Prøv avisen
Interview

Pianist: Den største julegave er at genfinde barnetroen

”Julens budskab er også, at vi ikke skal være bange. For vi ikke er alene,” siger koncertpianist Katrine Gislinge, der har genopdaget glæden over at tro på, at Gud går med i alting. – Foto: Leif Tuxen

Pianisten Katrine Gislinge har gennemgået en skilsmisse og begge sine forældres død i de seneste år. I samme periode har hun imidlertid også genopdaget barnetroen, kærligheden og juleglæden

”Når hjertet sidder mest beklemt,/ da bliver frydens harpe stemt,/ at den kan bedre klinge;/ og knuste hjerter føler bedst,/ hvad denne store frydefest/ for glæde har at bringe.”

Sådan skriver H.A. Brorson i julesalmen ”I denne søde juletid” med smuk sans for, at julen er en tid, der rummer både sorg og glæde, men med Guds hjælp mest glæde.

Koncertpianisten Katrine Gislinge kender den følelse. De seneste syv år er hun gået gennem både en skilsmisse og begge sine forældres død, men på samme tid har hun genfundet barnetroen og kærligheden. Og det dufter ligefrem af julehåb og hjemmebagte pebernødder i hendes herskabslejlighed på Frederiksberg i København.

”Det er sjovt, for da jeg var ung, gjorde jeg oprør mod julen, som jeg syntes var småborgerlig og forstillet. Mine forældre blev skilt, da jeg var 11 år, og jeg havde selv bevidst ingen kærester, da jeg var i 20’erne, hvor jeg i stedet fejrede jul med nogle venner i Barcelona, mens jeg inderst inde savnede at holde jul med min mor og far, men nu er jeg nærmest blevet lidt vild med jul. Jeg tror, jeg elsker julen for den måde, den er kommet til at binde min familie sammen på,” siger Katrine Gislinge, der i år for første gang skal være vært for sine to yngre brødre juleaften.

Men her er også hyggeligt med masser af levende lys omkring i lejligheden. Og det er et hjem med mere end et klaver. For hendes komponistmand, Bent Sørensen, skal selvfølgelig også have noget at spille på, og i et hjørne står endda en gylden harpe oprejst, men larmende stille.

”Min mor plejede altid at spille ’Det kimer nu til julefest’ på den her til jul, så jeg har et lidt særligt forhold til den salme,” siger Katrine Gislinge om moderen, der var professionel harpespiller her på jorden.

”Jeg husker den sidste jul, vi fejrede med hende, hvor hun var med ovre hos min far og hans hustru i Esbjerg. På det tidspunkt var min mor så dement, at hun ikke kunne huske, at hun var blevet skilt fra min far 38 år tidligere, så hun gik og nussede ham i nakken juleaften, ligesom hun på et tidspunkt udbrød, at det altså også var hendes hus, selvom hun aldrig havde boet der. Det var meget mærkeligt, men også sødt.”

Faderen var oboist og kunne nærmest åbne himlen gennem sit blæseinstrument, men til sidst fik han kræft.

Og da han lå og åndede ud på sit hospice for halvandet år siden, tænkte Katrine Gislinge på deres sidste jul sammen, og på Leonardo da Vincis mesterværk ”Den sidste nadver”, som hun havde set få dage før i den italienske storby Milano.

”Den jul havde Bent inviteret mig på en luksustur til Milano og sagt, at jeg bare skulle tage en tom kuffert med derned, så vi kunne fylde den op med tøj dernede. Bent er meget generøs og romantisk. Vi købte tøj en hel dag, og jeg kom helt overvældet hjem til hotellet med jeg ved ikke hvor mange kjoler, men så fik jeg en sms fra Dansk Flygtningehjælp, der bad om hjælp til at hjælpe børnene i Syrien. De klikker ind en gang imellem og minder mig om at sende lidt. Og derfor lå jeg hele natten og tænkte, at jeg blev nødt til at aflevere de kjoler tilbage. Det hang ikke sammen for mig, så det gjorde vi.”

Bagefter gik parret i stedet hen og så Leonardo da Vincis ”Den sidste nadver” i klosteret Santa Maria delle Grazie.

”Jeg havde jo set det vægmaleri så mange gange før, at jeg slet ikke vidste, om det ville påvirke mig, men det, der slog mig, da jeg stod foran det, var ensomhed. At Jesus var den ensomste i verden, fordi den vej, han skulle ud på derfra, var den ensomste. Alle disciplene ser oprørte og vrede ud, mens Jesus sidder helt stille og sørgmodig resigneret og ja, ensom, fordi han ved, at ingen kan gå med ham på den vej, han skal ud på nu, men en anden, der ligner en kvinde, men måske er disciplen Johannes, ser også sørgmodig ud. Og det billede tænkte jeg på, da min far lå på hospice fem måneder senere, hvor jeg genkendte den ensomhed i min far,” siger hun og tilføjer:

”Det smukke ved kunsten er jo, at jeg kan lægge min oplevelse ind i billedet. Leonardo havde måske ikke tænkt på ensomheden i døden, men det er det, jeg mærker så stærkt der i kapellet i Milano, måske fordi min far er syg. Måske ville jeg have bidt mærke i noget andet i en anden livssituation, men den dag følte jeg, at billedet talte stærkere til mig end nogen anden, og at det handlede om netop det, ensomheden i døden. Og den åbenhed, der er i kunsten, findes også i religionen. De ord, der findes der, kan tale til os på så mange måder, og jeg tror ikke, der er nogen, der har patent på dem. På den måde hæver både kunsten og troen sig over alt konkret, og sandheden er ikke bare kompleks, men også fyldt med mange sandheder.”

”Den sidste nadver” kom også til at give faderen håb på sin sidste jul. For i Milano købte Katrine Gislinge i stedet for kjoler en fin julegave til sin far i form af oliekridt.

”Min far havde selv malet og udstillet, før han blev syg. Jeg vidste ikke, om han kun ville leve en måned til, men der var så meget håb i den gave, fordi den handlede om, at han nu skulle male. ’Det er jo håb,’ sagde han også, da han åbnede pakken. Håbet er det stærkeste, vi har. Nogle gange er det næsten stærkere end kærligheden, for det er håbet, der får os op om morgenen. Og håbet gør, at vi tør tro på kærligheden. Under min fars kræftsygdom fandt vi ud af, at hans håb var lig med kemoterapi, som han skulle vælge til eller fra. Og hvis han havde valgt det fra, kunne der ligge en resignation i det. Men han ville kæmpe, og jeg kan stadig få et lille chok, når jeg tænker over, at han ligefrem er død,” siger hun og tilføjer:

”Men jeg tror, at de oliekridt var den bedste julegave, jeg har givet til nogen. For han sad hver dag og malede, indtil han kom på hospice, og når han malede, kunne han glemme sin sygdom.”

Mange vil nok mene, at den allerbedste julegave er Jesusbarnet selv, for han tændte endda håbet om, at livet ikke er forbi, når det rinder ud.

”Der er mange ting, man putter ind i julen, både som troende og ikke-troende. De seneste par år har jeg selv haft temmelig meget brug for Gud, kan jeg mærke. Og jeg har fundet ud af, at kristendommen har et sprog, som intet andet kan matche. Når folk, man holder af, for eksempel er ved at dø. Det er måske kun Jesus, der kan gå med dig på din sidste rejse. Og på hospicet gik det op for mig, at min far, der altid havde været den stærke, der havde trøstet os andre midt i sin sygdom, var bange for at dø, og at han var ensom i den angst. For der er kun en, der i virkeligheden kan følges med en, når man går ind i døden, og det er Jesus,” siger hun med et sart smil.

”Jeg har stadig ikke vænnet mig til at tale om Jesus uden at blive en lille smule blufærdig. Ordet puster sig op i min mund. Jeg synes, det er meget privat. Og jeg går ikke rundt og føler mig megatroende. Men jeg har mærket en trøst, når jeg søgte den. Og jeg folder mine hænder og siger tak hver aften. Stille og hemmeligt.”

På hospicet spurgte hun også sin far, om han ikke havde lyst til at tale med en præst. Og han nævnte, at han gerne ville tale med en præst, som han ikke kendte, men havde meget respekt for.

”Måske leder man efter en far i sådan en situation, og den far er måske i virkeligheden Gud. Og jeg håber sådan, at han fik en smule trøst i at mærke, at Gud var hos ham.”

Pianisten smiler igen.

”Det føles meget privat at tale om, men der er bare nogle situationer, hvor det eneste sprog, der dur, er det religiøse sprog. Jeg gik også hele tiden og bad til Gud i den periode. Jeg var jo ødelagt af sorg over min fars sygdom. Og jeg havde lært at folde mine hænder af min veninde Maja Lisa Engelhardt, der også er maler.”

Katrine Gislinge begyndte at bede til Gud under sit livs krise nogle år tidligere.

”Jeg tror, at det kom i forbindelse med, at min mor blev syg, og i forbindelse med, at jeg blev skilt og kun så mine børn hver anden uge. Det var så hårdt. Jeg vågnede nogle gange op om natten med sådan nogle urhyl over, at jeg ikke skulle se mine børn mere end hver anden uge, og jeg selv havde sat mig i den situation. Heldigvis havde jeg Bent og var meget forelsket, men jeg kunne ikke sove om natten. Og da sagde Maja Lisa: ’Katrine, jeg ville ønske, du ville folde dine hænder og være stille.’ Det skrev hun nogle gange til mig, og så sendte hun mig Kierkegaards ’Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen’, som hun selv havde illustreret.”

”Det blev et vendepunkt for mig at læse om, hvordan man skulle synge som fuglen og blomstre som blomsten. Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle bede om noget bestemt, men jeg skulle finde roen i bare at være stille, og at der var en, der passede på mine børn og på mig. Og det mærkede jeg simpelthen,” siger Katrine Gislinge og hælder te op, mens Bent Sørensen nu er kommet hjem og begyndt at lave gløgg, så duften af jul spreder sig i hele lejligheden.

”Jeg har også mærket den fred i forbindelse med præstationsangst som pianist, hvor Maja Lisa har skrevet noget i retning af, at ’Gud er hos dig’, og det hjalp. Ja, det lyder vildt, men den ene sætning hjalp mig til at genfinde barnetroen. For det var sådan, det føltes. At blive et barn igen. Min tro er noget, jeg har været heldig at genopdage. Den er ikke intellektuel og ikke voksen eller klog eller vidende, måske ikke engang rigtig troende, men jeg er som et barn. Det er den største gave, jeg har fået midt i alle de sorger, jeg har haft de sidste år. Og det fratager mig på den måde også min skyld at tænke på, at Gud går med der, hvor det føles svært. Men jeg havde også en barnetro, som er blevet genoplivet.”

Som barn lå hun hver aften og bad Gud om at passe på sine forældre, sine brødre og sine fætre. ”Dengang var jeg sikker på, at der kom atomkrig, men jeg bad Gud om at få lov til at få min 11 års fødselsdag med inden. Det er også ufatteligt, at der ikke kom nogen atomkrig, så det kan være, at mine bønner har hjulpet,” siger hun og griner, inden hun tilføjer, at det er en kunst for voksne at vende tilbage til barnets tro og glæde - også i julen:

”Vi har en verden, der er fyldt med glæder og sorger, men i julen skal man tillade sig at hylde glæden og lyset. Det kræver også, at man disciplinerer sig selv til at mærke glæden. Og den findes også i de helt små ting, der er nemme at overset. Jeg bliver for eksempel altid dybt taknemmelig over, at blomsterne gider blomstre op igen i vores forurenede verden hvert forår. Og i julen fejrer vi også, at de vil gøre det igen. At lyset vender tilbage sammen med det kristne håb om, at mørket også i en anden forstand er brudt. Det kan godt være, at man selv befinder sig på en mødding lige nu, men liljen blomstrer alligevel, når den er på møddingen. Det er det, der er pointen. Jeg følte, at jeg befandt mig på en mødding lige efter, at jeg var blevet skilt. Jeg havde ingen penge, og boede i et lydhelvede i en lille lejlighed, hvor metroen byggede lige udenfor døren. Men jeg ville blomstre, så jeg begyndte at spille klaver mere intensivt. Og sådan kom jeg langsomt ud af møddingen. Også ved at folde hænderne og overlade alt det, jeg ikke kunne gøre noget ved til Gud. For her i livet er der meget, vi ikke selv kan styre – både af gode og dårlige ting, men vi skal prøve at blomstre på trods af den mødding, vi står på. For julens budskab er også, at vi ikke skal være bange. For vi ikke er alene.”

Katrine Gislinge tier et øjeblik, inden hun tilføjer:

”Det er selvfølgelig ikke så mærkeligt, at man søger hjælp hinsides, når man er i nød. Men jeg synes også, at jeg kan mærke troen i glæden og ikke mindst i musikken. Begge mine børn synger også i kor i henholdsvis DR Pigekoret og Københavns Drengekor, så de er begge to vant til at komme i kirke og vant til at synge om Gud, ligesom de begge har valgt at lade sig konfirmere. Jeg tror ikke, de tænker på Gud – eller på om de tror, men jeg har givet dem en mulighed for, at de ligesom jeg kan vende tilbage til en form for barnetro, når de bliver voksne. Og du og jeg ved, at den barnetro får vi alle sammen brug for, hvis kan hente den frem. Der er ingen, der slipper for sorger,” siger koncertpianisten og kigger ud af vinduerne, hvor man selv fra nutidens Frederiksberg kan skimte de samme stjerner, der engang lyste over en lille familie, der ikke fik en julenat som forventet, men alligevel spredte stor glæde omkring sig.

”Jeg har fundet ud af, at kristendommen har et sprog, som intet andet kan matche,” siger Katrine Gislinge. – Foto: Leif Tuxen