jun Feng blev efterladt hos mormoderen og siden farmoderen, der begge opdrog ham til at elske Formand Mao. Men allerede som seksårig fik Jun Feng ufrivilligt sit første sammenstød med systemet på grund af sin tidlige interesse for at sætte ord sammen.

”Dengang kunne man overalt se slagord, der hængte ’klassefjender’ ud. ’Ned med ham’ eller ’Ned med hende’, kunne der stå. Men samtidig stod der også ’Længe leve Formand Mao’ overalt. Jeg var jo bare en dreng, så jeg tænkte ikke over konsekvenserne, da jeg for sjov skrev ’Ned med Formand Mao’ på sandkassen på gymnastikpladsen med store kinesiske tegn. Det blev en større begivenhed, end jeg lige havde forestillet mig. Og min far blev frygtelig nervøs, kan jeg huske.”

Faderen slap med en degradering for sønnens drengestreg, men den satte en permanent bremse for hans muligheder for forfremmelser i hæren. Til gengæld ødelagde episoden ikke Jun Fengs glæde ved at sætte ord sammen. Han ville være digter, og han havde også talent for at skrive, viste det sig. Men selvom han var blevet opdraget til at elske Maos Kina, kunne han ikke se sig selv som besynger af et system, der ville diktere al den officielle kunst. Han havde mistet sin barnetro på maoismen. I stedet tog han en bachelor i matematik, ”som systemet ikke kunne besmitte”.

Og som ganske ung blev han en ledende skikkelse i den kinesiske undergrundsdigtning som digter og redaktør på et toneangivende litterært tidsskrift, som han sammen med en medredaktør kaldte Sajoisme.

”Det betyder ’forkælede børn gør oprør’. Og det var selvfølgelig sarkastisk ment, så myndighederne ville lukke det. Men jeg var overmodig, da der kom en myndighedsperson og sagde, at jeg ikke måtte udgive et blad under det navn. For næste uge udsendte vi i stedet tidsskriftet Ikke-Sajoisme. Jeg spillede naiv og spurgte, om det ikke var det, de ville have, og undgik fængsel i det tilfælde, men bladet måtte lukke.”

Trykkefriheden varede heller ikke ved. For da myndighederne også læste hans lange kærlighedsdigt ”Det første spørgsmål” som samfundskritisk, måtte han flygte for at undgå fængsel. Først til Vestkina, hvor han slog sig ned som hotelejer, og siden som buddhistisk munk, inden han flygtede til fods gennem Myanmar (Burma) for at ende i Laos, hvor han blev fængslet uden retssag. Et fælles flugtforsøg endte fatalt for en medfange, der brækkede begge ben, så også Jun Feng måtte opgive at flygte. Og først efter to år blev han hjulpet ud af Amnesty International og FN.

I Danmark har Jun Feng udmærket sig som et præmieeksempel på vellykket integration. Han blev magister i filosofi på godt fem år. Og i dag er han en anerkendt oversætter af dansk litteratur. I øjeblikket er han for eksempel ved at oversætte Johannes V. Jensens ”Kongens fald” til kinesisk, men Kierkegaard stødte han på allerede i Kina som ung, da han i en vestlig afhandling læste, hvordan Kafka forgudede Kierkegaard. Dengang kunne Jun Feng ikke finde Kierkegaards egne bøger i Kina, men det har ændret sig de seneste år, selvom Jun Fengs oversættelser i kinesisk målestok kun er udkommet i små oplag på 5000-10.000 eksemplarer:

”Som ’eksistentialismens ophavsmand’ har kineserne efterhånden også lært navnet Kierkegaard at kende. H.C. Andersen er selvfølgelig langt mere kendt. Men før jeg begyndte at oversætte Kierkegaards værker, havde jeg kun hørt om en enkelt oversættelse af første del af ’Enten-Eller’ fra engelsk.”

Hvad kan kinesere bruge Kierkegaards tænkning til?

”Jeg tror, at livsanskuelserne i Kierkegaards forfatterskab kan inspirere kineserne til, at de skal tænke for sig selv. Som individuelle mennesker. Jeg har også læst en anmelder i Kina, der derfor mente, at Kierkegaard var fordærvende for ungdommen i Kina. Men Kierkegaard er alligevel ikke forbudt, fordi hans bøger bliver betragtet som klassikere. Det ville måske være sværere for en nutidig forfatter at sige det samme i dag.”

”Men Kierkegaards tanker er stadig aktuelle, når han taler om at udvikle en personlig myndighed. For selvom uddannelsesniveauet og velstanden er steget i Kina, siden jeg var barn, lever mange stadig som spidsborgere, der ikke tænker for sig selv, men lader sig diktere af staten. Og det er kun blevet værre,” siger Jun Feng og giver sig til at citere assessoren Wilhelm fra andel del af ”Enten-Eller”, der skriver om, at ”en Arving, om han end var Arving til Alverdens Skatte, dog ikke eier dem, før han er bleven myndig”.

”Det er dér, omkring den personlige myndighed, at Kierkegaard har noget at sige til den moderne kineser. Kierkegaards værker er selvfølgelig ikke lærebøger, men de kan vise det kinesiske individ, at der findes mange forskellige livsholdninger, som man selv må forholde sig til. Og Kierkegaard kan lære kinesere at gøre sig til selvstændigt tænkende mennesker, der tager ansvaret for deres egne valg.”

”Men når det kommer til troen, viser Kierkegaard, at alt i sidste ende afhænger af Gud, som den kristne kan overgive sin bekymring til, mens ’Hedningens Straf er Bekymringen’. For den enkelte kan ikke gøre sig fortjent til Guds nåde, så vores dybeste opgave er at modtage den for at blive fri for vores hedenske bekymringer,” siger Jun Feng, da han til ære for fotografen går frem mod alteret i Vor Frue Kirke, hvor frelseren står klar med udstrakte arme.

Her ses han ved Søren Kierkegaards ord ved Vor Frue Kirke i København. Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen