Prøv avisen
Mit livs værk

Den sproglige udviklingshistorie toppede med Johannes V. Jensen

Johannes V. Jensens (billedet) lyriske sprog er uopnåeligt at matche, mener Bent Jørgensen. Foto: Scanpix

Tidligere Zoo-direktør købte i 1950'erne Johannes V. Jensens bog om ”Dyrenes forvandling”. Den er han vendt tilbage til mange gange - ikke mindst på grund af Jensens sublime sprog

Allerede som barn var jeg både interesseret i bøger og dyr. Og det har fulgt mig siden.

Dyrene blev min levevej som zoolog, og bøgerne bandt mig sammen med min kone.

Da jeg vågnede op i hendes seng for 50 år siden og så hen på den dengang fremmede piges bogreol, hvor Knud Sønderbys ”Samlede essays” stod og lyste op, vidste jeg, at jeg havde ramt plet. For da vidste jeg, at vi havde noget tilfælles.

Jeg var selv meget begejstret for Knud Sønderbys morsomme og velskrevne essays, der var blevet trykt først i Politiken og senere i bogform på Gyldendal. Han var en sproglig stilist, som jeg ofte er vendt tilbage til senere i livet. For det er dejligt at kende kvalitetsforfattere, når man bliver træt af at læse sætninger, der nok er gode, men aldrig rigtig fremragende. Her har Knud Sønderby ofte reddet mig. Men det er og bliver Johannes V. Jensen, der har været mit livs sproglige ledestjerne.

Johannes V. Jensens lyriske sprog er uopnåeligt at matche, men det har været det, jeg har sigtet efter som skrivende menneske hele mit liv.

Hans digtning er mageløs, og jeg betragter ”Kongens fald” som en af de største danske romaner, der er skrevet, ligesom hans ”Himmerlandshistorier” og seksbindsværket ”Den lange rejse” er bøger, jeg kan vende tilbage til igen og igen. Men den mest lasede bog, jeg har af Johannes V. Jensen, er ”Dyrenes forvandling”, som mere er en skolebog end en roman. For den forsøger at gennemgå udviklingshistorien ud fra den viden, der var tilgængelig om alt fra ørentviste til flodheste i 1920'erne, hvor bogen blev til.

Jeg læste den først i 1950'erne, da jeg selv var i 20'erne. Og jeg kan huske, hvordan jeg begejstret fandt den i et af de mange antikvariater i Fiolstræde i København, mens jeg læste zoologi på Københavns Universitet. Titlen appellerede selvsagt til min store interesse for dyr, og bogen skulle vise sig at blive en sand skatkiste af smukke formuleringer om dyr og deres udviklingshistorie - med visse digteriske friheder.

For eksempel har han en sjov og sanselig beskrivelse af træspidsmusen, som man lidt finere kalder tupaia. Den ligner en mellemting mellem et egern og en spidsmus, men på Johannes V. Jensens tid havde man fundet ud af, at den faktisk er en slags meget primitiv abe. Og Jensen skriver virkelig morsomt om denne forfremmelse til primat, som elefanterne truttende billiger, mens gnaverne og insektæderne virker misundelige, imens chimpanserne opfører sig som en arrogant adelig loge, der ikke interesserer for optrinet, mens bavianerne til gengæld flår rasende i grenene over udsigten til at få denne lavtstående tupaia op i deres rækker.

Om Johannes V. Jensen nogensinde selv havde set en træspidsmus, er mere tvivlsomt. Jeg sørgede selv for, at vi fik den i Zoologisk Have i min tid som direktør, fordi jeg syntes, at det var et morsomt dyr.

Jeg har ”Dyrenes forvandling” fremme mindst en gang om året, og inden jeg blev direktør for Zoologisk Have, brugte jeg ofte citater fra bogen i mine freelanceartikler for Information. For i mine øjne har ingen danske forfattere overgået Jensens sprog siden, men jeg kunne godt ønske mig, at vi havde en som ham i dag, der kunne gendigte evolutionshistorien ud fra alt, hvad vi ved i dag - med Jensens sprog.