Prøv avisen

Arkens van-Gogh-udstilling vidner om den hollandske malers spiritualitet

4 stjerner
Kunstmuseet Arkens lille udstilling med 28 malerier og 11 tegninger af Vincent van Gogh forsøger sympatisk at skære al den overflødige mytologi omkring kunstneren fra og i stedet koncentrere sig om det rent maleriske. Her er det van Goghs ”Sædemanden” fra 1888. – Fotos: Kröller-Müller Museum, Otterlo.

Arkens nye udstilling forsøger at anskueliggøre van Goghs rejse fra prædikant og proletar til malerisk missionær med skønheden som evangelium

De åndelige og videnskabelige brydninger i slutningen af 1800-tallet får adskillige præstesønner til at forlise i psykiske sammenbrud og tidlig død. To af de mest oplagte og dominante eksempler er den tyske filosof Friedrich Nietzsche og den hollandske maler van Gogh. Men hvor oplevelsen af ”Guds død” førte Nietzsche mod overmennesket, førte det van Gogh mod maleriet – og medmennesket.

Mistede van Gogh troen på sin fars og den institutionelle kirkes kristendom, mistede han ikke troen på naturens spirituelle kraft og vækstperspektiv. Og da han i løbet af de 10 år, hans kunstneriske virke udfoldede sig i fra 1880 til 1890, fandt sin kunstneriske form, fandt han også ind til det evangelium, der for ham var det sandeste; naturens eget. Det var naturens indfoldede orden, som van Gogh foldede ud i billeder af en skønhed, som verden ikke tidligere havde set. Van Goghs billeder var midt i denne verden, men de åbnede sig også mod en anden verden. I kunstnerens dødsår 1890 så en fransk kritiker dette som den første og skrev om van Goghs ”mærkelige, intense og febrile værker”. Siden er hans ry bare vokset.

Van Gogh er blevet større end livet selv og hans værker vokset helt uden for kategori, godt hjulpet på vej af hele mytologien omkring hans tumultariske skæbne, der i dag er en industri omgærdet af et hysteri, som er mere omfattende end det, van Gogh selv led af. Næst efter det gyldne snit er van Goghs snit i sit ene øre nok kunsthistoriens mest kendte markør. Hvor det gyldne snit markerer et klassisk motivs harmoni, markerer van Goghs snit den samlede sum af disharmoni.

Kunstmuseet Arkens lille udstilling med 28 malerier og 11 tegninger af van Gogh forsøger sympatisk at skære al den overflødige mytologi omkring kunstneren fra og i stedet koncentrere sig om det rent maleriske og hvilken indre værdi, det kunstneriske hos ham kan siges at repræsentere. Udstillingen er et lån fra et af Hollands skønneste museer, Kröller-Müller Museum i Otterlo, der har en stor samling af van Goghs arbejder.

Man kunne måske have ønsket sig, at Arken havde udvidet udstillingen med indlån af andre af van Goghs værker og perspektiveret den rent kunstnerisk med indlån af arbejder af de kunstnere, som van Gogh i perioder malede (og ønskede at male) side om side med: Paul Signac, Émile Bernard, Paul Gauguin og såmænd danske Christian Mourier-Petersen. Til gengæld vises van Gogh på Arken lige ved siden af udstillingen med den samtidige J.F. Willumsen, der jo også kunne noget med at få farverne til at skingre og i lighed med van Gogh lod fabelvæsner titte frem i sine landskaber, ligesom han med samme ildhu som van Gogh dyrkede den skotske filosof Thomas Carlyles visioner om Gud og kosmos.

Men på den anden side; nu stråler van Goghs arbejder som noget i sig selv. Malerier og tegninger sætter sig i sindet i kraft af deres egen aparte skønhed og intet andet. Helt alene får værkerne heller ikke lov at stå. Udstillingen bringer en kronologi over van Goghs korte liv og intense virke, ligesom der bringes flere citater fra van Goghs mange breve til broderen Theo, der ud over at være en enestående kilde til van Goghs liv og brødrenes dybe samhørighed også er en slags kunstneriske og konfessionelle poetikker. Eksempelvis skriver van Gogh til broderen om sin glæde ved bøndernes arbejde med jorden. Van Gogh følte og tænkte sig selv som en bonde, der med sit arbejde skulle gøde jorden og gøre nytte: ”Jeg pløjer mine lærreder, som de gør deres marker.”

Brevcitatet får bærende betydning for Arkens udstilling. Både teknisk og motivisk og i sidste ende spirituelt. Selvom van Gogh kom fra en privilegeret og ressourcestærk familie og var uddannet inden for en verden af kunst og kunsthandel, ønskede han i en vis forstand af proletarisere sig selv og blive prædikant for de mennesker, der sled i bunden af samfundet, minearbejdere og bønder. Efter at have opgivet sine egentlige teologiske studier, fraskrev van Gogh sig alle ydre tegn på velstand og blev løsgående prædikant for de udsatte. Da den protestantiske kirke modsatte sig hans virke som ”kulminens Kristus”, opgav han sit missionsarbejde for i stedet at hellige sig kunsten.

I begyndelsen af 1880’erne manifesterede van Gogh sig ved netop at skildre arbejdere og bønder, bundet dybt i det jordiske. Van Gogh afbilder dem rustikt og solidarisk i jordbrune og mørke farver inspireret af de store franske kunstnere fra Barbizon-skolen, ikke mindst Jean-Francois Millet, som fik blivende betydning for van Gogh. Også han havde skildret bønderne under arbejdet med markens grøde og døden som sliddets følgesvend. I midten af 1880’erne, hvor van Gogh rejste til Paris, skifter paletten farve under indflydelse af de franske impressionister og postimpressionister, ligesom van Gogh kommer under indflydelse af symbolisternes åndelige søgen, der talte til hans egen passion.

Van Gogh udvikler de følgende år sin særlige farvestyrke, ikke i udvendig bravur, men af indre nødvendighed, for netop at kunne fastholde passionen i det skildrede. For motivisk ændrer van Gogh ikke linje. Det er fortsat mennesket i naturen og naturen i sig selv, der folder sig ud på hans lærreder. Rent teknisk begynder van Gogh her at ”pløje” lærreder med disse karakteristiske parallelle strøg af fed opkørt farve. Han gøder sin kunst og lader den – i flere henseender – blomstre. Jorden tager, men jorden giver også. Maleren er som sædemanden, der befrugter jorden, så menigheden kan høste afgrøden.

På Arkens udstilling er der et par stærke billeder af dette yndede motiv hos van Gogh: sædemanden, der strør kornet ud på marken i det stærkest tænkelige modlys, så han står som en silhuet mod himlen. Lignelsen om sædemanden, der jo kendes fra flere af evangelierne, optog van Gogh. Han ønskede ikke, at hans korn skulle falde på stengrund. Tværtimod ønskede van Gogh at skabe en kunst for de lydhøre, der i hans kunst kunne se, hvilken gave naturen er. Derfor satte han hele sin kunstneriske energi ind på at afbilde naturen så levende og lysende, frodig og blomstrende som overhovedet muligt. Ja, man kan sige at van Gogh forsøgte at transformere sit eget maleri til levende natur. I sin sidste maniske periode malede han flere billeder om dagen derude i markerne, på stedet og med stedets væsen indoptaget og hans eget væsen udkrænget. Van Gogh bliver vitalist og ekspressionist, før de genrer og begrebet overhovedet havde fået et navn.

Van Goghs malerier fra anden halvdel af 1880’erne vidner om van Goghs spiritualitet. Mister han troen på kirken som institution og præsten som institutionens sande forvalter, mister han ikke sin tro og religiøsitet. Han forbliver søgende og ønsker i forlængelse heraf at udvikle et malerisk formsprog, der stemmer overens med hans spirituelle søgen. I sine breve skriver han om ”Kristus som den store kunstner” og om Gud. Men han skriver primært uden om Gud mod noget andet, det Andet, det numinøse. Van Gogh skriver om det ”uendelige”, det ”sublime”, det ”hvide lys” og mest af alt bare om ”det”. Det er van Goghs ambition på sandeste vis at afbilde ”det”.

Som hos vor egen mest visionære poet fra det 20. århundrede, Inger Christensen, bliver ”det” van Goghs betegnelse for alt ”det”, hvorom vi ikke kan tale, men som så i stedet i tilfældet van Gogh kan visualiseres, så den andægtige tavshed bliver synlig. Gud er ikke død for kunstneren, hans væsen er i naturen og hos de mennesker, der lever i pagt med dens vækstformer: ”Man finder det allevegne, verden er fuld af det, måtte vore hjerter fyldes af det og blive så meget mere, og mere”, som van Gogh skriver henført i et brev. Man kan – som den hollandske kunsthistoriker Wouter van der Veen påpeger i kataloget – næsten tale om en skabelsesteologi i van Goghs kunst og se hans billeder – som den danske kunsthistoriker Lise Serritslev Petersen har gjort det – som udtryk for en ”religiøs karisma”.

På Arkens udstilling er der flere nærstudier af naturen: en høstak, en have med blomstrende træer og buske, en skovbund eller blot et stykke græs, der er malet, så hvert enkelt strå er synligt og kalligrafisk løfter sig i et flor af farver mod den himmel, som ikke længere er synlig, men en skjult forudsætning. Van Gogh var, som adskillige andre kunstnere og designere i epoken, intenst optaget af japansk kunst og skriver om den japanske kunstner i et brev til Theo: ”Han studerer et enkelt græsstrå (…) Prøv at give det en tanke, er det ikke næsten en ny religion, der bliver prædiket for os af disse japanere, der lever så jævnt og ligefremt et liv i naturen, som var det selv blomster?”.

Selvom Arkens udstilling med van Gogh ikke er fuldstændig eller fyldestgørende, er den der jo. Nydeligt præsenteret og formidlet til tiden. Det er ikke hver dag, at man i Danmark kan se 28 malerier af van Gogh, ja faktisk skal man 50 år tilbage i tiden til en udstilling på kunstmuseet Louisiana for at finde noget tilsvarende. Der er ikke tvivl om, at van Gogh gerne ville sige ”det” med blomster, og at han selv gerne ville have været en blomst, sådan som han opfattede de japanske kunstnere.

I stedet var han et menneske på en vanskelig mission, hvor det handlede om at få kunsten til at befrugte verden og lyse med en kraft, der var lige så stærk som de Guds ord, som troens forvaltere i epoken ikke længere kunne indgyde sandt liv. Van Gogh ønskede i stedet at skabe et billedkunstnerisk bevis for Guds eksistens.

Det satte han som bekendt alt ind på.

Vincent van Goghs ”Hospitalets have i Saint-Remy” fra 1889.
Vincent van Goghs ”Kvindehoved med hvid kyse” fra 1884-85.
Vincent van Goghs ”Stynede piletræer ved solnedgang” fra 1888.
Vincent van Goghs ”Slugten (Les Peiroulets)” fra 1889.
Vincent van Goghs ”Bondekone høster” fra 1885.