Nikoline Werdelin: Den største bedrift var at sige nej til alkohol

Nikoline Werdelin vil gerne huskes for at have gjort sig umage

Nikoline Werdelin er aktuel med ”Stjernefamilien” på Det Kongelige Teater, der har premiere den 3. februar. –
Nikoline Werdelin er aktuel med ”Stjernefamilien” på Det Kongelige Teater, der har premiere den 3. februar. – . Foto: Polfoto.

Hvad er lykke?

At svømme i Storebælt med mand og hund, mens solen går ned.

Hvad er en god gerning?

At hjælpe, når det er svært og bøvlet.

Hvad sårer dig mest?

Hvis jeg har vist tillid og er blevet container for et andet menneskes gamle ragelse.

Hvad er den største synd?

Løgn.

Hvad kan du ikke undvære?

Årstidernes skiften. Regn, kulde, sol og blæst.

Hvad er meningen med livet?

At arbejde, sove, spise, falde, rejse sig igen. Livet selv.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

At spille tennis i morgensol.

Hvordan vil du gerne huskes?

Hun gjorde sig umage!

Hvad er du bange for?

Udstødelse. Vold i gaderne.

Hvem er dit livs største kærlighed?

Min mand.

Hvad tror du på?

Flid, engagement. At give det, du gør, betydning.

De viseste ord?

Jeg har ikke alt, hvad jeg elsker, men jeg elsker alt, hvad jeg har. Af Tolstoj.

Hvad fortryder du mest?

At jeg en aften i 1990 for tredje gang glemte et møde med en genert, beskeden og genial tegner, som jeg ville hjælpe.

Hvad er den største dyd?

Taknemmelighed.

Hvilken genstand er din største skat?

Hun er vist ikke en genstand, men min hund er en stor passion og læremester. Hun er min fjerde boxer, man bliver en bedre hundeejer undervejs.

Hvordan vil du gerne dø?

Mens jeg sover og drømmer om langrend i Norge.

Hvad er din største bedrift?

At sige farvel til alkohol og lære at leve livet “on the rocks”. Det er ni år og tre måneder siden, og jeg tænker hver dag: Tænk, at man kan blive så glad.

Hvad overvejer du for tiden?

Hvor tæt humor og mørke kan forbindes, så de forstærker hinanden. Det er altid det, der optager mig, uanset om jeg laver tegneserier eller teater.

Hvem beundrer du?

Mennesker, der forlader velfærdssamfundet for at hjælpe ude i verden.

Hvad vil du være bedre til?

At sige pyt.