Filminstruktører har altid forsøgt at indfange den overnaturlige og spirituelle verden, selvom det teknisk set er i strid med den virkelighed, kameraet af naturlige årsager kun er i stand til at fange. I øjeblikket kredser en bølge af spirituelle film om personlig udvikling på et åndeligt niveau. Det gælder for eksempel "You Will Meet a Tall Dark Stranger" af Woody Allen, der tidligere har lavet film om gengangere og denne gang kaster sin sarkastiske humor over overtro, ånder og spådom.
LÆS OGSÅ: Åndelighed og okkultisme spøger i nye film
Filmhistorien er fuld af gengangere, magi, ånder og fabelvæsner. En af de helt store "åndelige" filmskabere er vores egen Carl Theodor Dreyer, som overførte sin interesse for livets åndelige dimensioner i flere af sine film, for eksempel "Vampyr" fra 1932, "Vredens dag" fra 1943 om hekseri og "Ordet" fra 1955 om mirakler. Dreyer står som en af de første af de store "åndelige" filminstruktører, herunder Robert Bresson, Ingmar Bergman, Andrej Tarkovskij, Krzysztof Kieslowski og Lars von Trier. Det mener Peter Schepelern, lektor på Center for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, som i seneste nummer af filmmagasinet Ekko har bidraget med artiklen "Ånden i filmrullen".
SE TEMA: Film og religion
"Dreyer stod for en lødig åndelighed. 'Vampyr' var måske mere kulørt, men han lavede nogle fine film om den åndelige dimension. Hans film, for eksempel "Jeanne d'Arcs lidelse og død", fokuserer på det ideelt stræbende menneske, væk fra jordelivets banaliteter og op mod troens rene himmel," siger Peter Schepelern.
"Filmens store udfordring, når det kommer til åndelige temaer, er at gøre det usynlige synligt. Dreyer sagde, at ansigtet er sjælens udtryk. Filmen kan ikke vise tanken, men hvordan mennesket rammes af en følelse, der virker overbevisende til at skildre åndelige, irrationelle fænomener," siger han.
Det gør Dreyers film om Jeanne d'Arc. Her lykkedes denne kunst ifølge Schepelern til fulde i nærbillederne af Maria Falconettis lidende ansigtsudtryk:
"Det bliver en slags visuel adgang til den åndelige dimension," siger filmeksperten.
Spirituelle film dækker i virkeligheden over en bred vifte af filmgenrer, der vil vise, at der er mere mellem himmel og jord. De rummer alt fra både den åndelige, den eventyrlige og den okkulte verden. Den nye bølge af spirituelle film afspejler i høj grad det moderne og ekstremt individuelle menneskes udpluk af mere eller mindre etablerede religioner og spiritistiske verdener, der skal hjælpe én på vej på en åndelig rejse. Det gælder for eksempel i "Spis, bed, elsk" med Julia Roberts om en kvinde på udviklingsrejse i Indien. Men det er især det okkulte univers med genfærd, spøgelser og andre dæmoner, der gennem tiden har trukket folk i biografens mørke. De seneste år har især vampyrfilm fået en genkomst på lærredet.
"Vi drages af spøgelser, genfærd og det grufulde. Det er lavet af det samme stof som religiøs tro. Oplevelsen forløser noget i os, selvom de færreste tror på det, og det strider mod fornuften," siger Peter Schepelern.
Ifølge teolog og lektor på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet Geert Hallbäck er vampyrtænder og gennemsigtige spøgelser ikke så langt fra virkeligheden, som man ellers skulle gå og tro. For det handler om liv og død og menneskets to sider.
"Vampyrer er dobbeltvæsener, der både er fascinerende og frygtelige. De er gengangere. En død, som ikke er død alligevel. De vil ikke give slip på livet og lever om natten. Det er lys og mørke fra Bibelen og mytologien. Det er også menneskets dobbelte væsen. Vi er ikke kun civiliserede, men også farlige, dyriske og dræbende," siger Geert Hallbäck, som selv er optaget af vampyrfilm og er blevet overrasket over den store vampyrfascination blandt unge, der har gjort Twilight-serien til et fænomen.
"Der er en bred fascination af døden blandt unge. Døden tiltrækker de store følelser og ikke længere sex. Nu er afholdenhed blevet tiltrækkende, mens døden er det fascinerende. Der er en dragning mod døden som det mystiske," siger Geert Hallbäck, som savner et religiøst funderet alternativ til de unge, når de bliver voksne, og døden afmystificeres.
Men kristne film har aldrig været den store kunstneriske oplevelse. Blandt bibelske film og såkaldte Jesus-film er der kun få, der hæver sig op over det trivielle, mener Geert Hallbäck, der kun kan komme på tre gode film med kristendom som omdrejningspunkt: Mel Gibsons lidelsesberetning "The passion of the Christ", den italienske instruktør Pier Paolo Pasolinis "Matthæusevangeliet" fra 1964 og Martin Scorseses "The Last Temptation of Christ" fra 1988. Peter Schepelern er enig:
"Der er en lang og fad tradition for søndagsskoleagtige film, når det handler om at formidle den konventionelle kristne historie. Religion og tro har dog inspireret til stor kunst. For eksempel er Bergmans 'Hvisken og råb' fra 1972 stor filmkunst."
