Det er nærmest umuligt at fortælle, hvad denne roman handler om

Louis Jensens roman ”Stjernebilleder” er overvældende - og for meget

Louis Jensen kan næppe se en lige streg uden at trække den skæv. Det er med de skæve streger, der fortroligt søger det fantastiske, han tryller sin grænseløse og denne gang også uoverskuelige mangfoldighed frem for vor undren. -
Louis Jensen kan næppe se en lige streg uden at trække den skæv. Det er med de skæve streger, der fortroligt søger det fantastiske, han tryller sin grænseløse og denne gang også uoverskuelige mangfoldighed frem for vor undren. - . Foto: Kaare Viemose.

Den, der skal fortælle, hvad denne roman handler om, har fået en opgave, der nærmest virker umulig. Som udgangspunkt drejer det sig om en serie mord. Men en kriminalroman er det ikke, selvom visse af genrens grundelementer indgår.

Louis Jensen gør med dem, hvad der passer ham, og skaber en virkelighed, hvor alt i radikal grad er hans eget. En virkelighed, om hvilken man gerne tror, at den er dyb som universet. Det er ikke nemt at finde rundt i universet.

Historien - hvis man kan kalde den sådan - begynder med, at hovedpersonen, en billedkunstner, ansættes ved kriminalpolitiet. Åbenbart ud fra en forestilling om, at han i kraft af sin metier kan have særlige forudsætninger for at begribe, hvad der driver den huserende morder. Kunstneren er tilbøjelig til at være enig og henviser til, at intet menneskeligt er ham fremmed. Et faretruende misbrug af både det ene og det andet - samt mere endnu - spiller muligvis en rolle i den forbindelse.

Manden afslører hurtigt en sans for mystik og dermed samtidig sin oplagte kvalifikation til at være rejseleder i bogens forunderlige og gådefulde verden: ”(...) nu var det, som skubbede Guds hånd til skyerne og åbnede en dør på klem, og jeg så højt oppe himlens sortblå kuppel oplyst af stjernernes mønstre og punkter.

Jeg forbandt dem til deres billeder med linjer, der med stor skønhed, og som var de ivrige budbringere, skar hen over firmamentet, og med ét gled billederne sammen til ét eneste stort tegn, der for et øjeblik forvandlede min fortvivlelse til en skrøbelig glæde”.

I romanen indgår en såkaldt esoterisk gruppe med tanker om genfødsel, død og ofringer. Forskellige tegn, herunder måske en femtakket stjerne, som morderen har indridset på pander og kroppe hos sine ofre, har affinitet til gruppen.

En af dens medlemmer, en præst, træder ved bogens slutning tøvende frem for læserne. De øvrige medlemmer betegner han som en flok vildfarne får.

Ganske vist anerkender han, at de har en tro på det åndelige og det guddommelige, men ”helt fordrejet og hysterisk”. Hans angivelige formål har været at hjælpe dem tilbage til kirken, hvis præster han imidlertid omtaler med vrede. For, som han siger, efterhånden tror de jo ikke på noget som helst, ikke på hverken Jesus eller opstandelsen og heller ikke på Gud ”som andet end en smuk poetisk idé”.

Men er Gud alligevel en del af mordgådens løsning? Den tanke slippes løs, at han opfatter sit skaberværk som en misforståelse og vil begynde forfra. ”Se dig om: Alt, hvad der sker, er imod Guds plan: svig, krig, mord og ødelæggelse”.

Væk med det hele. Og måske har seriemorderen besluttet at hjælpe Gud. Ved at udslette.

Louis Jensen kan næppe se en lige streg uden at trække den skæv. Det er med de skæve streger, der fortroligt søger det fantastiske, han tryller sin grænseløse og denne gang også uoverskuelige mangfoldighed frem for vor undren. Med inspirationer fra kunsten, musikken, sangen og mystikken - samt fra et filosofisk anlagt sind, der finder veje, som ikke andre ser.

Den, der læser ”Stjernebilleder”, udsætter sig for en flod af lange strømmende passager, billedrige, magiske og surreelle. Man søger holdepunkter, men det er som at gribe efter det, der - så at sige - omgiver én: vand, der hele tiden er på vej et andet sted hen. Og imens spejler det stjernerne.

Det er både overvældende og for meget.