Når vi skal udvælge en god roman, er det i høj grad den gode historie og den spændende fortælling, vi lægger vægt på. Det viser en ny undersøgelse blandt danske læsere, omtalt i Kristeligt Dagblads aktuelle serie om læsevaner. Men hvad vil det egentlig sige, at en roman rummer de elementer?
Svend Erik Larsen er professor emeritus ved institut for litteraturhistorie på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet har forsket i fortællingens funktioner. Ifølge ham kan det, der sammenfattende kan kaldes ”den gode fortælling”, karakteriseres ved, at den både indeholder noget genkendeligt og noget nyt, og at den kan tåle at blive gentaget. For den gode fortælling bliver nemlig gentaget, fremhæver han. Derfor har vi ifølge Svend Erik Larsen altid søgt den gode fortælling:
”Det er ikke noget nyt, at vi søger den gode fortælling. De historier, der bliver genfortalt og genskabt gang på gang, indeholder den gode fortælling i en helt elementær struktur.”
Denne elementære struktur indebærer blandt andet, at vi præsenteres for en konflikt, som vi ikke ved hvordan ender. På den måde drives vi frem i fortællingen ved at stille spørgsmål undervejs, mens vi læser. Hvem er hun? Hvem har gjort det? Hvad kommer der mon til at ske? Men det er vigtigt, understreger Svend Erik Andersen, at vi kan relatere til konflikten. Ellers overlever fortællingen ikke over tid:
”I 1600-tallet var det helt store i drama og bøger konflikten mellem pligt og tilbøjelighed – altså mellem kollektive forventninger og individuel drift. Dengang var det en konflikt mellem liv og død, men i dag er konflikten i sig selv stendød i vores kultur. Derfor dør fortællingen, fordi vi mister genkendeligheden og lysten til at spørge ind til, hvad der nu kommer til at ske.”
De værker, der består gennem generationer og tidsskifter, indeholder altså konflikter, som vi fortsat kan forholde os til, mener Svend Erik Larsen. Derfor er den gode historie også sårbar i forhold til kultur, historie og tid, forklarer han, og hvad der er en god fortælling i dagens Danmark, er det ikke nødvendigvis i en anden kultur eller i en anden tid.
I den ny undersøgelse foretaget af Stig Hjarvard, professor ved institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet, står det klart, at den gode historie og den spændende fortælling ifølge de danske læsere trumfer de øvrige romankvaliteter. På spørgsmålet om, hvad der kendetegner en god roman, kunne deltagere udvælge op til to kvalitetskriterier ud af i alt seks mulige. ”Den gode historie” og ”den spændende fortælling” fik begge den højeste score på 55 procent.
Til sammenligning fik ”kunstnerisk kvalitet” kun en score på syv procent. Således må kunstnerisk kvalitet såvel som debat af vigtige emner, et gennemarbejdet sprog og hovedpersoner, man kan identificere sig med, alle bøje sig for de to fortællingsorienterede kategorier.
Anne-Marie Mai, professor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet, er ikke overrasket over, at den gode fortælling dominerer danskernes forståelse af en god roman. Det dækker over kvaliteter, som alle ønsker, og derfor er de også svære at blive klog på.
”Betegnelserne ’en god historie’ og ’en spændende fortælling’ er så brede, og vi er ikke enige om, hvad de betyder. Nogle læsere synes, at en spændende fortælling findes i en kriminalroman, mens det for andre er i en slægtsroman. Derfor er kategorierne så brede, at det bliver individuelt. Kvalitet i litteratur er for mig at se altid konkret og skal på det nærmeste tages fra sag til sag, ikke generaliseres,” siger hun.
Derfor mener Anne-Marie Mai heller ikke, den gode historie er det eneste kriterium for, hvorvidt et litterært værk overlever gennem tiden:
”De fortællinger, der overlever gennem tiden, har kunstnerisk kvalitet, men det kan betyde mange ting. Det er ikke nødvendigvis karakteriseret ved en god fortælling. Der findes monstrøse bøger, som er svære at læse. Vi kæmper med dem, og vi elsker at kæmpe med dem.”
Som eksempel på et sådant monstrøst værk nævner hun den irske forfatter James Joyces værker, som hun karakteriserer som uigennemtrængelige værker, vi elsker, fordi de er svære.
Selvindlysende eller ej, at vi søger den gode fortælling, efterlader spørgsmålet om, hvad det er, den gode fortælling giver os. Ifølge Kirsten Thonsgaard, mag.art. i dramaturgi, professionel historiefortæller og forfatter til flere bøger om fortællingen, udspringer vores trang til den gode fortælling blandt andet af vores behov for at komme overens med, at livet er skrøbeligt. Fordi vores eget liv kan forstås som en fortælling, kan vi bruge andre for-tællinger til at spejle os i.
”I fortællingen kan vi genkende vores eget liv som en fortælling eller et narrativ. Hvem vi er, er blandt andet fortællingen om, hvor vi kommer fra, hvad vi har været igennem, og hvor vi gerne vil hen,” siger Kirsten Thonsgaard.
Derfor kan vi, mener hun, gennem fortællingen reflektere over vores eget liv og valg. Og det lærer vi helt fra barnsben. Kirsten Thons- gaard fremhæver således eventyret som en genre, der rummer alle fortællingens fordele. I eventyret er der både livets trængsler og livets gentagelser, men der er også mening og håb.
Skønt forståelsen af, hvad den gode historie eller fortælling er, kan skifte, så er vores søgen mod den gode fortælling ifølge Svend Erik Larsen noget, der ligger i os som mennesker, fordi den gode fortælling appellerer til vores naturlige tilbøjelighed til at orientere os mod fremtiden:
”Den gode fortælling tvinger vores blik til at skue fremad, netop fordi vi stiller spørgsmål til, hvad der vil ske. Selv hvis bogen foregår i fortiden, eksempelvis i middelalderen, så spørger vi ind til fremtiden i dét univers. Det er indbygget i os mennesker, at vi drømmer om og planlægger fremtiden.”