Den seende digter

Bøger: Ib Michael digter veloplagt med Dante i digtsamlingen »Rosa Mundi«, der udkommer i dag

Det er klart en fordel at have styr på sin mytologi og sin litteraturhistorie, når man går i lag med Ib Michaels digtsamling »Rosa Mundi«, og i særdeleshed kan det anbefales, at man konsulterer sin »Guddommelige Komedie«, før man begiver sig på rejse med digter-jeget i »Rosa Mundi«s visionære univers. Bogen gør allerede fra indledningen meget eksplicit opmærksom på, at den er en allegori til Dantes »Guddommelige Komedie«. Det første digt beskriver således en rejse ind i et skyggefuldt aftenunivers et sted i syden, og sidst i digtet møder jeget en Virgil-lignende rejseledsager. »Jeg hvisker under hånden, / er du skygge eller mand? / Han svarer med en strubehosten / her er alle skygger!« Og i det andet digt, med klar reference til Beatrice, hedder det: »En dronning sender mig / en dronning over graner højt i nord / hendes navn er Rosa Mundi«. Som Dantes digter-jeg gives en visionær indsigt i verdenssammenhængen, mens han søger sin overjordiske kærlighed, Beatrice, drives også jeget i Ib Michaels digtning af længslen efter en mystisk, om end ikke udelukkende overjordisk kærlighed, Rosa Mundi, og undervejs gives også han en vision af sin samtid og sin nære fortid, ikke på tærsklen til jubelåret (år 1300), men på tærsklen til et nyt årtusind. Og hvad er det så, den seende digter får indblik i? »Bomber i Europa / Kernevåben i Stillehavet / Asiens flammekastere / Mellemøstens krigere, fulde af had / Hakker og spader i Afrika/ og i Sydamerika / parterer de frugten af kvinders nød med macheter!«. Det 20. århundredes rædselskabinet og umenneskelige, ja næsten overmenneskelige grusomheder rulles op for den seende digters øjne for straks i bogens danteske ånd at blive sammenlignet med »Épest / og bylders nød«. Langsomt indsnævres synerne imidlertid og bliver mere og mere kropslige. Det 20. århundredes opløsning i vold og grusomhed opfattes som en opløsning af selve den digtende krop. Det er en opløsning, der på én gang synes ødelæggende og frisættende. Den er ødelæggende, fordi den destruerer mennesket helt ned i dets mest basale funktioner, men frisættende, fordi den tillader digteren at flyve ud af det kropsbundne univers og påtage sig andre skikkelser og andre roller i et transformativt jeg, et transformativt jeg, der til allersidst i bogen falder til ro i en nær og personlig verden. Det er ikke første gang, Dantes »Guddommelige Komedie« citeres og bruges til at danne ramme om en visionær digterisk rejse ind i et mystisk og transcendent univers - et af de mest berømte eksempler er Joseph Conrads »Mørkets hjerte«. Brugen af Dante vidner altid om en vis portion ambition hos digteren. Og selvom »Rosa Mundi« ikke når Conrad'ske højder, har Ib Michael bestemt både erfaringer, billeder og refleksioner til at udfylde de meget bastante rammer, som brugen af Dantes »Guddommelige Komedie« giver. »Rosa Mundi« er både tankevækkende og underholdende, og dens struktur fungerer godt. Når bogen imidlertid ikke har den helt store efterklang, skyldes det sproget. Ikke at sproget i »Rosa Mundi« er meget anderledes end i Ib Michaels øvrige forfatterskab, men i lyrik-formen springer det noget kulørte og overfyldte sprog mere i øjnene. Om man kan lide Ib Michaels hang til at fylde sproget med spektakulære substantiver, smurt ind i udmalende adjektiver, må være en smagssag, men det gør en ellers velfungerende og god bog en smule tungere og mindre utvungen, at sproget vejer så meget. Ib Michael: Rosa Mundi. 92 sider. 175 kr. Gyldendal.