Nikolaj Rimskij-Korsakov (1844-1908) er en af alle tiders mest spraglede komponister, forstået på den positive måde. Hans orkestermusik er karakteriseret ved en sjælden evne til at bruge hele paletten og fremtrylle de mest eksotiske klange. Det mest berømte eksempel er nok den symfoniske suite Scheherazade med en duft af 1001 Nat, men Rimskij-Korsakov skrev også hele symfonier, kammermusik og en række fantasifulde operaer.
LÆS OGSÅ: Den romerske nattergal
Det kan man forvisse sig om ved at anskaffe sig en boks med hele 25 cder på lavprismærket Brilliant. Der er betydeligt flere gevinster end nittere i denne boks, hvor man både kan opleve britiske ensembler som Philharmonia og London Symphony Orchestra (med de tre symfonier), det armenske filharmoniske orkester (med Scheherazade) samt naturligvis en række russiske ensembler, mange af dem af allerhøjeste standard.
På den femte disk gælder det orkestersuiten fra operaen Legenden om den usynlige by Kitesj, hvor Jevgenij Mravinskij dirigerer Leningrad-filharmonikerne i en optagelse fra april 1949. Lydkvaliteten er ikke just prangende, men det glemmer man efter få takter.
På samme skive kan man opleve Vojevoda-suiten med Bolsjoj-operaens orkester, dirigeret af Svetlanov, og Rimskijs klaverkoncert i cis-mol, opus 30, spillet af Svjatoslav Richter og dirigeret af Kiril Kondrasjin. Efter nogle sange og kantater følger en række spændende operaer: Majnat i en Bolsjoj-indspilning fra 1995, Snepigen (1985) med det bulgarske radioorkester, dirigeret af Angelov, og flere andre spændende sager, blandt andet en komplet udgave af Legenden om den usynlige by Kitesj fra Moskva 1956 og den lille perle på godt 40 minutter Mozart og Salieri, sunget på russisk af henholdsvis tenoren Maslennikov som Mozart og bassen Nesterenko som den fæle Salieri, der forgifter geniet (en skrøne, der stammer fra den berømte russiske digter Pusjkin, som står bag librettoen).
Den 25. og sidste skive byder på en overraskelse: Vi får endnu en gang den 3. symfoni, denne gang med Gennadij Rosjdestvenskij, samt en alternativ udgave af Scheherazade med Bolsjoj-orkestret dirigeret af Nikolaj Golovanov.
Teknikken på denne indspilning, der stammer fra januar 1950, er bestemt ikke noget at skrive hjem om. Hvad vi så skal med den? Jo, det er ingen ringere end David Oistrakh, der spiller soloviolinstemmen og dermed giver den skønne sultaninde mæle.
Der er ingen tekster til de mange sange og operaer, man henviser i stedet til hjemmesiden brilliantclassics.com. Prisværdigt er det imidlertid, at der er anført årstal for optagelsen af samtlige værker. At lytte sig igennem denne boks er en spændende og spraglet musikalsk opdagelsesrejse.
Sol og jord
Duo Hélène Grimaud, klaver, og Sol Gabetta, cello Schumann, Brahms, Debussy og Sjostakovitj DGG 479 0090.
Duo er det korte navn på en ny cd fra DGG, hvor pianisten Hélène Grimaud og cellisten Sol Gabetta har forenet deres betydelige talenter og spiller fire værker: Robert Schumanns Drei Fantasiestücke, opus 73, Brahms 1. cellosonate i e-mol, opus 38, Debussys cellosonate i d-mol og Sjostakovitjs cellosonate i d-mol, opus 40. Et særdeles fyldigt program, der med Brahms og Sjostakovitj som sværvægterne sniger sig op på godt fem kvarter. Der er rigtig mange pæne ting at sige om de to kvindelige musikere og deres samspil, men det klarer de så glimrende selv i en samtale med Christine Lemke-Matwey, hvor de blev udspurgt om, hvordan de ville karakterisere hinanden. Grimaud lægger ud med lovordene:
Sol er som sit fornavn Sol, le soleil, il sole, the sun! Hendes spil har så meget lys og varme og vitalitet, det udstråler energi på samme måde, som solen holder vores univers i live. Hvad er musik? Et udtryk for kærlighed! Når Sol spiller, fornemmer jeg i sandhed det.
Omvendt mener Sol, at Hélène er som jorden. Hun giver Sol fodfæste ja, det kan lyde mærkeligt, men hun er som et hus, hvor jeg føler mig tryg. Jeg har aldrig tidligere haft en så stærk følelse af ikke at være alene på scenen som sammen med Hélène.
Gensidig selvros kunne man kalde det, heldigvis af den kærlige slags. Der er tilsyneladende tale om et symbiotisk makkerpar. Om læserne nu også vil få en oplevelse af sol og jord, skal jeg lade være usagt, men er man til godt cellospil med en årvågen og lydhør klaverledsagelse, er her en cd, man alvorligt bør overveje at anskaffe sig.
