Prøv avisen

Den stærke maler med det skrøbelige sind

Maleriet af det kraftigt brændende sankthansbål, omgivet af Skagens notabiliteter, betragtes af mange som P.S. Krøyers "Magnus Opus", det afgørende storværk, som omfavner den berømte kunstners store livsværk. Og det er da også et værk, der kan ses som kunstnerens forsøg på at sætte et spejl op foran sig selv og de mennesker, der prægede hans livsbane. -Arkivfoto.

P.S. Krøyer var berømt i hele Europa, længe før han tog til Skagen, men malerierne fra Danmarks top gav ham det folkelige gennembrud. Psykisk sygdom og personlig sorg tog dog alt for tidligt livet af Krøyer, som med sin død for præcis 100 år siden lukkede et afgørende kapitel i dansk kunsthistorie

Krøyer var stjernen. Jo-jo, alle Skagensmalerne fortjener deres anerkendelse, men hos Peder Severin Krøyer var der ligesom mere af det hele. Skagensmalerne var alle talenter. Krøyer var talent uden sammenligning.

"Ofte malede Skagensmalerne de samme motiver, og her siger historien, at når de andre var færdige, havde Krøyer malet ikke bare motivet, men også haft tid til at portrættere de andre kunstnere. Og der er ingen tvivl om, at Krøyers ankomst til Skagen havde afgørende betydning for det gennembrud, som Skagensmalerne fik i slutningen af 1800-tallet."

Lisette Vind Ebbesen, direktør ved Skagens Museum, lægger ikke skjul på sin fascination af Krøyers kunstneriske styrke, mens hun viser vej gennem museets lyse og højloftede lokaler.

Krøyer var også berømt i sin samtid

Og sådan er hun langt fra den eneste, der har det. Allerede i sin samtid var Krøyer berømt langt udenfor Danmarks grænser og populariteten har holdt sig helt op til i dag, hvor hans malerier sælges til rekordpriser på millioner af kroner, når auktionshusene en sjælden gang får dem under hammeren.

"Som kunstnerkollektiv var Skagensmalerne et fantastisk fænomen, hvor alle inspirerede og bidrog til at gøre hinanden bedre, men Krøyer er den fra gruppen, der præsterede mest udenfor kollektivet og som opnåede den største internationale anerkendelse i sin levetid", siger Lisette Vind Ebbesen.

P.S Krøyer: Født på samfundets bund

At det skulle gå sådan, havde de færreste næppe troet, da P.S. Krøyer blev født i Stavanger i Norge den 23. juli 1851. Som kunstner blev han hyldet i de fornemste kredse, men fødslen foregik på samfundets bund, på Stavangers "Kombinerte stiftelse", datidens betegnelse for fattiggård og sindssygehospital.

Her var Krøyers mor Ellen Cecilie Gjesdahl indlagt med voldsomme depressioner, og da det stod klart, at hun ikke kunne passe sin søn, blev Peder Severin Krøyer allerede i sit første leveår sendt til København, hvor han blev adopteret af moderens søster, Bertha Cecilie Krøyer, gift med marinezoolog og professor Henrik Nikolaj Krøyer.

I Krøyers nye hjem opdagede man hurtigt, at den unge Peder Severin havde et mere end gennemsnitligt talent for at tegne.

I Illustreret Tidende fra september 1881 kan man i et portræt af den på det tidspunkt 30-årige Krøyer eksempelvis læse, at "Et og Andet af, hvad den vordende Kunstner frembragte, maa vel have hævet sig over, hvad Smaabørn almindelig kradse op; saa meget er ialtfald vist, at han neppe var stort over ni Aar gammel, da hans Tegnefærdighed alt blev tagen i praktisk Formaals Tjeneste".

På det tidspunkt var Krøyers adoptivfar netop i gang med et større værk om de såkaldte snyltekrebse, der suger blod og liv ud af større fisk. Ganske usædvanligt fik Peder Severin lov at se de små parasitter i mikroskopet, hvorefter han blev opfordret til at tegne dem. Og her blev adoptivfaren så imponeret, at flere af den ni-årige drengs tegninger kom med i det færdige værk, "Monografi over Snyltekrebsen".

Aktiv karriere

Dermed var kursen udstukket for den unge Krøyer, der først blev indskrevet på Frederik F. Helsteds private kunstskole, hvorfra han som 13-årig fortsatte på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Herfra kastede han sig straks ud i en aktiv karriere med portrætmalerier og flere udstillinger, indtil han i 1877 tog på studietur i Spanien, Italien og Frankrig.

"Inspirationen og undervisningen fra rejserne i Europa blev afgørende for Krøyer. Her gjorde han for alvor op med den idealisme, der tidligere havde præget malerkunsten og blev i stedet en af de førende indenfor den bølge, der repræsenterede en mere realistisk og spontan udtryksform," fortæller Lisette Vind Ebbesen.

Krøyers første store gennembrud kom med maleriet "Italienske landsbyhattemagere", baseret på et besøg i den italienske landsby Sora di Campagna i 1879. Billedet af de to udmagrede drenge, der hjælper den fattige hattemager, blev betragtet som et gennembrud og blev belønnet med en medalje af tredje klasse på Parisersalonen, datidens kunstneriske højborg.

Krøyer blev kritiseret for at skildre fattigdommen

I Danmark blev maleriet dog modtaget med skepsis, og Krøyer blev kritiseret for i det hele taget at skildre fattigdommen, eksempelvis af Højskolebladets anmelder:

"Ufattelig bliver det, hvorfor en Kunstner med Krøyers Dygtighed og Ævner har Lyst til at anvende sin Penselfærdighed paa hine skindmagre, skidengule, halvnøgne Hattemagerarbejdere; med mindre han med Farver har villet forsvare Darvinismens Abetheori, thi i saa Tilfælde har han talt tydelig nok. Imidlertid tror jeg den upartiske Betragter vil betvivle, at hin næsedryppende Menneske-Bavian og de snavsede Unger er et Virkelighedsbillede, de gjør langt snarere Indtryk af at være Fantasifostre".

Trods hård kritik blev Krøyer som bekendt både berømt og hyldet i sit hjemland, og her spiller Skagensmalerierne en afgørende rolle. Før sin første tur til Skagen i 1882 var Krøyer allerede aktiv i et kunstnerkollektiv i den nordsjællandske fiskerby Hornbæk. Men i Skagen blev han for alvor overvældet af naturen, menneskene og ikke mindst kunsternes sociale liv, hvor Krøyer hurtigt blev midtpunkt sammen med malerægteparret Anna og Michael Ancher samt maleren og digteren Holger Drachmann.

"Kunsterne mødtes på Brøndums Hotel, som Anna Anchers far ejede, hvor de diskuterede kunst og holdt selskaber. Krøyer blev straks så begejstret for Skagen, at det blev en fast tradition at komme tilbage hvert år. Krøyers tilstedeværelse skabte opmærksomhed og var derfor med til både at tiltrække flere kunstnere og styrke Skagensmalernes kunstneriske styrke og identitet. De lokale undrede sig ganske vist over kunstnerne i deres hvide tøj, men det hjalp jo lidt, at de blev betalt for at stå model," forklarer Lisette Vind Ebbesen.

Krøyer var på dette tidspunkt stadig ungkarl, men i 1888 rejste han til Frankrig, blandt andet for at besøge ægteparret Ancher, der var på kunstrejse. Her mødte han den 16 år yngre Marie Triepcke, kendt som "Københavns smukkeste kvinde", der delte Krøyers passion for maleriet og selv havde haft flere udstillinger, blandt andet på Charlottenborg.

Ægteskabet med Marie Krøyer

De to berømte kunstnere blev straks forelskede og da de året efter blev gift, var det en national begivenhed for medierne, der i bedste sladderbladsstil levede godt af historierne om ægteskabet mellem Danmarks mest berømte maler og den smukke Marie.

Også Marie blev fascineret af Skagen og det landskendte par købte snart deres eget hus i Skagen, selv om de stadig boede det meste af tiden i København.

I årene med Marie malede Krøyer flere af de billeder, der i dag er blevet nationale ikoner. Malerierne er i dag spredt over hele verden, men Skagen Museum råder stadig over en perlerække af Krøyers værker, deriblandt "Sommeraften ved Skagen" og "Roser", der begge viser Marie Krøyer samt storværker som "Sommeraften på Skagen Sønderstrand", der viser Marie Krøyer og Anna Ancher samt "Sankt Hans blus på Skagen Strand".

Krøyers afgørende storværk

Netop maleriet af det kraftigt brændende Sankt Hans-bål, omgivet af Skagens notabiliteter, betragtes af mange som Krøyers "Magnus Opus", det afgørende storværk, som omfavner den berømte kunstners store livsværk. Og det er da også et værk, der kan ses som kunstnerens forsøg på at sætte et spejl op foran sig selv og de mennesker, der prægede hans livsbane.

Krøyer begyndte at male på værket i 1892, da han som både kunstner og i ægteskabet med Marie trivedes og var elsket og feteret. I 1895 får de datteren Vibeke, men Krøyer begynder i perioder at få det dårligt. Tilstanden udvikler sig til egentlige depressioner - som hos Krøyers biologiske mor - og i begyndelsen af 1900-tallet er han i flere omgange indlagt på Middelfart Sindssygehospital.

Sygdommen satte også sit præg på ægteskabet, og i 1902 indleder Marie et forhold til den svenske komponist Hugo Alfven, som hun møder på en rejse til Italien. P.S. Krøyer nægter at lade sig skille. men Marie holder kontakten til Hugo Alfven, der da også besøger hende i Skagen flere gange. Først i 1905, da Marie bliver gravid med Alfven, accepterer P.S. Krøyer en skilsmisse. Året efter afslutter han "Sankt Hans blus på Skagen Strand", 14 år efter det første penselstrøg.

"På maleriet ser man alle de centrale kunstere fra Skagen, både Anna og Michael Ancher, Laurits Tuxen og så Drachmann, der jo skrev midsommervisen, som vi i dag synger til Sankt Hans. Der er Skagens borgmester og der er postmesteren. Og så er der naturligvis Marie og datteren Vibeke, men der er også Hugo Alfven. Man kan se maleriet som Krøyers statusopgørelse og ikke mindst som en kærlighedserklæring til Marie, også selv om det endte ulykkeligt," siger Lisette Vind Ebbesen.

Tre år senere, i 1909, dør P.S. Krøyer, 58 år. Han er begravet på Skagen Kirkegård, mens Marie Krøyer er begravet på Leksands Kirkegård i Sverige.