Prøv avisen

"Den største historiske begivenhed i vor tid"

BONDEKULTURENS OPLØSNING: I morgen udgiver Jens Smærup Sørensen den store roman "Mærkedage", der handler om den gamle bondekulturs opløsning i det 20. århundrede. Romanen er både en danmarkshistorie og Smærup Sørensens personlige historie

Den gamle bondekulturs opløsning i den moderne verden er den absolut største historiske begivenhed i vor tid.

Vurderingen skyldes forfatteren Jens Smærup Sørensen, hvis nye, store roman, "Mærkedage" (Gyldendal), der udkommer i morgen, handler om denne endelige opløsning.

Han er personligt forbundet med stoffet: Opvokset på en gård i Staun i det nordvestlige Himmerland, men tidligt var det åbenbart, at hans fremtid ikke stod i landbrugets tegn. Han kom på byskole, senere også på gymnasium og blev noget i både familien og landsbyen så uhørt som akademiker.

Rammen om romanen er tre mærkedage, en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en 60-års fødselsdag i 2003. Gennem festerne, hvoraf de to første holdes i forsamlingshuset i Staun og den sidste på et fint hotel, følger læseren de to familier på gårdene Bisgaard og Kristiansminde samt mange af deres gæster. Kvinder og mænd i flere generationer – og ikke mindst i skiftende tider.

At knytte skildringerne til fester udvider Smærup Sørensens mulighed for at give nuancerede portrætter af personerne. Det kan der være flere forklaringer på. De involverede kan føle, at de ved en fest kan tillade sig mere end til daglig og kommer derved til at blotte sig. Eller de møder nogen, som de ikke har set længe – hvilket kan kalde minder frem.

– Det har været en stor tilfredsstillelse for mig at skrive bogen. Det kan godt have noget med min alder at gøre, at jeg lige bestemt på dette tidspunkt har ladet min baggrund være hovedtema i en stor roman. Jeg har kunnet bruge det overblik, som jeg med årene måske har fået over den historie, som jeg selv har været en del af.

– Jeg er er opdraget i det gamle bondesamfunds normer, idealer og leveregler uden tanke for, at dette ikke var noget, jeg ville få særlig meget brug for i en nutidig verden. For den nutidige verden var endnu ikke blevet synlig på landet. I hvert fald ikke i den afkrog, hvor jeg er vokset op. Op mod 1960 var man dér stadigvæk temmelig trygge i den forestilling, at livet på landet ville blive ved med at være, som det altid havde været, siger Jens Smærup Sørensen.

En bondesøn skulle være bonde. Naturligvis. Dette var den oprindelige forventning også til Jens Smærup Sørensen. Naturligvis.

– Men jeg viste ikke mange landbrugsfaglige anlæg. Var ikke videre praktisk anlagt. Og min far indså, at jeg ikke ville blive nogen god arbejdskraft. Men var jeg blevet født nogle år tidligere, var jeg alligevel havnet i landbruget. Det gjorde både min storebror og min storesøster. De gik begge kun i skole i syv år og kom ud at tjene efter konfirmationen.

– Jeg tror, at det trods alt var en lettelse for mine forældre, at der viste sig andre muligheder for sådan én som mig. Min lærer anbefalede, at jeg skiftede skole. Og i midten af fjerde klasse kom jeg til Nibe Skole. Jeg var den anden i landsbyen, der kom i byskole. Og den første i min familie.

– Men det var ikke smertefrit. Det var forfærdeligt for mig ikke at høre til hverken det ene eller det andet sted. Ikke blandt dem, jeg omgikkes i Nibe, og heller ikke i Staun. Jeg prøvede at komme over det ved at vælge helt andre positioner end mine forældre. Jeg blev radikalt anderledes. Også for mig selv. Da jeg var 15, erklærede jeg mig som kommunist. Et eller andet sted måtte jeg jo høre til. Så vidt nåede jeg først i gymnasiet. Dér følte jeg mig hjemme.

– Man kan spørge, om det ikke pinte mine forældre, at jeg politisk prøvede at gøre alt, hvad der lå fjernt fra dem. Det tror jeg ikke, det gjorde. Da jeg fjernede mig fra deres bondeverden, blev jeg mindre interessant for dem. De mente, at jeg nok selv ville finde ud af noget. Min far, der ellers ikke var specielt dum, tværtimod, blev aldrig klar over, hvad jeg egentlig foretog mig. Hverken da jeg læste eller bagefter. Han spurgte, om ikke jeg var skolelærer eller sådan noget. Det interesserede ham ikke. I øvrigt kunne jeg godt forstå, at han ikke interesserede sig for, hvad jeg lavede. Men selvfølgelig interesserede det ham, at det gik mig nogenlunde. Og det gjorde det jo.

En af personerne i "Mærkedage" hedder Søren Lundbæk. Han er født samme år som Jens Smærup Sørensen, i 1946. Og efter studentereksamen studerer han dansk ved Aarhus Universitet. Også ligesom forfatteren.

Han følger "oplivet den revolutionære rumlen i månederne forud" for studenteroprøret i 1968, deltager i de første begejstrede massemøder og i de første demonstrationer. Derpå trækker han sig stille og roligt tilbage. Det var måske det bondske, der endnu hang ved ham, måske det, der alligevel gav ham afsmag for det oprørske raseri.

– Med min higen efter at være med i det nye og blive en del af den moderne verden var jeg sådan set parat til ungdomsoprøret. Men det skræmte mig også ret hurtigt. På den måde har jeg en historie til fælles med romanpersonen Søren Lundbæk. Men jeg trak mig ikke tilbage af helt den samme grund som han. For ham er litteratur kun én af mange interesser. Men for mig var den det altafgørende. Man kunne sagtens i et eller andet omfang alligevel være med i studenteroprøret i den indledende fase. Men ret hurtigt blev det på universiteterne et marxistisk domineret oprør. Og mange af mine studiekammerater var pludselig parate til at sætte litteraturen i parentes. Nu drejede det sig om noget helt andet. Det var på det tidspunkt, jeg brød med dem. Eller det var snarere dem, der brød med mig. For mig var litteraturen vigtigere end en eller anden form for hurtig omvæltning af alting. Marxisternes syn på litteraturen som en ren og skær afspejling af materielle og økonomiske forhold bød mig imod, da litteraturen for mig havde nogle værdier, der gjorde den betydningsfuld i sig selv.

Hænger det bondske ikke både ved Søren Lundbæk og Jens Smærup Sørensen?

– Når jeg tænker tilbage på de forskellige mennesker, jeg kendte i min barndom, føler jeg mig ikke særlig forskellig fra dem. Men selvfølgelig er der nogle forskelle. I mange forbindelser har jeg ingen anledning til at dele deres holdninger. Og hvis jeg gjorde det, ville jeg være til fare for samfundet. For eksempel var holdningen, at man skulle lade være med at bruge penge. Hvis jeg begyndte at dyrke den og fik mange med mig, ville vort samfund bryde sammen. Men jeg er en dydig og moderne samfundsborger, der forbruger.

Man hører ikke bondesproget i dit nuværende talesprog. Hvordan forklarer du det?

– Som et led i at blive et rigtigt bymenneske ville jeg tale sproget. Man gjorde det ikke rigtigt i Nibe. Og heller ikke i Aalborg. Jo, lærerne på gymnasiet, hvor jeg gik, gjorde. Selv sprang jeg ålborgensisk over. Skulle det være, så skulle det være! Det vil sige ... så bevidst var det jo ikke.

– Helt lykkedes det aldrig at tale bysprog. Og jeg kender sprogfolk, der stadigvæk kan lokalisere mig til det nordvestlige Himmerland. Trods alt.

Ifølge en af dine venner har dit barndomssprog overlevet i dine sætningsknuder ...

– Det er muligt. Det oprindelige sprog er i hvert fald fortsat i mig. Rigssproget er et tillært fremmedsprog. At udtrykke sig på det er ikke en færdighed, der uden videre kommer for en dialekttalende. Jeg havde ikke let ved at skrive som ung. Hele vejen op gennem gymnasiet var jeg en dårlig stilskriver.

– Apropos sætningsknuder, så syntes min dansklærer, at jeg skrev kluntet. Ikke desto mindre ville jeg ufortrødent være forfatter. Jeg tænkte, at når det kom til stykket, kunne jeg nok godt skrive.

"Mærkedage" udgives ikke som en roman, men som "en historie". Had skyldes det?

– Det er en ældgammel forfatterspøg at lade, som om det, der skrives om, er virkeligt. Et stykke historie. Selvfølgelig er bogen en roman. Men baggrunden for den, hele udviklingen i landbrugssamfundet, er jo virkelig. Den er foregået overalt. Og stadig sidder der i hundredvis af forfattere over hele verden og skriver på den enorme begivenhed, som bondesamfundets ophør er. Det er en kultur, der har været den dominerende i Danmark i 6000 år. Og andre steder endnu længere. Alle har vi i løbet af det 20. århundrede været ofre for eller aktive i dets forsvinden.

– Alle andre historiske begivenheder i vor tid kan afledes af denne. For eksempel forsøgte kommunismen at springe direkte fra bondesamfundet over i den moderne verden. Fra bondesamfundets fællesskaber til et påtvungent fællesskab.

– Men det var jo det geniale ved bondesamfundets fællesskaber, at de aldrig var mere forpligtende, end at enhver samtidig kunne gøre, hvad han selv havde lyst til. Men der var fællesskaber om alt. Og der var en følelse af forpligtelse over for alle, der boede i landsbyen.

– Livet på landet er ofte blevet dæmoniseret af dem, der forlod det. Vi er tilbøjelige til at sige, at dér, hvor vi er nu, er det godt at være. Ellers er det ligesom et nederlag for os. "Hold kæft, hvor var det godt, at vi slap væk fra det bondeliv!", sagde ofte disse mange mennesker, der flyttede til byerne og blev industriarbejdere. Dermed har landet fået en dårlig presse og er delvis også i litteraturen blevet omtalt som et sted, hvor det ikke er godt at være.

– Men sandheden er, at bondelivet havde mange kvaliteter. Det oplevede jeg selv i min barndom.

Var du opmærksom på det også dengang, eller er du først blevet det i tilbageblikket?

– Det var jeg også, mens jeg levede i det. For så vidt som et barn overhovedet er opmærksomt på sådan noget som kvaliteter ved bondelivet. Jeg havde det bare godt. På trods af alle de vanskeligheder, der var. Min barndom var ikke nem. Men jeg elskede at leve på en gård. Der var altid nogen, jeg kunne holde mig til. For eksempel karlene.

Staun – en landsby i Himmerland. Og i Jens Smærup Sørensens roman. Men den, der er i den ene, skal ikke regne med også at være i den anden. Der er en fiktion til forskel.

– Landskabet omkring Staun, der ligger ligesom nede i en gryde, de skrånende bakker ud mod fjorden og skoven, optræder i alle mine bøger. Ordet landskab betyder næsten for mig dette bestemte landskab. Uanset om jeg kalder byen for Staun eller ikke, er det dér på stedet, mine bøger foregår.

– Men topografien, gårdenes placering, svarer ikke til, som det er i Staun. Det hele er gledet ind i en fiktion.

– Lige til det sidste var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle beholde navnet Staun. Men hvorfor ikke? Dels kan jeg godt lide ordet. Dels er det meget godt i en roman at kalde tingene ved deres rette navn. Ligesom man gør ved store byer. Selv gader, som man skriver om i storbyer, kan man kalde ved deres rette navn. Og uden at de mennesker, der bor i dem, føler sig ramt. For de kender jo ikke alle dem, der bor i gaden. Så hvis en bog handler om mennesker i gaden, er det om dem, de ikke kender.

– Der er jo dette spil mellem en roman og læserne. De ved godt, at den er fiktion, men vil under læsningen godt have, at det er virkelighed. Det imødekommer forfatteren på forskellige måder ved at lade, som om det, han skriver, er autentisk.

Så selvom din roman foregår i Staun, handler den altså ikke om personer derfra?

– Så langt fra. Ingen vil genkende nogen.

– Men naturligvis har man alting et sted fra. Brudstykker samlet alle mulige steder – og i skriveprocessen styret af fantasien. Det er den, der bliver motoren, der får lov til at bestemme.

grymer@grymer.dkFakta

Jens Smærup Sørensen

**60 år. Født i Staun ved Nibe. Student fra Aalborg Katedralskole 1965. Cand.phil. i dansk fra Aarhus Universitet 1971. Siden 1970 gift med lektor Vibeke Schmidt Sørensen. Bosat i Nykøbing Mors.

**Debuterede i 1971 som forfatter med digtsamlingen "Udvikling til fremtiden". Har efterfølgende blandt andet udgivet romanerne "Mit danske kød" (1981), "Katastrofe" (1989) og "Kulturlandsbyen" (1996) samt novellesamlingerne "Breve" (1992) og "Af ord" (1999).

**Modtog i 1990 Det Danske Akademis Store Pris – og blev senere selv medlem af akademiet. Har yderligere modtaget en række andre priser, senest Albert Dams Mindelegat (2004) og Holger Drachmann-legatet (2005).

**"Mærkedage" anmeldes i Kristeligt Dagblad i morgen.