Kristendommen spænder vidt. Fra skabelsen til profettiden i Israel, til Jesus-historien og den kristne menigheds dannelse endende med fremtidshåbets udfoldelse i Johannes’ Åbenbaring.
Som kristen kan man jo vælge at lægge sin hovedvægt på en af delene. Det jyske ægtepar Esther og Hans Lauridsen i Ribe lægger vægten på den sidste del, eskatologien (fra det græske ord ”eschatos”, der betyder ”sidst” – altså læren om de sidste tider).
I den apostolske trosbekendelse, som deles af mange kristne kirker, lyder det, at vi tror på, at Jesus nu ”sidder ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Jesus skal altså komme igen ved tidens ende og åbne for en ny himmel og en ny jord.
Det er en vigtig del af den kristne tro og forkyndelse. Udformningen af denne forkyndelse har antaget mange former i kirkens historie. Der har været bulder og brag-forkyndelse med megen angst og bekymring til følge. Mange prædikanter har prædiket omvendelse, for nu afsluttes historien, og allerede nu kan tegnene ses. Krige, sygdomme, naturkatastrofer. Jo, der en grund til at være bange. Vil du være på den rigtige side?
Grundtvig digter også om dommedag, men gør det på en helt anden måde. Han gør det fra håbets synsvinkel: ”Ej mer du gruer for dommedag, du ved, din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet” (fra salmen ”Rejs op dit hoved, al kristenhed”, nr. 274 i salmebogen). Denne salme slutter med endemålet for Dommedag: ”da stråler livets krone!”.
Dette håbefulde perspektiv er ikke det jyske ægtepars indfaldsvinkel. De to er passionerede i deres optagethed af, hvilke rædsler der kommer, og at de skal advare om afslutningen og få mennesker til at forberede sig.
I begyndelsen af filmen ser man Hans og Esther køre af sted på deres el-scootere. De spiser burgere på den lokale Burger King og bliver klippet hos frisøren. De ligner mange andre pensionister, og de bor også ganske almindeligt i deres bolig i Rønnebærparken i Ribe.
De har tre børn og skal snart fejre guldbryllup. Invitationerne skal nu købes. Jo, det skal da fejres, hvis altså ikke lige Jesus kommer igen inden, og dommedag indtræffer.
De taler helt naturligt om det. Esther har altid været optaget af de sidste tider og dommedag med al dens rædsel og forfærdelse. Hun er født ind i et miljø, hvor det var opfattelsen. Moderen døde inden Jesu genkomst, men Esther har altid troet, at det ikke ville ske for hende.
Da hun mødte Hans, blev han også optaget af det samme synspunkt. De har brugt megen tid på at studere og fortolke det, Bibelen siger om de sidste tider. De har også brugt megen tid på at advare og vække andre. De har oprettet over 22.000 hjemmesider. De er aktive på Twitter, Facebook og i chatfora.
Det gælder om at forberede både sig selv og andre på tidens afslutning. Nu er de blevet gamle, men troen er frisk endnu. De har en rygsæk klar med forskelligt udstyr såsom en håndsav, en vandrenser, klatreudstyr og andre ting fra Silvan. De holder udstyret i orden. Vi ser dem købe det nyeste redningsudstyr. Rygsækkene ligger færdigpakkede i soveværelset. De er klar til selv at klatre op ad bjergskråninger, selvom hun ikke kan gå, og han lider af svimmelhed.
De holder gerne foredrag for andre om deres tro. De er ikke medlemmer af noget trossamfund, og venneskaren er skrumpet ind, men de har hinanden endnu, men det varer ikke ved. Til sidst bliver de sidste tider til en sidste tid på det personlige plan. De bliver syge.
Filmen skildrer et yderliggående kristent synspunkt. De virker som sympatiske ældre mennesker, der er varme i deres tro. Jeg har bare svært ved at forstå, hvorfor de andre dele af kristendommen fylder så lidt. Hvor er for eksempel den kristne menighed? Personligt tror jeg nu også, at Gud nok skal finde mig, selvom jeg ikke har været i Silvan for nylig.
Christoffer Dreyers film er meget loyal over for Esther og Hans. Der er ikke antydning af fordømmelse eller latterliggørelse. Den er fornem som dokumentarfilm.