”Bang og Betty” gik sin sejrsgang på Folketeatret i 2012, og Ole Lemmeke modtog lovprisninger for sin skildring af forfatteren og dandyen Herman Bang. I det tidlige forår 2015 turnerer ”Bang og Betty” landet rundt, fortsat med Lemmeke i hovedrollen, men tilsat et nyt tremandsensemble.
Vi møder Herman Bang og Betty Nansen (Karin Bang Heinemeier) under prøverne på Strindbergs erotisk højspændte stykke ”Frøken Julie” i 1898. Bang har kastet sin kærlighed på den flotte, men talentløse Fritz Boesen (Morten Hemmingsen), som han har hyret til at spille Frøken Julies elsker. Forsmået og seksuelt frustreret i sit ægteskab med Gyldendal-redaktøren Peter Nansen kaster også Betty sit begær på den intetsigende Boesen. Dette trekantsdrama danner baggrunden for debatter om forskellige verdensopfattelser, homoseksualitet og kvindefrigørelse, som understreges af antagonisten Johannes V. Jensens (Thomas Jacob Clausen) entré.
Det moderne gennembrud ligger som klangbund under forestillingen. Bang var forhadt i forfatterkredse for sit forsøg på at introducere fordærvede emner og et nøgternt syn på virkeligheden til litteraturen. Og som fremtrædende homoseksuel var han genstand for latterliggørelse i medierne. Ole Lemmeke er fabelagtigt autentisk i sin inkarnation af Herman Bang. Han er spaltet i to, og i sprækkerne i hans overteatralske panser kan man glimte den ”rigtige” Bang i evig angst for at lade sig knække af sin usikkerhed og kærlighedssyge. Vekselvirkningen mellem de to modi og samspillet med Betty fungerer, og i sit skuespil i skuespillet styrer Lemmeke på kontrolleret vis sin figur først i den ene så i den anden retning.
Der er et utal af nuancer i Bangs højtravende taler og bombastiske dialog med Betty, som er med til at skabe en afrundet og kompleks karakter. Dialogen foregår i et tidstypisk sprog, og replikkerne leveres i raskt tempo, præcist og prompte, og ørerne skal på stilke, hvis man skal gøre sig håb om at fange pointerne.
Der er noget monumentalt og graciøst over Karin Bang Heinemeier i rollen som Herman Bangs veninde og elev Betty Nansen. Hun holder stand og lader sig ikke overspille af Lemmekes flagrende udfoldelser. Med sit kantede, stærke ansigt og sin ætsende skepsis gengiver hun flot den kvinde, hvileløs og kampklar, som var med til at revolutionere kvindeidealet i dansk kultur. Det er i den grad Betty, der har støvlerne på.
Thomas Jacob Clausen spiller en lidet jysk-klingende Johannes V. Jensen, som fremstilles fra Bangs eget synspunkt: en omvandrende stivkrampe med sideskilning, skånselsløst tordnende mod den moderne litteratur - og ikke mindst mod det, han kalder ”abnorme kønsforhold”. Det er hans harske ord, der i sidste ende sender Bang på flugt.
I anden akt springer handlingen otte år frem til Bang og Bettys genforening. Bang er just hjemvendt fra endnu en psykiatrisk indlæggelse og ligner en knækket mand, mens Betty derimod har fået endnu mere pondus end før. Desværre taber stykket pusten og sammenhængen mod slut.
Hvorfor Betty forbliver tro mod den ulideligt selvoptagede Bang forbliver et mysterium. Og Johannes V. Jensens forsøg på forsoning er unødvendigt tvetydig.
”Bang og Betty” er en flot skildring af det komplekse menneske Herman Bang og en gennemgang af kulturhistorien, som dog forudsætter et vist kendskab til tidsånden og karakterernes indbyrdes forhold.