Prøv avisen

Den skændede idealist

Broby-Johansens ekspressionære digte er de rå stemningers realisme. Selv sagde han i en forsvarstale, at han ikke som den borgerlige kunst ville give nøgne kvinder et pikant bælte på, nej sandheden skulle frem i al dens gru. (Foto: Leif Tuxen og Scanpix)

Forbudte bøger: Der er stadig ætsende stoffer i Broby-Johansens digtsamling »Blod« påvirket af den tyske ekspressionisme og den 1. verdenskrigs-gru, som de unge danske digtere først og fremmest kendte gennem læsning

Ingen kunne vel se det dengang i 1922 for alle de rå udtryk med relation til især det kvindelige køn. Men egentlig er digtsamlingen en såret ynglings fortvivlelse over verden, der er så lidt ideel. Dog burde publikum have lagt mærke til det hyperromantiske slutdigt: »ENESTE«

»ROSER /

MÅNESØLVERN GRUSGANG /

DUGGET HÅR HÆLDER SEKSTEN-ÅRS

PIGESKULDER /

SAMMENSLYNGEDE SJÆLE STIGE

I BLEGBLANK MÅNES LYSE BAD/

STJERNER«.

Digtene, alle 16 i den meget korte samling, synes fremkommet ved udstregning af forbindende tekst - eller måske snarere påvirket af filmklippet fra stumfilmen. Man ser ovenstående digt for sig i filmklippene: Roser/et par elskende på en grusgang under måne/pigen læner sit hoved mod drengens skulder/klip til månen/ klip til stjerner.

Den grafiske synlighed i de konsekvent store bogstaver synes at udpege sproget netop i dets evne til at skabe forestillingsbilleder snarere end lydbilleder. Allitterationerne, dvs. bogstavrimene, f.eks. »hår/hælder« er overtydelige , næsten grafisk synlige. Selv i denne markerede idyl vil digtet ikke ofre sig til sætningsforbindende ord. Sproget vil først og fremmest være sandt, ikke overtalende, ikke forførende smidigt.

Digtsamlingen »Blod« bar undertitlen »Expressionære Digte«, og den er da også påvirket af den tyske ekspressionisme og den første verdenskrigs-gru, som de unge danske digtere først og fremmest kendte gennem læsning. En verdenssmerte finder sit voldsomme, skæve og vildt dualistiske formsprog i digtsamlingen. Symbolismens tolkning ned mod grundformlerne for tilværelsen er opgivet - i stedet kastes jegets oplevelse af storbyens og krigens umoral ud på det beskrevne. I høj grad blod og vold kastet ud på det sete.

Handlingsgangen i digtene er ofte denne: En ung kvinde voldtages til døde af soldater eller alfonser. Dør hun ikke, bliver hun gravid og får foretaget en provokeret abort, som hun måske dør af. Således i det mest indstregede digt af censuren ved domsundersøgelsen: »Bordelpige dræber ufødt«:

Skamslidt divan

/på ryggen tøs

med chemis-valk over mave

spredben

borer strikkepind

i kulhårs udfrynset vulva

gurglende/

lig køns-kryber

Her er altså alt det samlet, som var utugtigt i 1922-horisonten, netop fordi digtets udtryk var pinligt realistiske for, hvad der skete under en provokeret abort. Brobys ekspressionære digte er de rå stemningers realisme, de sårede luddere og de dræbte børn. Selv sagde han i forsvarstalen (optrykt i Morten Things genudgivelse 1988), at han ikke som den borgerlige kunst ville give nøgne kvinder et pikant bælte på, der kunne gøre det hele lummert og forførende

- nej, sandheden skulle frem i al dens gru. For Broby var jo ud over at være en såret idealist også kommunist, som bekæmpede den borgerlige verdens forløjede omgang med en forbrugt underklasse. Gennem hans digte skulle man se, hvordan det virkelig gik til i verdens tiltagende forråelse. Som digtet »Liget« slutter:

»Sælsomt blandes flodernes vårsang med mænds rå latter«.

Citatet er typisk for hele samlingens holdning og stof. Skønheden findes (vårsang) men den er fjern i en verden, der er dens totale modsætning ( rå latter). Det frygtelige er så, at det er alt det rå, der giver de bedste sproglige billeder. Negativitetens sideblik er langt mere produktivt sprogligt end positivitetens glæde. Det er jo hele modernismens grunderfaring, at f.eks. ordet »ætser« sætter mere kraft på sproget end ordet »elsker« - og fordi modernismens kunst skal virke på læseren kropsligt, ja, så vælges det chokerende »ætser«. I denne provokerende forstand er Brobys digtsamling sammen med Harald Landt Mombergs »Parole« også fra 1922 den egentlige modernismes begyndelse i Danmark.

Men Broby udgav ikke flere digtsamlinger i sit liv, han helligede sig i stedet kunstpædagogikken med sine mange bøger om malerkunst. Måske indså han, at hans særlige rå lyriske realisme ikke var mulig i et fortsat borgerligt samfund, ja end ikke mulig blandt hans kommunistiske fæller, der noget senere refererede til hans digte som »Griserier«. For som han selv talte det i Københavns Byret 22-1-1923: »I mine anklageres, i den borgerlige menings mund er det rigtigt: denne bog er umoralsk/ for den borgerlige faktiske moral er en løgn og en svindel og hvem vil beskylde disse digte for at være løgn eller svindel?

De taler om ting »man ikke må tale om«, som om der for den borgerlige civilisation var noget der var helligt/dé erotomane aber som gør det borgerlige litterære gøgl hyler om kvinden/

borgerskabet tvinger proletariatets kvinder til at sælge sig på gaderne og i caféerne og i bordellerne/«.

Læst i dag er det en meget studentikos bog, og som sagt springer den moralske forargelse over verdens dårligdomme mest i øjnene. Den dømmer fra et meget ideelt, ja, næsten drømmerisk ideelt sted og får dermed karakter at være »en fortvivlelses gestus«. Men i dens skæve vinkler, dens ordssammenstillinger, dens måde at gøre alle ordklasser lige - er den en slags tolvtone-modernitet i lyrikken , se bare »Oh, hendes ansigt lignede en væltet kasse Zns04«. Hvilket udlagt er zinksulfat.

Der er stadig ætsende stoffer i denne lille digtsamling fra 1922. Intet under, at den blev forbudt dengang. Men de fleste af de 700 eksemplarer var bragt i sikkerhed, og kun 79 blev beslaglagt.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Realia: Digtsamlingen »Blod« udkom 23. november 1922. Beslaglagt 28. november. Forundersøgelse i sagen 19. dec. Anklageskrift i sagen 28.12.1922.

Domsforhandling i Byrettens første afdeling 22. januar 1923 ( beskrevet af flere dagblade).

Bogen blev kendt utugtig efter daværende straffelov

paragraf 184. Straf : Bøde på 300kr subsidiært fængel i 14 dage. Konfiskationen opretholdtes.

Sagen ankedes af begge parter til Østre Landret, hvor den førtes 6. februar 1923 med indlæg fra 2 professorer og to forfattere, der alle forsvarede

Broby. Sagen endte med, at Byrettens dom blev gjort betinget. (Alle oplysning fra Morten Things efterskrift til genudgivelse af »Blod« på politisk revys forlag, Kbh. 1988.) Bogen blev første gang genudgivet i 1968 i Gyldendal spættebøger 1968.

Litt.

Harsløf (red): Broby – en outsider. (2000)

Morten Thing (udg. og efterskrift) : Broby Johansens BLOD. (1988)

Forbudte bøger

Det er ikke svært at finde en klassiker, der har været forbudt. Tværtimod. Op gennem tiderne har magthavere - og opdragere - forbudt bøger af moralske, religiøse eller politiske hensyn. Det er gået ud over værker af så forskellige forfattere som Giordano Bruno, N.F.S. Grundtvig, Mark Twain og Salman Rushdie. Kristeligt Dagblad sætter i denne serie fokus på en række forbudte bøger og kaster et aktuelt og historiske perspektiv ind over bogforbudets historie. Med et netabonnement kan alle artikler i serien læses på: www.kristeligt-dagblad.dk