Den smukt ophængte udstilling ”Miró og Jorn” skaber fortællinger om glæde og overskud

Kunstmuseet i Silkeborg viser en lys- og lystfyldt udstilling om Joan Miró og Asger Jorn. De traf aldrig hinanden, men øste af samme inspirationsbrønd

Centralt i Museum Jorns udstilling om Miró og Jorn hænger det store vævede tæppe, ”Den lange rejse”, som Jorn skabte sammen med Pierre Wemaere. De to traf hinanden i ungdomsårene i Paris og arbejdede sammen mange gange i løbet af deres liv.
Centralt i Museum Jorns udstilling om Miró og Jorn hænger det store vævede tæppe, ”Den lange rejse”, som Jorn skabte sammen med Pierre Wemaere. De to traf hinanden i ungdomsårene i Paris og arbejdede sammen mange gange i løbet af deres liv. Foto: engedalfotografi.dk.

Tænk at være Asger Jorn i 1936 på vej til Paris på en motorcykel.

22 år gammel og fast besluttet på at komme til den by, hvor det hele foregår. Billedkunstnere og forfattere fra store dele af verden rejser i de årtier i hobetal til byen, der ikke blot er Frankrigs hovedstad, men verdens kunstmetropol.

Paris var stedet, hvor kunsten forandrede sig hastigt, men kvalitativt, så det var der, man skulle være, hvis man havde ambitioner på det niveau, Asger Jorn (1914-73) havde.

Alle kunstnere stjæler med arme og ben, har Per Kirkeby (1938-2018) flere gange bemærket og en gang også tilføjet, at nu var han så gammel, at han tilmed var begyndt at stjæle fra sig selv og sine tidligere værker. Det er der intet odiøst i. Billedkunstnere bygger på en lang tradition og undersøger, hvordan andre før dem eller samtidig med dem har båret sig ad med at opnå dén komposition eller dét lys i maleriet.

”Tete de fumeur” fra 1924 er et surrealistisk ungdomsværk af Joan Miró. I nogle af billedets elementer finder man nogle af de figurer og symboler, den spanske maler tog med sig ind i et mere let og poetisk maleri.
”Tete de fumeur” fra 1924 er et surrealistisk ungdomsværk af Joan Miró. I nogle af billedets elementer finder man nogle af de figurer og symboler, den spanske maler tog med sig ind i et mere let og poetisk maleri. Foto: Successió Miró

Det er ud fra de iagttagelser og fra undervisning, at den gode kunstner skaber noget nyt og sit eget, der føjer véd til traditionen. Den dårligere kunstner benægter overhovedet at være blevet påvirket.

Det var netop undervisning og inspiration, som Asger Jorn ville til Paris for at finde. Den lærer – Kandinskij – han hjemmefra havde udsøgt sig, tog ikke elever, men Fernand Léger gjorde, og der traf Jorn en række mennesker – blandt dem Pierre Wemaëre, som han siden skulle arbejde tæt sammen med. Udstillingen rummer et af de mest kendte eksempler på samarbejdet mellem Jorn og Wemaëre: Det 14 meter lange billedtæppe, der bærer titlen ”Den lange rejse”, og i mange år hang på Århus Statsgymnasium.

Med tiden falmede farverne – og da det i 2000 blev udskiftet med en genvævning, blev det originale tæppe flyttet til kunstmuseet i Silkeborg. Måske er det medtaget på denne udstilling, fordi det siger noget betydningsfuldt om Asger Jorns dybfølte ønske om at arbejde tæt sammen med andre kunstnere. Livet igennem indgik han i skiftende alliancer med andre, hvor kunstnersammenslutningen Cobra formodentlig er det mest berømte eksempel.

Joan Miró (1893-1983) traf Jorn ikke i Paris, men den nyåbnede udstilling i Museum Jorn i Silkeborg påpeger, hvordan der er en række ligheder mellem de to fremtrædende skikkelser i det 20. århundredes europæiske billedkunst.

Undertiden dukker spørgsmålet op, om man kan blive i godt humør af at se på kunst? Ofte er især den moderne en alvorlig affære, hvor problemer sættes til debat, og dystopiske varsler udsendes.

Alvorlige emner berøres også i nogle af de skulpturer, malerier og vævninger, der indgår i Miró-Jorn-udstillingen. Men man kan blive opløftet over den leg og den lyst, der ligger i flere af værkerne. I udtalt grad. Som andre kunstnere var også Miró og Jorn drevet af nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der sker, hvis man sætter en farveklat hér (og ikke dér), trækker nogle streger på fladen og samler dem til et tegn eller en figur. Og på den måde – baseret på erfaringen, udsprunget af at arbejde med kunstneriske problemer hele tiden – skaber nogle fortællinger, der er så generøse, at vi frit kan gå på opdagelse. Og opdage nogle stemninger, finde vores egne historier og få associationer, der kan ændre vores syn på billeder og tilværelse.

Sådan en udstilling er ”Miró og Jorn” på sidstnævntes museum i Silkeborg. Glæde og overskud.

Miró var ankommet til Paris 16 år tidligere.

Under sit første besøg i 1919 traf han Picasso (1881-1973), der nogle år tidligere i et tæt samarbejde med Georges Braque (1882-1963) havde udviklet kubismen. Picasso, den evige forvandlingskugle, fik stor betydning for Miró, der også hurtigt blev optaget af surrealismen, som bliver en brugbar vej frem for ham mod noget nyt og mod den selvfølgelige ynde, der kendetegner Miró som moden mester.

Livet igennem – men særligt i ungdomsårene – var Joan Miró en betydelig inspirationskilde for Asger Jorn, som man også kan ane det i dette maleri ”La barbe verte” fra 1939 – få år efter Jorn tog til Paris.
Livet igennem – men særligt i ungdomsårene – var Joan Miró en betydelig inspirationskilde for Asger Jorn, som man også kan ane det i dette maleri ”La barbe verte” fra 1939 – få år efter Jorn tog til Paris. Foto: Donation Jorn, Silkeborg

Som årene går, forenkler Miró sit billedsprog til om ikke det ukendelige, så til poetiske tegn på lærredet. Det ser ud, som om det er så lidt, der skal til for at skabe fylde i billedrummet. Lidt farve, nogle streger og organiske kradserier, som måske er et græsstrå eller andet af det mindste i naturen, der pludseligt bliver stort og betydningsladet og nærmest antager en kosmisk karakter. Det mindste spejler sig i det største og omvendt og falder svævende på plads og i vægtløs balance som i en naturlig verdensorden. Drømmeagtigt og meditativt – og som det pointeres i udstillingen – introvert. Langt fra det kaos, Jorn søger med sine billeder, for kaos kan være opbrud og forandring.

Den smukt ophængte udstilling viser flere ligheder mellem de to kunstnere, hvor Miró på mange områder havde et forspring. Tidligere ude. Tidligere i Paris. Søgende, men snart med fast grund under fødderne, hvor det er blevet til et bestemt billedvokabulars muligheder, han undersøger. Vigtige symboler i surrealismen som for eksempel øjet følger med i hans videre arbejde med billedskabelse.

Børnetegningen, den såkaldt primitive kunst, det spontane (men erfaringsbårne) udtryk ligger i tiden sammen med en bevidsthed om, at alting vel i bund og grund kunne være et motivisk udgangspunkt. Maleri behøvede ikke være portræt eller gengive en opstilling. Det kunne være sig selv. Farve og komposition. Og for Jorns vedkommende gerne med energisk volumen i udtrykket.

Blandt de fælles træk ved de to kunstnere, udstillingen betoner, er for eksempel, at de begge arbejder med vævninger og ugenert bevægede sig mellem medier og materialer. Selv modifikationerne havde de tilfælles – altså overmalingerne af eksisterende billeder, der fik nyt liv og en ny dynamik.

Begge er de politisk engageret – eksemplificeret med protesten under Den Spanske Borgerkrig. Begge blev de betydelige skikkelser i europæisk kunst. Med hver deres udgangspunkt og hver deres temperament, som det fremgår af denne fortælling om, hvordan nogle kunstneriske overvejelser ligger i tiden og alligevel kan formuleres af både en som Asger Jorn, der var aktivistisk indstillet og bekendte sig til kaos, og den mere tilbagetrukne Joan Miró, der foretrak kontrolleret orden og balance i kosmos.