Den største forskel mellem Danmark og Norge er vævet i uld

Hvordan kan det være, at den norske ungdom elsker folkedragter , mens den danske ungdom går i en stor bue udenom? For 36-årige Embla Moen er det et symbol på at høre hjemme et sted, når hun i dag ifører sig sin dragt og går i 17. maj-optog

Embla Moen, 36, kommer fra Romsdal i Sydnorge, men bor til daglig på Nørrebro i København. ”Jeg anser ikke mig selv for at være specielt traditionel, men når jeg får min bunad på, føler jeg mig stolt,” siger hun. –
Embla Moen, 36, kommer fra Romsdal i Sydnorge, men bor til daglig på Nørrebro i København. ”Jeg anser ikke mig selv for at være specielt traditionel, men når jeg får min bunad på, føler jeg mig stolt,” siger hun. – . Foto: Leif Tuxen.

Smilet er lidt forlegent på den kvinde, der står i døren til den lille nørrebrolejlighed.

Men da døren først er lukket, ranker Embla Moen, 36 år, ryggen og sætter hænderne i siden på den uldne, blå folkedragt, hun mærkeligt nok bærer på en solrig dag som denne.

”Er den ikke flot?”, siger hun og folder skørtet med små, fine blomsterbroderier ud i en vifte.

Dragten, der på norsk hedder en bunad, er noget af det kæreste, hun ejer. Den er syet i hør og uld, har ornamenter af sølv og tilhørende sorte sko. Det hele har kostet 25.000 kroner og er en gave fra hendes forældre og bedsteforældre, som hun fik på sin konfirmationsdag. Naboer i området Romsdal i Sydnorge, hvor hun kommer fra, har syet broderierne på skørt og vest.

Det er længe siden nu – Embla Moen er flyttet til Danmark og har desuden født et barn i mellemtiden, så dragten er blevet passet til løbende.

”Hvert år er det store spørgsmål: Kan jeg komme i min bunad? Men det går som regel,” griner hun.

I dag, den 17. maj, er det Norges nationaldag, og det fejres ved, at nordmændene går på gaden i deres folkedragter og glædestrålende vifter med det norske flag. Med danske øjne ligner det en meget tydelig manifestation af nationalfølelse, men for nordmændene er det bare sådan, det er.

Sådan siger Rasmus Glenthøj, ph.d. i historie ved Syddansk Universitet, der har forsket i nationale forskelle mellem Danmark og Norge.

”Bunaden er basalt set en festdragt, så hvis du kommer til et festligt arrangement, så er der rigtig mange mennesker, der vil have bunad på i stedet for kjole eller smoking. Og fra barnsben bliver der købt en folkedragt til dig. Det er simpelthen en del af socialiseringen i Norge, at man går i folkedragt og har det fint med det,” siger han og tilføjer:

”Hvis man dukkede op til familiefest i folkedragt herhjemme, så ville de fleste nok blive overraskede, mens en større del af forsamlingen måske ville tænke, at man var svagt mærkelig. Vi har at gøre med en klar kulturforskel,” siger han.

Embla Moen, 36, kommer fra Romsdal i Sydnorge, men bor til daglig på Nørrebro i København. ”Jeg anser ikke mig selv for at være specielt traditionel, men når jeg får min bunad på, føler jeg mig stolt,” siger hun. –
Embla Moen, 36, kommer fra Romsdal i Sydnorge, men bor til daglig på Nørrebro i København. ”Jeg anser ikke mig selv for at være specielt traditionel, men når jeg får min bunad på, føler jeg mig stolt,” siger hun. – Foto: Leif Tuxen

Roden til forskellen skal vi finde i 1800-tallet, hvor der fandt en opbygning af nationen som fællesskab sted både i Norge og Danmark, forklarer Rasmus Glenthøj.

”Nationsbygningen slår an på en anden måde i Norge. Her var der en voldsom kulturkamp omkring land og by, og hvad det ville sige at være norsk. Den sejrende fortælling blev den om ’bonden’. Bonden blev inkarnationen af dét at være norsk, mens eliten blev udskilt og fremstillet som danske kolonister, der måtte tilpasse sig folket,” siger han.

Så dragten har haft et element af politik i sig – men har det ikke længere. Ligesom den kulturelle nationalfølelse herhjemme, er den norske stærkt indvævet i fortællingen om folkestyre og demokrati, påpeger Rasmus Glenthøj.

”Jeg kan kun komme i tanke om USA, hvis jeg skal se efter noget andet sted, der kommer i nærheden af den norske forfatningsdyrkelse. Gennem 17. maj-fejringen kommer nationaldyrkelsen virkelig ud over rampen. Vi danskere bider os altid fast i den utrolige glæde, nordmænd har ved skisport. Men vi skal huske, at Norge først blev fuldt ud selvstændigt i 1905. Det er kun lidt over 100 år siden, at Norge blev en suveræn stat. Så er det altså ikke mærkeligt, at man gerne vil vise sig selv og andre, at man gudhjælpemig er norsk!”.

Embla Moen, der kom til Danmark som 23-årig og til daglig arbejder som kommunikationsmedarbejder, ser ikke noget politisk i at være stolt over sit hjemland. Selv stemmer hun til venstre for midten og ser ingen modsætning mod det og at dyrke 17. maj og folkedragten.

”For mig er den et symbol på Norge og frihed og noget, der samler mere, end det skiller. Jeg anser ellers ikke mig selv for at være specielt traditionel, men når jeg får min bunad på, føler jeg mig stolt,” siger hun og tilføjer:

”Og så kan jeg godt lide, at den er relativt enkel.”

Hendes dragt afspejler – som andre bunader – det område, hun kommer fra i Norge. Hver egn har sin dragt, men den enkelte har også mulighed for at pynte på sin dragt med ekstra sølvsmykker og dyre broderier, og det er der mange yngre nordmænd, der er begyndt på.

”Det der med en hel masse guld og glimmer, det bryder jeg mig ikke rigtig om,” siger Embla Moen.

Odd Arvid Storsveen, der er professor i historie ved Universitetet i Oslo, mener, der er gået mode i folkedragterne. De populære bunader kan snildt koste omkring 50.000 danske kroner – eksklusive sølvsmykker i bælte og på selve dragten.

”Bunaden er blevet en markering af den urnorske identitet, men samtidig et statussymbol på samme måde som Gucci og andre dyre tøjmærker.

Den skal ikke være syet i Thailand, men i Norge og være af den rigtige kvalitet med så mange sølvsmykker på dragten som muligt. Selvom man kun har den på til 17. maj og måske til et bryllup, skal den være kostbar og udstråle eksklusivitet,” forklarer Storsveen, der har speciale i nationalisme og moderne nordisk historie.

Han mener, at bunaden er blevet et symbol for den moderne norske identitet, der både rummer lyst til luksus og de værdier af oprindelighed og ydmyghed, som det norske bondesamfund havde.

”Der hersker en slags nationalt selvbedrag, hvor man både vil nyde godt af velfærdssamfundets værdier og kommercialisme og samtidig have en nærhed til det gamle Norge, som indtil omkring 1960’erne i vid udstrækning var lokale bondesamfund. Folkedragten er eksemplificeringen af den bevægelse, fordi den både skal være dyr og udstille luksus, men samtidig bære lokale særpræg fra den egn af Norge, forfædrene kom fra,” forklarer han.

Storsveen mener, at dragtens popularitet blandt de unge og smarte i storbyer som Oslo, Bergen og Stavanger udstiller en paradoksal modreaktion på samfundets voksende forbrug og fokus på materielle goder.

”Ud over at man til hverdag er ung og progressiv, har man med bunaden samtidig en lokal, jordbunden identitet, der viser, at man besidder grundlægende familieværdier og nærhed og på den måde ikke kun er overflade, men et helt menneske. Men mange lever i en slags fortidsdrøm om det oprindelige, simple Norge. Derfor er det jo lidt sjovt, at man for at udvise et modstykke til materialismen netop ender som storforbruger, hvor en bunad ikke bare er en bunad, men skal vise de elementer af status, som netop forbrugerkulturen rummer,” siger han.

Den norske ungdom elsker folkedragterne, det gælder ogsåŒ Embla, der her viser sin dragt frem.
Den norske ungdom elsker folkedragterne, det gælder ogsåŒ Embla, der her viser sin dragt frem. Foto: Leif Tuxen

Norge har fejret nationaldag, siden landet fik sin grundlov i 1804, men var under svensk overherredømme indtil 1905, og i den tid var 17. maj-fejringen periodevis ulovlig. I 1920’erne deltog arbejderbevægelsen ikke i national- festen, men efter Anden Verdenskrig og opgøret med nazismen blev dagen og dragten symboler for demokrati, rettigheder og frihed. Derfor er dyrkelsen af nationen bredt rodfæstet politisk og socialt og ikke kun blandt konservative, forklarer Stor-sveen.

”I modsætning til Danmark og Sverige havde Norge mellem 1200-tallet og 1800-tallet ingen selvstændige historiske markeringer, man i dag kan fejre eller samles om. Vi var underlagt andre og derfor er den dag og dragten nærmest det eneste nationalromantiske pejlemærke, vi har. Det er fjeldene, bunaden og 17. maj, der binder historien og det moderne Norge sammen,” siger han.

I dag på nationaldagen længes Embla Moen til Norge. Men Sømandskirken, Den Norske Kirke i København arrangerer hvert år 17. maj-optog, og der skal hun med.

Ærmerne på skjorten er allerede strøget, og hendes lille datter på to et halvt har også fået en folkedragt i babystørrelse.

”Det betyder bare noget særligt. Det er en følelse af at være en del af et fællesskab. Af at høre til,” siger hun.