Når man træder inden for hos den 82-årige mulltikunstner Grethe Engelbrecht i Ansager mellem Varde og Grindsted, er man blandt engle. De svæver overalt i huset, sammen med gode, engleinspirerede livsord. Væggene er som skyer af engleskarer. Det er dekorationer skabt af kunsteren selv. Eller, som hun måske ville foretrække at sige, af den kraft i hende, der kommer fra det høje. Naturligvis kalder hun sit hjem for Englehuset.
– Jeg tror, at vi alle er omgivet af engle. Og jeg tror, at vi alle bliver født ind i denne verden med tro, håb og mod, og at vi alle i os bærer skønheden og forvandlingskraften, så vi derved kan skabe os et smukkere liv.
Dette er et brudstykke af Grethe Engelbrechts trosbekendelse, trykt som indledning til hendes erindringsbog "Båret på Englevinger", der er udgivet af Musik Galleriet, et populært familieforetagende beliggende ved siden af Englehuset og ejet af hendes søn, sangeren og musikeren, komponisten og sangskriveren Helge Engelbrecht. Han og hans kone Rie samt de fire af deres fem børn bor i en naboejendom.
- Mit liv har været som et eventyr. Jeg føler, det blev til af de mange bittesmå fortællinger, som blev en del af mit liv, og som hver for sig var så fulde af glæde, men også af megen ufred, hårdhed og gråd. Alligevel endte det godt til sidst – ligesom i det rigtige eventyr.
Grethe Engelbrecht "lærte om det allerdybeste af alt: tilgivelsen – og kærlighedens forunderlige kraft". Lærte om den efter gennem barndommen at være blevet udsat for dens modsætning: uforsonlighedens og utålsomhedens kraft, repræsenteret af hendes hidsige og despotiske far, en købmand i Grindsted.
Han accepterede ingen støj. Heller ikke "støjen" af latter. En juleaften kom Grethe Engelbrecht og hendes søskende ikke desto mindre til at le. Det blev begyndelsen til enden på den juleaften: faren gennede dem ud i kulden og låste døren efter dem. Uden overtøj drev de længe om på gaden, kikkende ind i folks stuer, hvorfra juletræerne strålede ud mod dem. De gik hjem og tog i døren, men den var stadig låst. Da de endelig blev lukket ind, var de iskolde og forkomne.
Faren døde en juleaften, i 1939. Uden at Grethe Engelbrecht havde lært ham at kende bag den utilnærmelige facade. Altid havde frygten været mellem hende og ham. I tiden, der fulgte, blev hun imidlertid opmærksom på, at han jo trods alt havde haft andre sider end de belastende. Et "godshedsøjeblik" har optaget en lysende plads i hendes erindring: Den dag, han delte en lakridstang mellem sine børn.
Grethe Engelbrecht fortæller i bogen:
"Jeg følte mig stadigvæk så jaget og forfulgt, så angst og bange. En dag gik det pludselig op for mig, at jeg måtte have alt dette forvandlet. Jeg måtte lære at tilgive. Jeg måtte lære at holde af – også af min far. Jeg måtte begynde med mig selv – det var mig selv, der skulle forvandles. Det tog tid. Dag efter dag og uge efter uge i en indre dialog mellem mig selv og en hjælpende Gud.
– Jeg begyndte at tale til min far gennem bøn og meditation; på trods af afstand talte jeg til mennesket dybt inde i ham selv: "Jeg holder af dig som menneske og forstår dig og vort liv sammen dengang meget, meget bedre i dag".
Hvorfra havde du forestillingen om et alternativ?
– Derhjemme var det angst og angst. Ingen samtale og ingen sang. Kun mors glattende hånd om aftenen over en forslået kind. Men i skolen sugede jeg til mig.
Netop fra skolen kom nogle ord til hende på endnu en dag fuld af frygt. Hun var da 10-12 år. Hendes bror havde – igen – fået klø af faren ("sikkert helt uberettiget") og var stukket af hjemmefra. Ordene, der forvandlede frygten til håb, tryghed og fred, har fulgt hende siden: "Hvi er du nedbøjet, min sjæl. Bi efter Gud, thi ham skal du takke, din Herre og Gud".
Vi skal ned til engen og åen i barndommens land, til stilheden og freden dér, for at finde en anden del af svaret:
– Som barn søgte jeg ofte derned. Det var helt mit eget sted. Strå og blomster blev til ansigter. Alfer og feer dansede. Og oppe i skyerne var Guds engle. Jeg strakte hænderne op, blev favnet af englene og båret hen over engen og åen. Man kan kalde det drøm eller fantasi. For mig er det virkelighed. Jeg erindrer det hele så stærkt, at jeg stadig kan rejse tilbage dertil. Så har jeg det ligesom dengang.
Du har set engle?
– Ja. På mange måder. Det er som åndesyn. Engang oplevede jeg et lyshav så stort, så stort. Det var vidunderligt. Og jeg vil aldrig glemme det. Jeg følte næsten, at jeg var ved at rejse ind i det lyshav. Men det var endnu ikke tiden, hvor jeg skulle afsted herfra.
– Jeg havde en sjov oplevelse efter min mands død. Han var kødspiser, jeg er selv vegetar. Men jeg stegte hans bøffer og frikadeller! En dag sad jeg og tænkte lidt vemodigt på ham. Så trådte han pludselig ind i stuen til mig. Han havde en rullepølsemad i hånden. Og bag ham var et lyshav som ingensinde før. Men kun et øjeblik. Så var det væk.
– Disse oplevelser er møder med en kraft, der betyder, at vi aldrig nogensinde skal føle os alene. En journalist spurgte mig for nylig, hvad det værste er for mig. Jeg svarede, at det værste aldrig kan være det værste. For altid er der et håb.
– Jeg har ikke været god til at få kirken besøgt. Men jeg går ude i naturen og snakker med Vorherre.
Har du talt med din engel i dag, spørger Grethe Engelbrecht på en indskrift i Englehuset. Hun har.
– Jeg begynder hver eneste dag med at gå ud i døren og takke Gud for, at jeg får endnu en dag. Jeg beder Ham om at sende sin englekraft herned, ned over mine børn, så de bliver hjulpet gennem dagen. Og videre ud over verden. Jeg beder også om, at jeg må forstå at bruge dette nærvær og den godhed, som englekraften står for. At jeg må forstå at række den videre til andre mennesker.
I et halvt århundrede har Grethe Engelbrecht rakt videre – og i princippet til hele Danmark. Utallige gange og utallige steder har hun delt ud af sin visdom og indsigt, i form enten af foredrag eller fortællinger. I mange år tog hun ud sammen med sin nu afdøde mand, Mads Engelbrecht (eller "Engelbrecht", som hun kalder ham), der holdt af at synge og stod for de muntre indslag.
Parret havde købmandsforretning i Grindsted. Og ikke én, hvor man nøjedes med at købe varer. Ofte bænkede kunderne sig ved kaffebordet i køkkenet. Det var et frodigt hverdagsliv med åbne døre og fællesskab.
Grethe Engelbrecht fortæller stadig, men nu forbindelse med de velbesøgte arrangementer i Musik Galleriet, hvor hendes beretninger fra "Mit Livs Eventyr" indgår i en mosaik af musik, sang, billedkunst og pottekunst.
– Engelbrecht skabte glæde, hvor han var. Han løftede stemningen med sit glade sind. Engang sagde han til mig: "Det er jo dig, der er kunstneren, mor". Men jeg svarede: "Far, jeg tror, at den største kunst er livskunsten".