En mand vandrer omkring i Sankt Petersborgs gader. Han betegner sig selv som en drømmer og føler sig mere og mere ensom, i takt med at Sankt Petersborg tømmes for mennesker, der drager på sommerferie. Da sker det, at han får øje på en ung kvinde, der er på vej til at blive forulempet af en fuldebøtte. Drømmeren griber ind og redder kvinden ud af den ubehagelige situation.
Sådan er optakten til denne sentimentale fortælling, hvor jegfortælleren allerede samme aften forelsker sig i Nastenka, som kvinden hedder. Romanens titel er ”Hvide nætter”, fordi det aldrig bliver mørkt i Sankt Petersborg om sommeren, da Ladogasøen spejler luften hvid. Fire nætter i træk fortæller de to hver især deres livshistorie. Nastenka beretter om en mand, der har boet til leje hos hendes bedstemor, og som hun snart skal møde igen. Derfor må hendes tilhører ikke forelske sig i hende. Og hvordan går det så? Jo, fortælleren bliver netop forelsket i hende! En overgang ser det sågar ud, som om de to også kan få hinanden, men læseren aner tidligere end fortælleren, at sådan kommer det ikke til at gå.
Nastenka skal vise sig at være en sværmerisk og lidt selvoptaget type, der ikke helt er afklaret med sit eget følelsesliv. Til ingens overraskelse bliver slutningen derfor ganske eksplosiv, og fortælleren må indse, at Nastenka kun har været en slags drøm som alt andet i hans liv. Alligevel slutter denne lille bog i taknemmelighed:
”Gode Gud! Et helt øjeblik af salighed! Er det måske ikke rigeligt for et helt menneskeliv?”.
Novellen er fra 1848. Året efter blev Dostojevskij deporteret til Sibirien i en årrække, hvilket fik afgørende betydning for hans forfatterskab, der herefter fik en langt dybere og medrivende karakter.
I 1848 udgav Dostojevskij også fortællingen ”Et svagt hjerte”, der er en kortere fortælling end ”Hvide nætter”, men også vægtigere. Man kunne kalde ”Et svagt hjerte” for en karaktertragedie. Den begynder med, at Vasja forklarer sin sambo Arkadij, at han er på vej til at forlove sig. Han er ude af sig selv af lykke. Og Arkadij møder den forlovede Liza, som han også lader sig charmere af.
De to venner drager hjem. Vasja har et gigantisk arbejde foran sig. Han skal renskrive nogle dokumenter for sin arbejdsgiver i løbet af få dage, så han bliver nødt til at tage natten til hjælp. Men arbejdet skrider ikke frem. Vasja formår ikke at koncentrere sig. Forlovelsen har gjort ham lykkelig, men glædesrusen sinker og saboterer arbejdet og farver samvittigheden sort. På den måde går Vasja menneskeligt i opløsning, selvom Arkadij forsøger at hjælpe ham. Man forstår, at Vasja kommer fra beskedne kår og føler sig i taknemmelighedsgæld til arbejdsgiveren. Vasja ender med at gå fra forstanden, arbejdsgiveren spørger forundret, hvordan det kunne ske. Arkadij forklarer, at det skyldes den taknemmelighed, Vasja nærede over for sin arbejdsgiver, der formulerer novellens bitre ironi:
”Og den opgave han havde fået var slet ikke særlig vigtig og hastede heller ikke. Så dette menneske er altså blevet helt ødelagt uden nogen grund!”.
Som fortælleren i ”Hvide nætter” er Vasja en drømmer. Han kunne ikke forene glæden ved forlovelsen og irritationen over skrivearbejdet. Vasja bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, og to år senere møder Arkadij Liza i en kirke. Hun er nu gift og har fået et barn, men hun har ligesom Arkadij heller ikke kunnet forsone sig med Vasjas triste skæbne. Det er næppe tilfældigt, at mødet mellem Liza og Arkadij finder sted i en kirke. Dostojevskij henviser forsigtigt til, at kun i kristendommen kan et menneske finde sig til rette med verdens iboende disharmoni og hente det nødvendige livsmod. Det kan man som læser i alt fald ikke være i tvivl om, når man læser de kristent inspirerede romaner, Dostojevskij skrev 10 år efter, at ”Hvide nætter” og ”Et svagt hjerte” var udkommet.
Opholdet i Sibirien havde præget Dostojevskijs holdning og horisont så meget, at han ikke kunne blive ved de evangeliske antydninger og den sentimentale fortællestil, som disse to nyoversættelser er udtryk for. Der skulle grovere brød på bordet! Men ”Hvide nætter” og ”Et svagt hjerte” giver et fint indblik i den unge Dostojevskijs forfatterskab.
3 stjerner