Lazarus stod op, da Jesus kaldte sin ven ud af graven i Det Nye Testamente, men den 3,5 meter høje ”Lazarus”, der siden november har stået med udstrakte bronzearme foran Bispebjerg Hospital i København, er faktisk ikke kun inspireret af Jesu ven, men også af selveste Thorvaldsens Kristus-figur i Vor Frue Kirke og renæssancetegninger fra gamle anatomibøger, fortæller kunstneren Christian Lemmerz, der står bag værket.
”Begge dele er idealet af et menneske. Renæssancetegningerne viser idealet af menneskekroppen, og Jesus Kristus er jo også den ideelle konstruktion af mennesket, så de to ting har jeg kombineret i en skulptur. Jeg arbejdede i mange år på den skulptur, og jeg endte med at lave ’Lazarus’ som en helt nøgen mand. Mens den påklædte kristusfigur byder folk velkommen i kirken, byder ’Lazarus’ folk velkommen på hospitalet. Jeg ville gerne have begge verdener med, og man kan jo også sige, at kirker og hospitaler har det tilfælles, at mange kun kommer der, hvor det virkelig brænder på,” siger Christian Lemmerz, der glæder sig over, at værket nu både kan ses på vej ind og ud af hospitalet som en påmindelse om både livet og døden.
”For mig er døden absolut. Jeg kan ikke forestille mig, at vores hjerne og sjæl skulle være så adskilt, at sjælen lever videre, mens hjernen dør. Måske er jeg for meget tysker, men jeg synes simpelthen, at den tanke virker for teknisk umulig. Jeg kredser hele tiden om døden i min kunst, fordi døden dybest set er det eneste, vi kan være sikre på i livet. Alt andet er relativt.”
Mens værket leger med tanken om genopstandelsen ved at lade ”Lazarus” stå nøgen, har Christian Lemmerz også lavet et mere nedslående værk i samme forbindelse. Værket hedder ”The Last God” og er knaldsort som en slags kontrast til Thorvaldsens hvide kristusfigur.
”Mens jeg klædte ’Lazarus’ helt af, har jeg givet ’The Last God’ alt for meget tøj på, så han nærmest er ved at falde i alle de sorte klæder. Og mens Jesus-figuren i Vor Frue Kirke læner sig roligt tilbage og rækker armene frem, står ’The Last God’ nærmest og vrider sig fremad, mens armene er vendt tilbage. For døden har ikke noget at give. Den tager kun,” siger Christian Lemmerz, der også for nylig skabte ”et tavst rum” til de efterladte kolleger og pårørende til dræbte politifolk.
”Rummet er i en mellemgang på Københavns Politigård, hvor det faktisk er et slags halvprivat monument, fordi man skal have et ærinde for at komme derind. Men der brugte jeg også et klæde, der både kan symbolisere et ligklæde og et flag, på én bænk over for en anden bænk, hvor der kun lå en politikasket. Jeg prøvede at lave værket så lidt ironisk som muligt af respekt for de pårørende, der har mistet modige mennesker, der bare gjorde deres arbejde. Det burde jo ikke koste nogen livet,” siger Christian Lemmerz, der selv har fået døden tæt på de seneste år, hvor han også har set begge sine forældre dø.
Det har han tematiseret på en galleriudstilling i Hans Alf Gallery i København, hvor alle værkerne på radikal vis handler om forældrenes død.
”Som ung var jeg også fascineret af døden, fordi den var så langt væk, men nu har jeg beskæftiget mig med døden, fordi den er kommet tæt på. Dengang var den abstrakt, nu er den konkret, og det er faktisk min mest personlige udstilling. Men lige for øjeblikket har jeg det sådan, at det også bliver min sidste udstilling. Jeg synes, kunsten bevæger sig mere og mere mod at være en luksusartikel, der ikke har nogen relevans for den almindelige kultur. Musik og film har fortsat relevans, men kunsten bliver bare dyrere og dyrere,” siger han, mens vi står mellem hans egne værker, der typisk også koster over 100.000 kroner stykket.
”Min fornemmelse er, at hvis man har en vinkælder og spiller golf, så må man også have kunst på væggene. Det er lidt trist, for jeg mener, at kunsten er en meget mere farlig ting end en kronhjort på væggen hos nogle meget rige mennesker. Det gør mig trist. For mig er kunsten ikke skabt til rige mennesker, men som en undersøgelse af eksistensen. Nu er begge mine forældre døde, og det præger også udstillingen.”
”Mindet om de døde bliver til en del af vores indre liv og de landskaber, vi har inde i os, for vi er på en måde også, hvad vi husker. Det er derfor, at det er så tragisk, når folk ikke kan huske længere,” siger Christian Lemmerz, der også har lavet et uhyggeligt værk om sin far, der fik alzheimer, før han døde. Det har Christian Lemmerz vist ved at lave en hvid skulptur af faderen, der har fået farvet hele ansigtet sort.
”Jeg fandt den mest sorte farve, der var på markedet, da jeg lavede skulpturen, og det der er mit forsøg på at fange det sidste blik, jeg fik af min mor. Det var ren angst,” siger han, mens han peger på en anden stor blyantstegning, der hænger på væggen.
”Det er sjovt. Jeg tror, at det tog mig 24 sekunder at tegne den tegning, men det tog mig et halvt år at kunne gøre det så præcist. Men nu er jeg træt af at tegne kranier og zombier. Mit nye tema skal være skønhed,” siger han og smiler svagt.
”Det skønne kan være det kedelige, men det gælder alligevel om at dyrke det skønne, mens man kan. For når du møder døden, er det for sent. Jeg havde en ven, der begravede sin bedste ven, og så gik han ud af kirkegården og tænkte: ’Godt det ikke skete for mig.’ To timer senere var han død. Sådan kan man aldrig vide, hvornår døden kommer. Om fire sekunder kan du blive kørt over af en bus, så livet er nu.”