Prøv avisen

”The Mule” er Clint Eastwoods testamentariske svanesang

4 stjerner
Clint Eastwood er overbevisende i rollen som den aldrende gartner, der af nød bliver narkokurer. – Foto: SF Studios

Sentimental svanesang fra veteranen Clint Eastwood, der har den altdominerende hovedrolle i filmen om at tage sin straf og få tilgivelse for sine synder

Da Clint Eastwood instruerede og spillede hovedrollen i ”Gran Torino” i 2008, tænkte man, at nu havde den amerikanske veteran skabt sin sidste, testamentariske film. Det kom ikke til at holde stik. Skuespilleren og instruktøren har lavet en række – ofte fremragende – film siden med både stil og autoritativ tyngde.

Men med premieren på ”The Mule” er man tilbøjelig til at skrive det igen. Dette er Clint Eastwoods testamentariske svanesang. Ligesom ”Gran Torino” har ”The Mule” Eastwood i den altdominerende hovedrolle, og filmen har samme klartseende manuskriptforfatter, Nick Schenk.

Også temaet er det samme: den aldrende mand, der gør op med fortidens synder, og Eastwood selv, der gør op med sin egen filmhistoriske rolle som sammenbidt hævner i en storm af stål.

Både ”Gran Torino” og ”The Mule” er i den henseende ikonoklastiske film. De smadrer et cineastisk helgenbillede. Måske for at bygge et andet billede op? Begge films moralske vending forlener dem med en stærk emotionel sentimentalitet.

I ”The Mule” spiller 88-årige Clint Eastwood en 90-årig gartner. Han har livet igennem dyrket sine orkidéer, så de blomstrer smukkere og vildere end nogen andres. Sin familie har han ikke dyrket med samme interesse, konen har forladt ham, og datteren vil ikke se ham.

Den gamle galante charmør forærer de fleste af blomsterne væk til kvindelige beundrere, så gartneriet havner på tvangsauktion. Hvad gør man så for at få penge og atter at kunne dyrke sin familie og sin have? Man bliver narkokurer. Ingen mistænker en 90-årig for at køre rundt med stoffer og servicere forhærdede gangstere.

Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det var løgn. Men ”The Mule” er inspireret af en artikel om veteranen fra Anden Verdenskrig, Leo Sharp, der blev kurer for et mexicansk narkokartel. Den ramte avisen The New York Times i 2011. Med sin ranglede fysiognomi kan man ikke sige, at Eastwood fylder rollen ud. Snarere koger han den ind til essensen af senet stamina.

Krigsveteranen, der ikke lader sig skræmme af noget som helst og med sin tilsyneladende analoge ubehjælpsomhed, er helt uden for højteknologisk rækkevidde, hævet over både loven og lovløsheden. Han er en mand, der ikke har andet tilbage end sin sidste suverænitets blomstring. Med den forsøger han at finde en værdig og smuk udgang med udfoldede kronblade.

Hvordan skal ikke røbes. ”The Mule” er på sin egen adstadige måde elskelig. Lun og fyldt med små sjove og absurde scener og dertil en vedvarende suspense, men også med et arsenal af ærkeamerikanske klichéer om familiefølelser, svigt og knuste faderbilleder.

At Clint Eastwood spiller over for sin egen datter Alison Eastwood tvister historien biografisk og selvironisk. Men i sin kerne er ”The Mule” autentisk i sin problematik og rejser alderens sidste afgørende spørgmål:

Hvordan får man sonet den skyld, livet har hobet op, og hvordan får man den absolution, der er nødvendig for at komme til at leve i haven, hvor orkidéerne blomstrer