Prøv avisen

Den slagne tager til genmæle

Et hold af forskere genindsætter i denne engelsksprogede bog biskop H.L. Martensen som en betydningsfuld skikkelse i guldalderen

Et hold af forskere genindsætter i denne engelsksprogede bog biskop H.L. Martensen som en betydningsfuld skikkelse i guldalderen

Da gallerne i 390 f.Kr. belejrede Rom, forlangte de 327 kilo guld for ikke at ødelægge byen. Romerne accepterede gallernes krav, men tribunerne beklagede sig, da de opdagede, at der blev snydt på vægten. Da kastede gallernes leder Brennus sit sværd i vægtskålen og udbrød: Vae victis (Ve de besejrede!). Ja, for det er sejrherrerne, der dikterer fredsbetingelserne og skriver historien.

LÆS OGSÅ: Danske teologer leverede krudtet til antisemitisme

Ve de besejrede! er et citat, man kan komme til at tænke på, når man læser denne nye om Hans Lassen Martensen (1808-1884), for hvad er han nemlig kendt for? Rigtigt! Han er kendt som den biskop, Søren Kierkegaard i en kaskade af skældsord og øgenavne angreb under kirkekampen 1854-55, fordi Martensen havde hyldet sin forgænger Mynster som et led i den store kæde af sandhedsvidner, der gik tilbage til apostlenes tid. H.L. Martensens skæbne blev at stå som en af dem, der modtog Kierkegaards åndelige håndkantsslag og teologiske nakkedrag og ikke siden fik rejst sig efter denne læsterlige omgang. Der er kogt mange liter suppe på det ben, for ingen kunne som Kierke-gaard karikere kirkelig velbjergethed og teologisk uselvstændighed.

Men er Martensens eftermæle berettiget? Ikke ifølge en ny , som Jon Stewart fra Søren Kierkegaard Forskningscentret har redigeret. Den præsenterer Martensen som en selvstændig, skarpt iagttagende og originalt ræsonnerende tænker, som på visse områder slet ikke stod så fjernt fra Søren Kierke-gaard endda. Martensen ud-øvede en enorm indflydelse i guldalderen, han knyttede talrige forbindelser til notabiliteter i hele Europa, og han nød en international reputation, som ingen anden dansk teolog har nydt i levende live.

Med et fint ord kalder ens forfattere Martensen for en eklektiker, dvs. en person, der stykker sin livsanskuelse sammen fra mange forskellige kilder, hvad der i 1849 får Søren Kierkegaard spottende til at undsige Martensen med følgende ord: Med Martensen ville jeg aldrig indlade mig uden at have Notarius publicus med, for dog at få noget til at stå fast.

Den unge Søren Kierke-gaardog Martensen var dog enige i, at humor er menneskets sande udtryk, for humor er jo ikke kun det at være morsom. Det er også at kunne sætte sig selv ind i et større perspektiv, og for Martensen var dette perspektiv frelseshistorien, der mindede os om, at den gode Gud ikke ville lade nogen sjæl gå tabt. Som en af bidragyderne skriver, så var der ikke megen frygt og bæven i Martensens optimistiske verdensbillede, der havde et præg af borgerlig soliditet og mådehold. Kultur og kristendom var her to sider af samme sag.

Her var Kierkegaard anderledes radikal, og han var derfor helt uenig med Martensen om, hvordan tilværelsen skulle opfattes, og hvorledes menneskelivet skulle dimensioneres. For Kierkegaard var det ikke kristendommens hvad, men det enkelte menneskes hvorledes det vil sige engagement og eksistens det kom an på. Søren Kierkegaard nærede derfor en uovervindelig aversion mod Martensens inspirator, systemtænkeren Georg Wilhelm Friedrich Hegel, der skrev de ildevarslende ord: Hvis mennesket ikke passer til systemet så bliver det værst for mennesket.

Kierkegaard fremhævede i stedet hin enkelte, der selv er tiltalt og udfordret, for det afgørende var lidenskaben og ikke videnskaben, og Kierkegaard mobiliserer en nærgående sarkasme over for den toneangivende tyske tænker: Hegel har bygget et tankens slot, men selv bor han ved siden af i et hundehus. Og manglen på radikalitet, alvor, lidenskab og derfor teologisk relevans var også, hvad der sprang i øjnene hos Kierke-gaard, når han betragtede Martensen og lyttede til, hvad han sagde. Efter Kierke-gaards opfattelse var Martensen smidig og modebestemt i sin trang til at opnå anerkendelse og anseelse, og denne autoritative afvisning af Martensen betød, at eftertiden uden uoverstigelige vanskeligheder fik ham placeret i et misliebigt skær. Ve de besejrede! Martensen beskæftigede man sig nu fortrinsvis med, fordi han havde været skydeskive for Kierkegaards polemik.

Derfor er denne nye en herlig retfærdighedsgerning, for så vidt som den viser Martensen som en tænker, der forsøgte at tænke kultur og kirke sammen i en frugtbar syntese, og som argumenterede for kristendommens relevans med henvisning til videnskaben.

Alt sammen noget, mange gejstlige drømmer om at gøre i dag.