Skuespiller Jesper Asholt: Den største dyd er at kunne sætte sig selv i anden række

Folk, der handler uegennyttigt, burde bæres rundt i guldstol, mener skuespilleren Jesper Asholt, der er aktuel i rollen som Per Degn i Bornholms Teaters anmelderroste udgave af ”Erasmus Montanus”

Skuespilleren Jesper Asholt tror, at livets mening er at leve det, mens man har det. -
Skuespilleren Jesper Asholt tror, at livets mening er at leve det, mens man har det. - . Foto: Jan Sommer/ritzau.

Hvad er lykke?

Lykke er at have tid til dem, man holder af.

Hvad er en god gerning?

At sætte sig selv i anden række til fordel for nogen, der har det sværere end en selv.

Hvad sårer dig mest?

Når nogen svigter.

Hvad er den største synd?

Det er egoisme.

Hvad kan du ikke undvære?

Mine børn.

Hvad er meningen med livet?

Jeg tror, at det er at leve det, mens man har det – på en måde, man selv kan være bekendt.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

At kigge ind i øjnene på den, jeg elsker.

Hvordan vil du gerne huskes?

Som et anstændigt menneske.

Hvad er du bange for?

Jeg er bange for, at egoisme og had skal vinde over næstekærlighed.

Hvad tror du på?

Jeg holder med det gode, vil jeg sige.

Hvad er de viseste ord?

Du skal ikke gøre mod andre, hvad du ikke vil have, at de skal gøre mod dig.

Hvad fortryder du mest?

Jeg tror egentlig ikke, at jeg fortryder noget. For alt, hvad jeg kunne fortryde, har jeg lært noget af – enten som menneske eller skuespiller.

Hvad er den største dyd?

At kunne sætte sig selv i anden række.

Hvilken genstand er din største skat?

Min guitar.

Hvordan vil du gerne dø?

Jeg vil gerne dø gammel og hurtigt.

Hvad er din største bedrift?

Jeg synes, at jeg sammen med min ekskone har fået nogle dejlige mennesker ud af vores børn.

Hvad overvejer du for tiden?

Hvornår det er det bedste tidspunkt for min datter at møde min kæreste.

Hvem beundrer du?

Mandela, Læger uden Grænser og alle folk, som gør noget uegennyttigt. De skulle bæres i guldstol.

Hvad vil du gerne være bedre til?

Kitesurfing. Det startede jeg på sidste år.