Prøv avisen

Den standhaftige havfrue fylder 100 år

Den lille havfrue er af landets store turistattraktioner. Her bliver den solgt som souvenir i en bod på Langelinie. Foto: Christian Lindgren Denmark

Trods adskillige hærværk har hun nu siddet på Langelinie i 100 år

Hun har kun tabt hovedet et par gange gennem et langt liv. En enkelt gang er hun rejst til den anden side af jorden, men ellers har hun levet på en sten. I dag er det 100 år siden, at Den Lille Havfrue fik sit hjem med fast havudsigt på Langelinie ved København. Og skulpturen er siden blevet et nationalsymbol og turismemagnet i en grad, som den unge billedkunstner Edvard Eriksen (1876-1959) umuligt kunne have forudset, da han fik opgaven.

Historien bag skabelsen af skulpturen er i sig selv et lille eventyr, der også bunder i ølpenge. Anden juledag, den 26. december 1909, opførte Det Kongelige Teater premieren på eventyrballetten Den lille havfrue. Og til stede i salen var datidens største danske kunstmæcen, Carl Jacobsen (1878-1968).

LÆS OGSÅ: Meditation kan være med til at redde menneskeheden

Den gamle brygger nød altid at se solodanserinden Ellen Price de Plane, der havde hovedrollen i balletten. Han blev betaget af at se hendes yndefulde fortolkning af af H.C. Andersens alvorlige eventyr.

Allerede i januar måned fik Edvard Eriksen et brev fra Det Kongelige Teaters chef, A.P. Weis, med anmodning om at møde op på hans kontor. Og dér sad også brygger Jacobsen, beskriver Egon Eriksen i bogen om sin fars værk, Edvard Eriksen og Den lille havfrue, fra 1998.

Bryggeren, der allerede kendte og anerkendte Edvard Eriksen som en mester i både formens klassiske linjer og de fine detaljer, skulle angiveligt have sagt til ham:

H.C. Andersen har skabt havfruen i litteraturen, Fini Henriques i musikken, fru Jerichau i maleriet og fru Price i dansen. Nu skal De skabe hende i skulptur.

I første omgang lavede Edvard Eriksen en lerskitse, hvor havfruen ikke havde hale, men ben og fødder, idet han forestillede sig, at hun sad sådan efter sin forvandling til menneske med et vemodigt blik mod det liv i havet, hun havde mistet. Men bryggeren forlangte, at hun skulle have hale, ellers var det jo ikke nogen havfrue, mente han. Det satte projektet i stå for en periode, men bryggeren endte alligevel med at sende Edvard Eriksen et brev med ordene:

Min erfaring siger mig, at når kunstnere får lov til at gøre det, som de helst vil, bliver det bedst.

Måske var det den tillidserklæring, der alligevel fik Eriksen til at gøre det, som bryggeren ville have. For fødderne blev til finner. Eriksen brugte sin hustru, den dengang 29-årige Eline Eriksen, som model og ikke balletdanserinden, som den gamle brygger var betaget af.

Balletdanserinder sidder ikke nøgenmodel for en kunstner, som Ellen Price de Plane senere skulle forklare Egon Eriksen, der dermed både fik en berømt mor og far uden de fleste vidste det gennem havfruen på Langelinie. Det var også hans far, der havde fået den dristige tanke at anbringe havfruen på sten helt ude i vandet, så Øresunds bølger kunne skvulpe mod hende.

Københavns havearkitekt Erik Erstad-Jørgensen fik til opgave at anlægge en stenbeklædt kyst, hvor havfruen skulle opstilles. Og allerede den 15. september 1912 forsøgte man sig med en prøveopstilling, men skulpturen kom til at stå for lavt, og der skulle gå næsten et år, før Den Lille Havfrue endelig fik sin sten at sidde på. Derfra skrev hun hurtigt historie. Først som et af københavnernes yndlingsudflugtsmål og senere som en turismemagnet, der i tidens løb har tiltrukket folk fra alle lande. Og i 2010 var hun selv et smut til Shanghai i et halvt år, hvor hun efter sigende vakte stor begejstring på den danske stand i forbindelse med Expo 2010.

Siden den 20. november 2010 har hun dog igen siddet standhaftigt på sin sten på Langelinie med sit sædvanlige melankolske udtryk i ansigtet. Kunstneren ville derigennem vise, at hun længtes mod sine søstre på havet, men hvis hun vitterlig var levende, kunne ansigtsudtrykket måske også skyldes bitterhed over de hærværk, der har plaget hende gennem tiden. Så sent som i 2003 væltede ukendte gerningsmænd hende, og to gange har hun fået savet hovedet af først i 1964 og siden i 1997. I 1984 fik hun også savet en arm af, men gerningsmændene meldte sig, så hun kunne få sin arm tilbage. For Den Lille Havfrue har det bedst, når hun ikke spiller rollen som den oversavede dame.

Daværende teknikborgmester i København, Søren Pind (V), fik i 1988 af politiet direkte leveret havfruens afskårne hoved på sit kontor. Foto: MORTEN JUHL